Dag 368 – Leos legeland

Bloggen kommer til at ændre sig, nu skriver jeg når jeg har noget på hjertet, så i stedet for at skrive dagligt, så skriver jeg når jeg har noget der er anderledes end vores normale trummerum.

Vi oplever hele tiden fremgang, og udvikling hos Leander, det er fantastisk at følge, han tager små steps, og jeg er lykkelig for at jeg er en del af hans rejse på tætteste hold.

Vi har haft et vidunderligt besøg, af en af mine forældres venner, vi har ikke set hinanden i 2 år, så hun skulle også møde Leander for første gang. Det var som om hun ikke havde været væk, som om hele familien tog imod, og tog sig tid. Det samme gjorde hun, vi blev fyldt op med kærlighed, og nysgerrige spørgsmål, og ny viden. Hun målte nemlig elektromagnetiske stråler (tror vi nok), og det var tankevækkende, hvor høj stråling der var lige netop på Leanders værelse, så nu skal vi tænke i at mindste strålingen, for at se om det kan gøre en forskel for bl.a. hans søvn, men også hans sygdoms tilbagetog.

Jeg skynder mig her at indskyde, at hans sygdom er på rigtig godt tilbagetog, og der er ikke noget der indikere at behandlingen ikke modtages som forventes.

Men udover dette vidunderlige besøg, og en dejlig tur i SIV, der udfordre den unge mand. Så var vi i Leos legeland i Ishøj. Der var lavet et lukket arrangement for familier som os, vi var vel omkring 75, og vi havde legelandet helt for os selv i 3 timer.
Det var noget alle 3 unger kunne bruge, Leander udfordrede sig selv, og var bestemt ikke begejstret for blot at kigge på de store rutschebaner. Så han kom med rundt, han dristede sig ud i selv at køre ned (med mor lige ved hånden), han hoppede i trampolin og i det hele taget var han meget optaget af at være ude, blandt andre. Tøserne var elle vilde, de mente vi snart skulle gøre det igen. Jeg ville ønske der var andre der havde taget i mod tilbudet, for det gav et tiltrængt pust, og en oplevelse som vi kan glæde os over alle sammen.

Vi kunne tale med alle andre forældre, uden for hospitalet, og det gør altså noget ved ens humør (og børnenes for så vidt). Der var et par bedsteforældre, så alt i alt var der mange muligheder for erfarings udveksling. Jeg er sikker på at alle er gået derfra, med en følelse af at være en helt normal familie for en stund.

Pigerne stiller mange spørgsmål, og er begyndt at reflektere på hver deres måde. Det kommer der mere om på bloggen, lige nu vil jeg lige nyde minderne fra en dejlig dag.

 

Indlæg kommer der flere af, for jeg har ret meget på hjertet. Sygdom kommer vist efterhånden til at være en biting, selvom den overskygger meget, men det skal ikke tage lysten og modet fra os, vi er her endnu, og vi lever! Vi kan hverdag holde vores børn i hånden, kysse dem og kramme dem, det er ikke alle der har den mulighed, så her i huset bliver den ikke taget for givet.