Dag 21 – Grin, hvin og kærlighed

Leander har igen været ret ked af det i løbet af natten, og det er efterhånden blevet til en normal nat, at han er vågen mange gange. Af en eller anden grund så vænner man sig til det.

 

Leander vågnede før vækkeuret og havde ikke planer om at sove til kl. 6. hvor vækkeuret normalvis ringer. Leander var i hopla, så der blev hygget i sengen. Thomas skiftede ham, men han kunne ikke rigtig bruges. Leander er meget opmærksom på hvor jeg er, så det med at forsøge at sove var ikke en mulighed.

Pigerne blev vækket, så morgenmaden kunne indtages sammen alle mand. Det er umiddelbart noget vi skal øve os i at mestre, for der er ingen tvivl om at det at vi alle 5 sidder ved bordet, har en positiv effekt på Leander, og hans måde at gå til maden på.

 

Vi fik i går et råd fra en af Thomas’ bekendte, om at børn der er i behandling med binyrebarkhormon gerne vil spise salte ting. Åbenbart gør behandlingen at mad kommer til at smage dårligt, men salte ting holder de af. Vi var meget spændte på om vi med dette råd ville have succes med at få lidt mad i ham i løbet af dagen. Vi startede med havregrød, hvor vi kom lidt salt i , det gør man nok ”normalt”, men vi har gennem de seneste år skåret kraftigt ned på saltniveauet i al madlavning, så vi laver det normalt uden salt.

Vi fik et par skefulde i ham, og det var en succes at han selv åbnede munden, så der er fremgang at spore, ved det, jeg er utålmodig, men det skal nok komme.

 

Thomas og Josefine kørte afsted til børnehaven, da Leander allerede blev puttet i barnevognen kl. 7, (Det er hårdt at stå tidligt op). Kristine blev gjort klar til at kører i skole (helt alene), hun er så fantastisk sej, og vokser jo flere centimeter, når vi viser hende den tillid. Det er grænseoverskridende, men i denne tid er det rart at jeg ikke skal af sted med begge piger, for det sætter jo sine begrænsninger at Leander ikke må komme indenfor.

 

Da der var ro i hytten tog jeg den frihed at slappe af på sofaen, men det er som om jeg ikke kan finde ro i hverken min krop eller i mit hoved.

 

Leander vågnede igen, og vi fik hygget lidt, leget, skiftet ble (et barn i kemo skal have skiftet blev hver 2. Time hele døgnet), fik klippet negle, børstet tænder og sprittet hænder. Jeg skal begynde at tænke nye rutiner, så vi så vidt muligt undgår yderligere komplikationer for den lille mand. Jeg gør i hvertfald hvad jeg kan for at det ikke sker.

 

Vi var ude og gå en tur, Leander nød at kigge ud på verden, men han bliver hurtigt træt i nakken og ryggen. Så hjemme igen, fik Leander lov til at sidde med lidt rugbrød alt imens jeg fik ordnet medicin, jeg skal nok blive god til det, det kræver bare lidt træning.

 

Leander faldt i søvn igen, jeg gik på sofaen, men den lille mand kan vist mærke hvis jeg ikke laver et eller andet, så han brummede, og jeg måtte ud og trille af flere omgange.

 

Tante kom for at hente pakkekalender, så der var plads til lidt hygge sludder. Det endte med at Tante blev og passede Leander alt imens jeg strøg af sted efter pigerne. (Kristine måtte gå hjem selv, men jeg syntes det gik for langsom med at komme hjem, så måtte ud og kigge efter hende).

Josefine havde en del på hjertet, og jeg fik talt med Hanne om barnepige. Thomas og jeg har aftalt at vi skal begynde at have en barnepige fast, så vi har en tæt på at trække på, og så vi ikke altid er afhængige af bedsteforældre. De kan jo ikke sætte deres verden i stå, den næste tid (læs min. 1 år).

 

Pigerne havde brug for tv pause, og jeg fik sat kyllingen i ovnen til aftensmaden. Thomas og Mormor handlede ind til aftensmaden i går, det var skønt at jeg ikke skulle tænke over hvad jeg skulle lave, men alene gøre som aftalt.

 

Inden aftensmaden blev serveret var der plads til hygge med Leander, så det blev til flere grin, det giver altså plus på energikontoen.

Leander fik kartoffelmos (Der var ikke sparet på smøret), og for første gang i meget lang tid lykkedes det at få flere mundfulde i ham, og han var selv interesseret i at åbne munden. Det er tydeligt at han øver sig i hvordan han skal bruge sin tunge igen.

Pigerne spiste masser af kylling, det er et særsyn, så det var virkelig skønt at alle 3 børn spiste med velbehag. Da Leander ikke længere havde lyst til kartoffelmos, fik han en pommes frites i hånden, og det var noget han kunne bruge. Han elskede at sidde og tygge/sutte på den, og han var helt velfornøjet.

Vi ved godt det ikke er det bedste at give til en dreng på 8 måneder, men lige nu gælder det om at Leander spiser, så må vi tage kampen om det rigtige og forkerte på et andet tidspunkt.

Leander blev puttet, men havde brug for mor tid, så han skulle sove på maven/brystet af mig. Det siger man jo ikke nej til, uagtet hvor træt og brugt jeg er, så løber hjertet over af kærlighed til min mindste mand.
Da han kunne lægges i egen seng, gik jeg i stuen og puttede med Josefine på sofaen, hun er meget hurtig til at krybe ind i ske og ligge og putte.

 

Der gik ikke længe før begge piger sagde de ville i seng, så jeg gik op med dem begge. Det endte med at Thomas puttede Kristine og jeg puttede Josefine.

 

Der er ingen tvivl om at Kristine er meget bevidst om at Leander er syg, så vi skal passe på hende, så hun ikke glemmer at være Kristine, og kun er storesøster. Måske hende og jeg skal have lidt mor/datter tid i morgen, det trænger vi vidst begge til.

Det er grænseoverskridende at tænke tanken at jeg skal være væk fra Leander, men det er godt for os begge hvis vi får lidt afstand til hinanden. Han kan jo ikke blive i mor/søn symbiosen for evigt, og små step er vel ok?

 

Jeg håber så meget at vi med denne blog kan inspirere andre til at tænke lidt over hverdagen, ikke at tage dagligdagen for givet, men også nyde nuet.

Ville ønske at jeg kunne trække endnu mere nydelse ud af min hverdag. Thomas og jeg har i hvert fald allerede ændret os, vi lader ikke længere surhed hænge, vi siger undskyld og lader det flyve, det andet er der ingen grund til at spilde tiden med.