Dag 292 – øv dag og ny sonde

Torsdag 24/8

Jeg ved da godt jeg ikke har det værre end så mange andre, men Idag er altså bare øv.
Leanders sonde lå forkert igår, da vi skulle give medicinen til aften/natten, så med 8 cm i næsen, var den nok nærmere i munden end i maven. Hmm.
Det ændre unægteligt planerne betydeligt.
Og da han samtidig er blevet forkølet, og Josefine jo som bekendt blev ringet hjem igår, er jeg allerede presset.
Oppe fik vi børnene i tøjet, spist morgen mad, og kom ud af døren.
Jeg fik afleveret Kristine i skole, med lovning om at hun skulle cykle hjem sammen med Marie (så skal jeg jo hen med cyklen senere), også strøg vi afsted i mod København.
Josefine har efterhånden klaget over hovedpine i en længere periode, og da vi jo frygter det værste har vi gået som katten om den varme grød.
Vi valgte dog at slå et smut forbi kiropraktoren, på turen imod Rigshospitalet.
Vi har fastholdt vores kiropraktor i Valby, selvom der er lang vej, men Bjørn er altid besøget værd, og ville altså ikke bytte ham, ej hellere overlade min børn til andre, det skulle da lige være Martin i Maribo, men han er altså længere væk.
Vi var fremme i meget god tid, så Leander blev sat i bæreselen, også gik vi til bager for at købe en bolle og vand.
Derfra gik vi et smut hen til “vores” gamle lejlighed, og blev overvældet af alle de skønne minder vi har der. Valby vil for altid være vores love-boble fyldt med eventyr og minder.
Derfra kom vi til hos Bjørn, Josefine havde ganske rigtigt noget der sad i klemme i nakken, så forhåbentlig stopper hendes hovedpine, når nu nakken er løsnet.
Jeg fik også en tur, og føler mig som altid lettere når jeg går ud af døren.
Derfra gik turen faktisk smertefrit til Rigshospitalet. Thomas stødte til os derinde, men som altid er tid jo et relativt begreb, så vi endte med at vente en time på en ny sonde, den blev lagt og vi måtte halse ud af døren, så Thomas kunne nå sit møde. Vi havde nemlig parkeret sådan, at jeg skulle flytte bilen for at han kunne komme ud.
Leander faldt i søvn på turen hjem, og han var altså ingenlunde frisk da jeg tog ham ud af bilen.
Jeg fik lavet frokost, men de to små spiste jo nærmest ingenting, og fornøjelsen ved at spise forsvinder altså når man hele tiden har en halvsur tumling på armen, og en Josefine der har alverdens brok og mange tårer ved sin side.
Vi tumlede rundt, talte med mormor på FaceTime, inden Leander skulle puttes ril middagslur. Josefine ville gerne blive hjemme, imens jeg gik afsted med Kristines cykel. Men jeg havde kun lige forladt huset, da Josefine kom mere end Stortudende efter mig, for hun ville ikke være alene (fik jeg nævnt at Leander praktisk talt sov da jeg lagde ham – det gjorde han så ikke mere), min lunte var relativ kort, for efter at have været alene med Josefine i så langtid med dertilhørende snak, så springer mit hovede snart i luften, og jeg bliver sure mor. Jeg hader at være sure mor, det gør mig frustreret og ked af det, og glemmer helt hvordan jeg skal komme ud af det igen. Jeg ved det godt, har alle værktøjerne, glemmer bare lige at bruge dem.
Så med Josefine siddende på Kristines cykel, som gik med i den ene hånd, og barnevogn med livlig Leander i den anden hånd gik vi afsted til skole. Nævnes skal vel at Josefine snøftede hele vejen, puha. Jeg som ikke kan udholde at høre andre mennesker trække vejret eller spise – forestiller jer lige den prøvelse.
Hjemme, blev vi enige om at vi skulle se lidt, men der gik ikke mere end 20 min. Så kom Kristine og Marie hjem, der var Leander vågnet igen. Det vil sige han blev ammet, og faldt i søvn på sofaen efterfølgende. Han er meget urolig og ked af det, og det tære virkelig på kræfterne. Måske jeg i virkeligheden foretrækker kemo, fremfor denne behandling.
Det lykkedes mig at få samlet mig sammen, at få fortalt de store piger at Leander altså var sur, så jeg var lidt nem at gøre ked af det og sur, så de forvandlede sig til engle imens jeg bagte pandekager.
Jeg drak en kop the, det er første gang i en uge jeg har brugt tid på at lave en kop the til mig selv, skræmmende.
Pandekagerne blev serveret, Pigerne spiste med velbehag, Leander stadigvæk sur og tvær, hældte et glas juice på gulvet, som jeg fik trådt i, så nu er hele køkkengulvet klistret.
Thomas blev min redning da han kom hjem, fik jeg mulighed for at gå på toilettet. Var lige ved st låse døren, slå låget ned, og ignorere verden, men gjorde det ikke.
Hvor er det hårdt, når et højdepunkt på dagen er er få lov at gå på toilettet.
Jeg fik alle 4 i bad, imens Thomas lavede aftensmaden færdig. (Jeg troede jeg havde risengrød der koge færdig under dynen, men den var hverken hel eller halvfærdig). Fik jeg nævnt at jeg fik lavet lektier med de store piger efter pandekagespisning? Det har jeg faktisk lidt optur over, for set kræver virkelig viljestyrke at få Kristine til at læse. Hun kan sagtens, om end hun er langsom.
Der blev indtaget aftensmad, Marie blev hentet og børnene puttet.
Vi fik ordnet køkken, barnepigerne kom, så Thomas og jeg kunne for det første løbe en tur, jeg overvejede at stikke af, samt lægge en plan for hvornår de fast skal komme og hjælpe os, så pigerne kan komme til aktiviter efter børnehave og skole.
Vi bed godt vi er ambitiøse med alt det sport, men vi kan huske hvor meget vi selv elskede det, hvordan mon vores forældre fik puslespillet til at gå op, eller havde vi bare ingen lektier?

Jeg ved godt hvorfor min dag er øv, jeg bliver mindet om den på ingen måde er som andres.
Vi har ingen vi lige kan ringe til og sige, “jeg har brug for lige at handle, kan du passe imens”, for os betyder det blot at vi igen får junkfood (hvilket iøvrigt tydeligt kan ses på os begge).
Jeg ser det som en luksus at komme på toilettet.
Jeg føler mg som verdens dårligste mor, for Josefine. Jeg har virkelig ikke overskud til at høre på 1000 historier og svare på alle spørgsmål. Jeg har sikkert selv været sådan, men der var det ikke hårdt for mig.
Thomas og jeg vi har ikke tid til at kysse og kramme, det føles næsten som om vi skal stjæle os til det, imellem brok og skrig, fra en af se tre.