Så fik vi hilst på seneste skud på familiens stamtræ, og hun er virkelig lækker. moster blev ruineret allerede inden jeg havde set hende. 

Leander og Josefine har raget aug en snot/hoste virus til sig, så de blev passet af mormor, så vi ikke risikere at de smitter kusinen. 

Kristine strålede som en lille sol, imens hun holdt det lille vidunder, og vi fik sludre med de seje forældre – er simpelthen så imponeret over deres måde at gå til forældreskabet på. Jeg bliver fyldt med ærefrygt – altså vi gør det jo meget godt, men alligevel. 

Jeg har skrevet det et par gange det sidste stykke tid, men jeg er virkelig mør. Det har resulterede I nogle gevaldige tudeture, og en kæmpe frustration. Pigerne har svært ved at forstå hvorfor jeg er ked af det. 

Mit overskud er væk, og når jeg så endelig rækker hånden frem, sender den der SMS uden at få svar, så gør det så ondt. Jeg får følelsen af at jeg er mindre værd, at jeg kun kan bruges når andres verden er uretfærdig og man skal læsse af. Ved ho godt at verden ikke er sådan, men fra min egen lille navle i øjeblikket, så er det øv. 

Sol Thomas siger, du har er helt utroligt højt serviceniveau, og en måde at være opmærksom og betænksom overfor andre mennesker, som det er få forundt. Du må ikke forvente at få tilbage på samme måde, for du har altid været sådan, så det er ligesom blot blevet dig. Så endte kan du acceptere at du ikke er som andre, eller forsøge at være ligeglad og ikke længere gøre det. 

Jeg må nok bare deale med at jeg er som jeg er, og bide i det sure æble når jeg føler mig mindre værdsat, for sådan er det formentlig slet ikke. Jeg ligger vel i grunden som jeg har redt, det gør ondt at erkende, men det kan også være sundt nok, for når man er aller dybest nede, er der kun en vej tilbage, og det er op. 

Så jeg er herned på vej op ar min egen navle; jeg skuer ud over verden, og glædes over at jeg har en mand der elsker mig, selvom jeg tuder, stamper i gulvet og er umulig. Jeg har børn der hverdag vokser med de opgaver de får og tager, det er vidunderligt at se hvordan vi får hjulpet den på vej, til at blive dem. 

Den sidste frustration over at Josefine ikke vil spise, skal jeg lige finde ud af hvad jeg gør ved, for aner snart ikke minde levende råd. Hun er stædig og temperamentsfuld, viljefast som få. Men altså hun er trods alt for det meste glad, når vi lige glemmer de momentvise øjeblikke med skrig og skrål og “jeg hader dig mor”. 

Håber I alle har haft en vidunderlig søndag – nu vil jeg droppe løbeturen og i stedet for putte mig ind til Thomas, og nyde hans stærke arme omkring mig, for det er vel det livet handler om, at finde den man ikke kan leve foruden, den der kysser tårerne væk, og den der giver de grå dage solskin. Han gør der hverdag hele tiden, tror slet ikke han er klar over hvor højt jeg elsker ham. 

Jeg er blevet Moster til en yndig lille pige – og moren klarede det naturligvis fantastisk godt, og far var faktisk også temmelig sej, tænk selv at tage imod sit barn – jeg er fuld af beundring. Måske den næste kommer til ved en hjemmefødsel. Altså man bliver jo sådan helt, nå bare st få sådan en lille mus på brystet igen, men altså Thomas og jeg er enige – vi skal ikke have flere børn. Vi nyder at Leander bliver større, nemmere kan kommunikere og ikke mindst at nyde at vi snart er der hvor vi kan nyde vores ungers fremdrift, uden hele tiden at skulle time alt efter formiddags-, eftermiddags-, og sen eftermiddagslur, inden putteritualet skal igang. 

Men lykke følelsen og kærligheden er nu en gang vidunderlig. Jeg glæder mig over at jeg kan få lov til at være Moster for to smukke piger, jeg har da trods alt lidt erfaring ud i det med pigerne, så håber jeg blot jeg kan leve op til mine søstres forventninger til en Moster. Jeg ved jeg ikke bliver en moster som dem, jeg har selv børn, så bliver det anderledes, end når man ingen selv har. 

Altså jeg håber der er flere der sidder derude og tænker, jeg vil gerne være sammen med Malene og Anja en aften, for der er stadigvæk pladser, og vi finder ikke en dato før jeg har pladserne besat. Jeg forventer først det afholdes efter sommerferien, før kan det ikke lykkedes at få en tid med den travle dame.

Og en helt anden ting, så er jeg flad – flad i den forstand at jeg har svært ved at få ender e til at hænge sammen, måske det er fordi vi bruger tid i SIV, eller også er det fordi min hjerne er begyndt at gå baglæns, at den ikke rigtig gider være oppe i omdrejninger mere… mon ikke jeg kommer tilbage på sporet, det håber jeg. 

God aften til alle fra en stolt Moster til to 

Tiden flyver afsted, og jeg glemmer helt at skrive.

Vi har haft en dejlig uge, men Josefine trækker tænder ud på mig, så mine ressourcer er i bund. Jeg kæmper virkelig for at bevare roen, for st være rummelig og lytte til det hun har at komme med. Men altså når man griner af mig, når jeg beder hende om at hjælpe til, og samtidig ignorere mig med et finurligt smil og glimt i øjet, så kan min indre løve næsten ikke være i sig selv. Udfordringen er at hun udemærket ved det, og derefter sender mig luftkys og hjerter. Men jeg lærer det vel, samme udfordringer havde jeg med Kristine, der tog jeg fat i Anja, og det ændrede jo noget helt centralt. 

Og neget apropos, så har jeg gået og leget med tanken om at samle et hold til Anja tid, sammen med mig. Derfor har jeg et ret eksklusivt tilbud til jer derude. En aften hvor jeg deler “min” Anja, hvor vi vil tale om integritet, at være tro imod sig selv, og ønske det bedste for en selv. Det lyder egoistisk, men det er fantastisk. 

Så har du lyst til at blive forført, for at lære dog selv bedre at kende, og gå hjem med en følelse af at ville have mere, så skriv en privat besked til mig. Så samler jeg sammen, men der er begrænset antal pladser, så skynd dig. 

Og hvis der skulle være nogle der bliver helt bidt af det, så laver vi nok et hold som man kan følge over en længere periode, men lad os se hvad det kan blive til. Jeg er spændt som en fjeder, og kan mærke energien bruse inden i, det her det brænder jeg for. 

Og ellers så har jeg egentlig ikke så meget på tapetet, jeg er endnu ikke blevet moster, selvom jeg er ved at blive utålmodig – men den kommer jo når den er klar, men altså jeg er klar til at kysse på baby, og aflevere igen når den skriger.

Glemte næsten at vi har været i Tivoli med en støtteforening, en helt igennem vidunderlig dag med alt hvad vi kunne drømme om.

Vi havde begge sæt bedsteforældre med, så der var to voksne pr. Barn – genialt.

Vi fik prøvet alt muligt, Leander fik testet veteranbilerne, bådene og Rasmus Klump legepladsen, Josefine kunne ikke rigtig forstå hun ikke måtte prøve de vildeste ting, og Kristine var slet ikke til ar styre. Vi skal helt klart tilbage alle sammen, for det var en skøn skøn dag, alle hyggede sig, store som små, og vi har fået samlet en masse guld øjeblikke, i ved de der man har på nethinanden, man altid kan tage frem og smile af.

Så fik vi fejret LeAnders 2 års fødselsdag, på en skøn solrig fødselsdag, og hvad er mere fantastisk end gæster.

Vi fik 10 😳 afbud på dagen, så lad mig sige det sådan der var rigeligt mad.

Jeg elsker at have gæster, jeg elsker at forkæle dem, og jeg ønsker at alle der kommer i vores hjem (uanset hvem og hvornår), skal føle sig forkælet og velkommen.

Derfor havde jeg lavet 4 forskellige slags muffin, med lækre frosting – og endnu mere lækkert er det at have rester, selvom de jo ikke holder for evigt, så Thomas endte med at tage en portion med på arbejdet, så fik hans kollegaer da fornøjelsen af dem.

Og så har vi rester til både frokost og aftensmad, hvilket også letter i en travl hverdag, det kender de fleste vel.

Kristine mener rester er min livret, måske hun har ret

Herhjemme er vi altså lidt slået ud af kurs, af den der sommertid. Vi ved der kommer hvert år, men igår har vi jo haft en dejlig påske, så har det jo ikke betydet så meget, så derfor var dagen idag altså ualmindelig hård at starte op.

Jeg har læst et blogindlæg om det at være familie til et sygt barn, altså er barn der høre til på 5054. Egentlig ramte det meget rigtigt, men så alligevel.

For det som ingen af de opslag, indlæg, artikler eller pjecer fortæller noget om, er hvordan det er at være pårørende til et alvorligt sygt barn, der er så lille at det endnu ikke har lært at kommunikere, og som Leander ikke har lært kunsten at spise.

Vi står med tomme øjne, prøver desperat at læse hvad I andre forældre gør, hvad jeres børn spiser. For vi ved ikke hvor vi skal starte eller hvor vi skal slutte. Mange af de børn der er så små når de bliver syge, ved jo slet ikke hvad mad er.
Indlægget fortæller at vi som forældre, som samlet flok på afdelingen har tomme øjne, fordi livets barske side har ramt, fordi verden for altid vil være forandret. Efter rigtigt, jeg kommer klogere ud på sen anden siden, personkredsen omkring os er reduceret betragteligt, og vi er kommet endnu tættere sammen som familie.

Men det som forældre som os også skal håndtere, er at mærke efter på vores barn, finde ud af om set har kvalme, om det har smerter, og hvis de har smerter, hvad det så skyldes. Det er simpelthen så svært at navigere i, og her halvandet år efter er det stadigvæk svært, vi bliver konstant mindet om at Leander er syg, og at vi ikke aner hvad han kan lide at spise. Han spiser primært kartofler og bearnaisesovs, det er da også okay, men hvor vi ville jeg ønske at madpyramiden kunne udvides. Jeg ville ønske at der var fokus på os med børn der er så små, for der er så mange tiltag for skolebørnene, men vi føler os ærlig talt lidt glemt. Måske det hjælper når Leander selv kan udtrykke sig (altså tale så alle kan forstå det), men jeg ved det ikke. Det eneste jeg har gjort, og stadigvæk gør – jeg hilser på alle nye jeg møder, og dem med de helt små børn kigger jeg lidt dybere ind i øjnene, og fortæller at jeg gerne bidrager med alt hvad jeg kan af erfaring og råd, det har jeg i den grad selv manglet.

Vi er stille, vi er stille på bloggen og stille i al almindelighed, i morgen får den hele armen – der skal Leander fejres, og vi glæder os. Havde dog lykkelig glemt hvordan det ny er når han får som prednisolon – det indebærer bl.a at Leander så biler 3 og spiste kartofler og sovs kl 1 i nat, med mig som makker.

Jeg skal ikke klage – han gav mig et kys, g så smelter mit hjerte.

her er linket til den blog jeg snublede over, der satte tankerne igang – http://cancerfamilie.dk/saadan-spotter-du-foraeldre-til-indlagt-barn/#more-6845