Dag 535 – babynus og umuligus (mig)
Så fik vi hilst på seneste skud på familiens stamtræ, og hun er virkelig lækker. moster blev ruineret allerede inden jeg havde set hende.
Leander og Josefine har raget aug en snot/hoste virus til sig, så de blev passet af mormor, så vi ikke risikere at de smitter kusinen.
Kristine strålede som en lille sol, imens hun holdt det lille vidunder, og vi fik sludre med de seje forældre – er simpelthen så imponeret over deres måde at gå til forældreskabet på. Jeg bliver fyldt med ærefrygt – altså vi gør det jo meget godt, men alligevel.
Jeg har skrevet det et par gange det sidste stykke tid, men jeg er virkelig mør. Det har resulterede I nogle gevaldige tudeture, og en kæmpe frustration. Pigerne har svært ved at forstå hvorfor jeg er ked af det.
Mit overskud er væk, og når jeg så endelig rækker hånden frem, sender den der SMS uden at få svar, så gør det så ondt. Jeg får følelsen af at jeg er mindre værd, at jeg kun kan bruges når andres verden er uretfærdig og man skal læsse af. Ved ho godt at verden ikke er sådan, men fra min egen lille navle i øjeblikket, så er det øv.
Sol Thomas siger, du har er helt utroligt højt serviceniveau, og en måde at være opmærksom og betænksom overfor andre mennesker, som det er få forundt. Du må ikke forvente at få tilbage på samme måde, for du har altid været sådan, så det er ligesom blot blevet dig. Så endte kan du acceptere at du ikke er som andre, eller forsøge at være ligeglad og ikke længere gøre det.
Jeg må nok bare deale med at jeg er som jeg er, og bide i det sure æble når jeg føler mig mindre værdsat, for sådan er det formentlig slet ikke. Jeg ligger vel i grunden som jeg har redt, det gør ondt at erkende, men det kan også være sundt nok, for når man er aller dybest nede, er der kun en vej tilbage, og det er op.
Så jeg er herned på vej op ar min egen navle; jeg skuer ud over verden, og glædes over at jeg har en mand der elsker mig, selvom jeg tuder, stamper i gulvet og er umulig. Jeg har børn der hverdag vokser med de opgaver de får og tager, det er vidunderligt at se hvordan vi får hjulpet den på vej, til at blive dem.
Den sidste frustration over at Josefine ikke vil spise, skal jeg lige finde ud af hvad jeg gør ved, for aner snart ikke minde levende råd. Hun er stædig og temperamentsfuld, viljefast som få. Men altså hun er trods alt for det meste glad, når vi lige glemmer de momentvise øjeblikke med skrig og skrål og “jeg hader dig mor”.
Håber I alle har haft en vidunderlig søndag – nu vil jeg droppe løbeturen og i stedet for putte mig ind til Thomas, og nyde hans stærke arme omkring mig, for det er vel det livet handler om, at finde den man ikke kan leve foruden, den der kysser tårerne væk, og den der giver de grå dage solskin. Han gør der hverdag hele tiden, tror slet ikke han er klar over hvor højt jeg elsker ham.
Kære, kære ❤️ Malene du er den sejeste og dejligeste mor i hele verden og du fortjener alt det bedste på denne jord. Det du og din familie er udsat for 😔 er en umenneskelig opgave. Kærligheden hjælper jer men jeg forstår din frustration og smerter samt at du er ked af det. Og alligevel kan jeg slet, slet ikke vide hvor svært du har det. For så skal man nok ha’ været det igennem selv. Jeg føler så meget med dig 😔Malene ❤️ og sender dig de kærligeste, kærligeste varme knus og kram til både dig og din familie ❤️