Dag 41 – Når man finder ud af at man er voksen

Natten har været rigtig god, Leander har sovet længere stræk, og stod først op kl. 7.21 (og det var fordi Kristine vækkede ham). Det var helt underligt at vågne før ham, og ikke vide om man kunne stå op eller blive liggende. Jeg lå lidt bare og betragtede ham, det er så livsbekræftende at se det lille væsen sove så ubekymret.

Nå med alle mand op og igang, gik det vilde ræs. For vi havde jo ikke lige frem god tid. Thomas afleverede Kristine i skole, inden hun kom afsted opdagede hun en knop på sin kind og på sit ben, og var sikker på at man ikke kunne tage i skole med det. Hun er klar over at vi er nervøse for skoldkopper, hmm.

Jeg skulle have Josefine afsted, men hun har ikke travlt, så det tog noget tid at komme til børnehaven, og det er i virkeligheden en sejr hun havde tøj på, for det tegnede det virkelig ikke til det en halv time før vi kom derhen. Leander var puttet og var faldet i søvn (kl. 9.30). Hjemme fik jeg ryddet lidt op, men når jo aldrig at blive færdig. Hvor skulle jeg altså have været meget mere taknemmelig for tiden inden alt dette kaos, men sådan er det jo. Man kan jo ikke gøre andet end at stå i mod.

Tante Eva ringede at hende og Wilhelm var på vej, det var tydeligt vi ikke har sludret længe, for vi talte sammen hele køreturen til Greve, i mellemtiden var Leander oppe igen. Jeg fik givet Leander en bolle med pålægschokolade (han spiste en halv halv), det gør moren glad når der kommer rigtig mad indenbords.

Vi fik hygget med leg på gulvet, og inden vi så os om var Leander træt. Han blev lagt til brystet, men det behagede ikke herren, for han havde gemt en del bolle i ganen, og det er ikke nemt at blive ammet, når ganen er fyldt ud. Jeg tog bollen under meget stor protest, men han spiste derefter. Det vil sige han har rigtig svært ved at koncentere sig så længe af gangen, og måtte lige vinke lidt til Tante Eva undervejs. Det betød at det kun blev til amning fra det ene bryst, jeg var ikke helt tilfreds.

Med begge drenge i barnevognene, bestilte vi sandwich. Jeg kørte afsted for at hente dem, men på tilbage vejen blev jeg ringet op af Kristines lærer. Hun var skidt tilpas, hun kunne godt blive, men hun havde ligget mest på sofaen, eller puttet hos Linda. Vi drøftede nogle episoder der har været med nogle af de andre piger, bl.a er hun blevet skubbet/slået i maven, men hun har ikke formået at sige ordentlig fra. Men det fylder tydeligvis, og samtidig har der været en episode med en af drengene fra c-klassen (hun har også gået i børnehave med ham), men har ikke formået at få Linda til at reagere på det.

 

Derfor valgte Linda at trække pigerne til siden, så Kristine kunne få fortalt om sin oplevelse til de andre tøser, men også så episoden kunne komme ud af verden. Derudover blev drengen også konfronteret, og jeg håber nu Kristine har fået fortalt hvad det er der trykker hende. Jeg tog hende med hjem til kærlighed og ro.

Hun startede med at gå ovenpå og spille lidt ipad, men endte med at være i stuen sammen med os. Hun fik lov til at spise af min sandwich (hvad gør man ikke for sine børn). Leander vågnede og spiste og så af min sandwich, det betyder åbenbart rigtig meget hvilken tallerken maden kommer fra.

Tante Eva og jeg drøftede muligheden for at vi pakkede ungerne sammen, så Kristine kunne lege med Ella, og vi spiste hos dem, så kunne Thomas jo bare møde os i Allerød. Som sagt så gjort. Det vil sige inden vi kørte, fik jeg lige ringet til Rigshospitalet, de ringede nemlig hverken tilbage tirsdag eller onsdag.

Jeg har fået en tid i morgen kl. 10 i Roskilde til plasterskift og blodprøver. For åbenbart er Leanders blodprocent faldet til i tirsdags, så derfor skal de lige vide hvad status er inden weekenden, i tilfælde af at Leander skal have en portion blod, jeg krydser fingre for at vi kan undgå det, og at han selv får rettet op på det.

Anders og Rita kiggede ind i formiddags, med den medicin som vi ikke fik med fra afdelingen i tirsdags, det er simpelthen så skønt med venner der hjælper os, og støtter op.

Vi fik hentet Josefine og drog imod Allerød. Trafikken gled rimeligt, og velankommet tog jeg ungerne imens Tante Eva hentede de store børn. Wilhelm var ikke helt tilfreds med situationen, og jeg må indrømme at jeg var fristet til af at lægge ham til mit bryst. For det trængte i den grad til at blive tømt, og Leander nærmest bare grinede af mig. Vi fik gået nogle runder i køkkenet, imens der blev øvet sange til rundt om juletræet med et barn på hver arm, indrømmer gerne at jeg var lettet og glad da de alle 3 var retur.

De store fordelte sig på værelserne, imens vi begge fik ammet i stuen. Vi hørte overhovedet ikke de store, og det var tydeligt at Kristine nød at være sammen med Ella. Jeg besluttede at Leander skulle i barnevognen for sidste gang, men han var ikke helt enig, så jeg var ude at gå en lille tur. Men den unge mand var ikke enig i min beslutning, så det endte med at Leander vandt, og kom med ind igen. Thomas stødte til os i indkørslen, og indenfor var Tante Eva igang med stor produktion af hjemmelavet pizza. Hvilken luksus, og ingen tvivl om at ungerne elskede det.

Det lykkedes at der blev spist aftensmad inden klokken var 18, så vi nåede heldigvis ikke at have de store blodsukker udsving. Der blev spist lystigt, og alle var glade. Efter aftensmaden var det tydeligt at børnene begyndte at blive trætte, for der kom flere og flere diskussioner. Derfor endte det med at de kom i nattøjet, og sat foran fjernsynet. Søren nåede lige hjem, til et kram, også var vi eller klar til at kører tilbage til Greve. Vi blev ringet op efter få kilometer, at vi havde glemt Kristines vinterstøvler og jakke, det er ret svært at undvære til i morgen.

Med ungerne puttet i seng, blev det tid til ro og eftertænksomhed i sofaen.

Jeg er virkelig blevet ramt idag, jeg er blevet voksen. Jeg har en datter der i øjeblikket ikke trives i skolen, og jeg ved ikke hvordan jeg skal løse det. Det er da meget voksent. Jeg håber at et skud veninde hygge i aften har hjulpet, og hjælper hende til at komme igennem de 3 skoledage der er tilbage, inden en tiltrængt juleferie. Men hvordan skal jeg få hende til at forklare mig hvordan hun har det skidt, når det er det eneste hun kan udtrykke.

For er det Leanders sygdom, manglende opmærksomhed, drillerier i skolen, træthed eller ??? Der fylder, jeg ved det ikke, men håber jeg i morgen er lidt klogere. Vi tænker med det samme om hun er blevet rigtig syg, ser hun ikke også lidt bleg ud, er hendes blodprocent lav. Det er jo slet ikke rationelt, men sådan er vores nye hverdag, den rationelle tankegang forsvinder, og man sumper ind i frustrationen over ikke at vide hvad der sker i morgen, og tanke på hvad vi kan forvente.