Dag 495 - opdatering og sygdomsfri

Dag 504 – en brækket fod mm

bd11ab80-d396-440a-9a3b-9ed3a2edca79  c4856d6b-49a9-4ddb-a418-ae755748cdc0 73999654-ab76-4672-a12a-b5f9ce5ab30a c73ac5e4-aa83-473c-9c68-cc7c4db01702 8b91a060-c33a-4a05-b8fa-ec17676c6138 930745d9-46db-48da-9d15-26dababbc3fe

Billederne med sneen er fra i morges, hvor der blev kælket på turen derhen, sneen er væk igen.

Leander blev 2 år sidste onsdag  – han blev vækket med sang (det brød han sig ikke rigtig om, så han græd).
Efter han blev trøstet, var vi heldige at Mormor og morfar var hos os, for Mormor tryllede vanen tro i køkkenet, og alle fik morgenmad – selvom Leander og hans gaver var en tand mere spændende end bordet.

Og sådan ønskede vi at hans fødselsdag skulle fejres, med sang, gaver og hygge med den nærmeste familie. Men sådan blev det langtfra – vi fik hygget i SIV, men da vi var på vej hjem, kom Leander til skade med sin fod – der var ingen tvivl han havde slået sig. Så vi brugte nødkortet og kontaktede afdelingen, også var vi ellers igennem hele maskinen, med røntgen og ventetid.
Vi blev sendt hjem med besked på at det blot var en forstuvet fod, men bedst som man ånder lettet op, ændre tingene sig.

Fredag var pigerne i terapi, det var tydeligt de havde savnet Birgitte, og jeg kunne fornemme at de arbejdede virkelig godt, men på turen hjem blev jeg ringet op fra Rigshospitalet. Foden var brækket, men da han er så lille gør man ikke noget ved det, da man mener at gips blot vil gøre mere skade end gavn. Så når man lige at tænke – er det fordi der er LCH i lige netop den knogle???

Vi fik fejret den unge mand, men jeg havde givet mig selv lov til at glæde mig på forhånd, og da det så bristede af en brækket fod, så må jeg indrømme at min verden er anderledes nu.

Jeg føler mig lidt ligesom det der blævrende slim ungerne elsker, som når det ligger som en klump på bordet, eller glider imellem fingrene på dem, jeg skal samles op i koppen, så formen holder.

Jeg frygter at mit potentiale i mit job forsvinder, jeg er fantastisk til mit job som mor, men desværre er der ikke hverken lønforhøjelse eller forfremmelse til dem der vasker tøj, gør rent eller passer sit syge barn. Jeg har ingen kollegaer ser siger “den tog du for holdet”, eller “fedt du fik en ny kunde”, jeg får ingen skulderklap fra chefen fordi jeg lige gør det ekstra eller fordi jeg er mig. Det var der heller ikke før, men der havde jeg trods alt mulighed for selv at påvirke det.
Jeg savner anerkendelse, jeg savner at verden omkring mig ikke smuldre, jeg ville ønske min arbejdsgiver ville sige til mig “bare rolig Malene, de kompetencer og den erfaring du får nu, det skal vi nok få brug for når du er retur”. Thomas er den eneste der kan give mig det, han gør det hver dag, og jeg er ikke et sekund i tvivl om at han syntes jeg er den bedste til netop det job jeg har nu, og han giver sågar blomster i ny og næ.

Men er det så meget forlangt at jeg trænger til at bruge mit hovedet på andet end daglige gøremål?

Jeg tænker højt, jeg skriver ned og håber jeg på den måde kan lade det fare – for jeg kan ikke ændre det lige nu, og ingen ved hvad fremtiden bringer.

Leander udvikler sig, og han er gladere end han længe har været – det er i sandhed guld værd, gør mine mørke dage lysere, sammen med hans søstre så giver de mit liv indhold, men når den eneste faglighed der kommer ind af døren er i form af lektier for en første klasse, eller snak om arbejdet på en tegnestue, så føles vejen tilbage til hverdagen uendelig lang, og i skrivende stund er der vel omkring 600 dage to go, så jeg har tid til at tænke og reflektere.

I skal ikke have ondt af mig, men I skal vide at I gør en forskel for mig – tak for jer – og husk I alle tilføre værdi til livet på hver jeres måde.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Dag 495 - opdatering og sygdomsfri