Vi har taget en beslutning, altså Thomas og jeg. For efter halvandet år, med mere junkfood end vi vil indrømme, er vi gået igang med en kostomlægning.
Det kræver virkelig rygrad, men resultaterne skulle gerne komme stille og roligt, selvom jeg syntes det går al for langsomt. Vi kombinere det med hjemmetræning, og ikke den i sengen at forstå. Det er umuligt for os at komme i fitnesscenter, og da vi har det dejlige sommervejr, så kan vi ikke få Leander til at sove inden kl 20, hvilket betyder at vi ikke kan nå at komme hos Helle. Det er egentlig okay, for når man starter på den måde, så er der ingen undskyldninger – uanset hvor man befinder sig.
Vi forsøger at lave morgendagens måltider om aftenen, så er det svære at falde i, når ens mad står i køleskabet.
Derudover var vi enige om at det skulle være et fælles projekt, derfor bruger jeg stadigvæk min tid som jeg plejer, og vi forbereder mad, og træner når børnene sover, så hvis vi kan gøre det, så kan andre også💪🏻
Vi er ret begejstret begge to, vi skal vænne os til at vi ikke bare kan åbne skabet, og lade al slikken og chokoladen hoppe i munden på os, som vi plejer. Mine tænder løber i vand ved tanken, men jeg tænker at det nok skal gå over.
Vi har været igang i lidt over uge nu, og jeg tror vi kommer til at elske de resultater vi får, mere end processen. Vi håber også at bankdamen bliver glad, for det skulle jo gerne betyde at vi bruger færre penge hos pizzamanden, og måske det kan få opsparingen til at vokse, fremfor som nu at være en nedsparing.
Pigerne spørger undrende om hvorfor vi skal veje maden, og forklaringen herfra er at vi skal lære hvor meget vi spiser, de undre sig også over at vi ikke bare lige tager på macDonalds og henter mad, men jeg tror det ender med at være givet rigtig godt ud for os alle 4 – Leander er et kapitel for sig, og lever stadigvæk spillet af kylling fra lokal pizzamand og kartofler med bearnaisesovs, knorr burde virkelig sponsorer den unge mand.
Men derudover har vi det rigtig godt, til trods for at vi er i kemo uge, og Leander er sur og temperamentsfuld. Pigerne har efterhånden lært at når Leander får prednisolon, så er han sur og tvær. Det hjælper lidt.
Jeg forsøger at tage i SIV, og håbe at han glemmer han er sur, det er ikke lykkedes endnu – men måske hvis jeg er heldig sker det på fredag, hvor der er sommerfest, med musik. Idag dansede han feks helt uden hverken musik og sang, men hvem har også brug for det.
Vi glæder os til sommerferie, vi glæder os til at pigerne ikke skal afsted om morgenen, og vi kan kede os, lege i haven, og blot være sammen som familie.
Når alt kommer til alt, så er der jo intet der er så skidt, at det ikke er godt for noget – og det her er bestemt en af tingene.
Nyd hinanden – kys solen og lyst – og nyd mulighederne i stedet for begrænsninger.
PS jeg har stadigvæk plads på mit Anja hold, og det koster kun 600kr – virkelig et fund for de penge
Min Anja, som hvis I vil kan blive vores Anja, det foregår 28/8 kl 14-17, hos mig.
Der er allerede 6 tilmeldte, men vi vil så gerne være flere, så tænker du jeg bliver nød til at prøve, så skriv til mig.
Betaling skal ske senest 1/7. Jeg krydser fingre for at der sidder et par stykker mere derude, der sukker efter mere overskud, at stole på sin intuition, at være tro imod sig selv, og ikke mindst lære hvilke værdier vi hver især aldrig vil gå på kompromis med.
Når vores Anja dag er overstået, og I ligesom mig ikke kan få nok, så kan det være vi kan lave vores eget lille hold og forløb, det siger Anja hun gerne vil – jeg tænker det er verdens bedste chance for at tage styring i dit eget liv, og integriteten tilbage.
Jeg glæder mig som et lille barn, jeg glæder mig til at dele hende, glæder mig til at mærke efter hvor jeg er, og ikke mindst bare til hendes selskab.
Og det er ikke kun for kvinder, skal jeg skynde mig at sige 🤗
Vi havde besøg af min farmor, børnenes oldemor forleden dag, hun bliver 93 år i næste uge.
Det var en helt vidunderlig dag, vi fik talt med hinanden om stort og småt, men det bedste var at se Josefine tale med oldemor. Hun viste hvad hun kunne på gyngen, fortalte livligt om alt hvad hun havde oplevet, givet komplimenter.
Da hende og jeg kørte til tandlæge, havde vi aftalt at tage kage med hjem til eftermiddagskaffen.
Men den unge dame ville meget gerne have en buket blomster med hjem til Oldemor, fordi hun er sød og smuk. Så smelter ens hjerte, men især da vi så kom hjem.
Hun havde fået til smiley klistermærker, men dem fik Oldemor så de kunne pynte på rollatoren, så fik hun en buket, hvilket hun slet ikke kunne forstå, men det øjeblik som jeg især glædes ved, er da Josefine spørger Oldemor om ikke hun vil have neglelak på.
Selvfølgelig ville hun det, og Josefine gav hende neglelak på, med stor koncentration, Oldemor dikterede. Hun håbede det kunne holde til hendes fødselsdag, men vi har lovet at tage med så hun kan få et nyt lag på når hun nu får gæster.
Jeg bliver så glad når jeg ser hvordan hun oprigtigt havde lyst til at hygge med Oldemor, fortælle hende, vise hende alt hvad hun kunne, og ikke trak sig fordi Oldemor måske ikke dufter som hun har gjort, ikke hører så godt, eller forstår hvad hun mener.
Det var en skøn dag, som jeg i hvertfald lever meget højt på. Det er så dyrebart den tid vi har sammen, er så taknemmelig over at min mor havde muligheden og lysten til at have min farmor med på tur, så hun fik genoplevet hvor vi bor.
Og den største cadeau var vel egentlig st hun imponeret af hvor flot jeg holder haven, men farmor hvis have altid har stået snor lige, hvor al ukrudt er taget inden solen står op, og hvor vi har kunne se smukke blomster det meste af året. Det er i sandhed det største skulderklap jeg kan få fra hende, jeg syntes nemlig ikke vi når hende til sokholderne.
Jeg kan så se at dette indlæg ikke er blevet udgivet, så nu har vi faktisk holdt hendes fødselsdag. Josefine sørgede for flotte negle, og Oldemor var lykkelig.
Jeg glæder mig over at Josefine syntes det er hyggeligt at nusse om hende.
Vi fik også købt solsikker til hendes have, og Kristine havde lavet et fint armbånd.
Jeg håber at alle husker at nyde de små stunder der giver livet værdi, de situationer man ikke kan forudse, og være i dem og nyde dem på godt og ondt.
Det er lang tid siden jeg sidst har skrevet, men tiden flyver afsted, det er et godt tegn. Måske det skyldes at vejret er blevet bedre, at jeg ikke vil trætte jer med vores hverdags trivialiteter, eller måske er det bare fordi der ikke sker så meget. Jeg ved det ikke, for jeg har efterhånden lært at for hvert indlæg jeg skriver, des lettere føltes det at være mig. Jeg må lægge en strategi, så jeg ikke bare falder hen, og ikke kan overskue det.
Jeg hørte om en anden kvinde/mor, der også havde lavet en blog i forbindelse med hendes datters kræftsygdom, og hun stoppede først efter 1000 indlæg. Hun blev påvirket af hvor mange der læste hendes blog, hvor mange der kommenterede, og hvis ikke der var “nok”, så føltes hun sig ikke god nok, eller interessant. Det er som om at det er de indlæg med allermest alvor der bliver kommenteret og liket. Det er underligt, jeg kan sagtens følge hende. Jeg har derfor fravalgt nogle forskellige tilvalg, så nu kan/burde jeg ikke længere kunne se hvor mange der læser med. Det er en befrielse, for man bliver faktisk sådan lidt underlig til mode, når man kan se det eksplodere i læserantallet, som f.eks da Leander fik blodforgiftning og gik i chok. I virkeligheden så er det hverdagen der skal hyldes, for det er den vi helst skal have mest af.
Jeg skriver bloggen alene for min skyld, og for at Leander på et senere tidspunkt kan læse om de tanker jeg har gjort mig i forløbet, og hvordan vi har tacklet det. Han er endnu for lille til at forstå det.
På Rigshospitalet er der nu indført Supersnøren, det er en snøre man som kræftbarn får når man starter behandling, så sætter man en perle på for hver begivenhed, altså ny sonde, blodprøve, kemo etc. Men da vi starter på snøren inde i forløbet, får vi derfor først perler fra den dag, og ikke fra begyndelsen. Det havde ellers været meget symbolsk hvis jeg kunne have vist ham hvor mange sonder han har fået lagt etc, men sådan er det ikke. Overvejer at skrive til Børnecancerfonden, hvis nu jeg selv har styr på behandlingen, om jeg så må få alle de perler jeg har brug for.
Vi nyder i den grad at vi har sommervejr, omend det er svært for pigerne at forstå at det der med badebassin er no go, så længe Leander ikke kan være med. Det er hårdt, de elsker at plaske i vand, og jeg er ikke i tvivl om at Leander ville elske at få lov.
Og der sker ting og sager i familien, så den har budt på et bryllup for min kære søster Mette og Dennis. De ønskede sig en intim bryllupsfest, og det fik de. Men man kan altså ikke blive gift, uden sange og taler, så selvom de håbede vi undlod, fik de alligevel lidt ord med på vejen.
OG se lige hvor flot min mors bobel var pyntet, det havde gjort først tur som ægtepar mindeværdig.
Det var en rigtig hyggelig dag, og vejret var igen med os. Det var som jeg huskede det fra Mettes konfirmationsdag (der havde jeg dølle tømmermænd), men på dagen for brylluppet var det 18 år siden hun blev konfirmeret – godt vi andre ikke bliver ældre.
Josefine, Leander og jeg har været på bondegårdstur med SIV, men stor fornøjelse, men Leander havde meget svært ved at lade de fritgående høns være, så jeg havde travlt. Han var meget begejstret for alle dyrerne, og dagen var helt fantastisk. Da vi kom hjem var Mormor, Moster Mie og Benedicte landet, så jeg fik lov til at babynusse, imens Mie fik lov at hvile morarmene lidt.
Vi har fejret fødselsdag for Thomas, det vil sige det blev alligevel ret begrænset, da vi skulle på weekend tur til Gråsten, med foreningen for Cancerramte børn.
Vi skulle bo sammen med en anden familie vi kender fra SIV, og vi har haft en weekend med familietid og nærvær.
Vi er blevet forkælet, som aldrig før. Der manglede absolut ingenting, jeg fik en skøn massage ( men hun var også fra Falster – det føltes næsten som at ligge under mors varme hænder), og badede sammen med pigerne, imens Thomas hyggede med Leander – de fik tur og så motorcykler (selvom han stak i et hyl da de gassede op).
Efter frokost, gik Vi alle afsted til fiskespa med pigerne, de syntes det var ret sjovt, men de delte en halv time, og det var mere end rigeligt. Bagefter fik de begge lagt ansigtsmaske, et kæmpe hit. Jeg overtog børnene, imens Thomas fik zoneterapi.
Imens pigerne fik ansigtsbehandling, gik jeg en tur med Leander. Vi fandt små perler, og Gråsten i solskin er absolut et besøg værd.
Vi er helt høje ovenpå et dejligt afbræk fra hverdagen – men mere vil have mere.
Vi kæmper stadigvæk med at få vores have til at blive præcis som vi drømmer om, men det tager tid og kræver hårdt arbejde, heldigvis så har jeg mor og svigermor der altid giver en hånd med, det er så fedt, men får jo helt dårlig samvittighed over ikke at hjælpe dem.
Leanders tal er meget fine – så bekymringerne bliver reduceret en del, om end vi har været til samtale med Bodil (vores læge), hun var overordnet tilfreds. Men da vi spurgte om vi kunne forvente at Leander var færdigbehandlet ultimo næste år, mente hun ikke vi skulle stikke næsen op efter det, men så kan man jo blive positiv overrasket.
Jeg er gået i tænkeboks, jeg har fundet ud af jeg skal have mit eget space, et eller andet jeg kan fylde min hverdag op med, så jeg også føler jeg udretter noget. Jeg går med tanken om at uddanne mig til kropsterapeut, jeg har efterhånden mange oplevelser på godt og ondt i mit erfaringskatalog, og tænker det kan være nyttigt hvis man vil hjælpe andre. Men hvor finder man den rigtige uddannelse, og kan man overhovedet finde ud af det? Og ikke mindst, kan man finde nogle der kunne tænke sig at lægge sig under ens hænder? Ja der er mange tanker, men gode råd modtages med kyshånd, for jeg ved ikke rigtig hvordan man vælger skidt fra kanel.
Ellers så forsøger jeg at få hverdagen til at hænge sammen med legeaftaler – fødselsdage, fritidsaktiviteter, lektier og socialt samvær. Det kræver altså mere end man umiddelbart skulle tro, og det til trods for at jeg er hjemme det meste af tiden.
