Billedet er lånt fra denne artikel https://www.magisterbladet.dk/news/2016/september/skrankepavenleveroghunhardetgodt

Når man som os bliver ufrivillig indlemmet i det offentliges system, så frustreres man over at man bliver et ufrivilligt nummer i tælleapparatet for den afdeling man nu engang er underlagt. 

Vi må acceptere at den ydelse jeg modtager for at passe Leander, udover at være lavere end min løn (fordi regeringen har sat et loft for udbetaling af tabt arbejdsfortjeneste), reduceres ydelsen med det jeg spare ved transport (uagtet at jeg kunne cykle og dermed ikke havde transportudgifter), jeg bliver ligeledes reduceret for det beløb det koster at have Leander i institution, fordi vi jo spare det beløb. Jeg bliver modsat andre i samme situation straffet hårdere fordi mit barn er yngre. (Fordi en vuggestueplads koster mere end eks et skolebarn)

Men derudover bliver vi ramt af skranke dronningen. Hende man byder indenfor i ens hjem, fortæller om ens hverdag, hvordan man får det til at hænge sammen, velvidende at det indtil videre koster os kr. 5000 om måneden at jeg går hjemme og passer mit barn. (Det ville jeg aldrig gøre anderledes – hvem er bedst til at passe på mit barn, det var trods alt mig der kæmpede kampen for at blive hørt i det offentlige system). 

Men det stopper ikke her, for den dronning der gør entre, bruger alt hvad jeg siger, så det kan komme kommunen og hendes tælleapperat til gavn. Det betyder at vores engangstilskud bliver reduceret markant, og oplevelsen af at have inviteret en falsk slange ind i ens hjem er intakt. Følelsen inden besøget var, at jeg følte mig usikker, min mavefornemmelse sagde mig at jeg skulle være på vagt. Jeg gik åbent og ærligt ind til mødet (ved slet ikke hvordan jeg ellers skulle have ageret, fordi det slet ikke er sådan jeg er), men det er endt ud i at jeg har følelsen af at være totalt blottet, at alt hvad jeg sagt har ramt os med 180 km/t i røven.

I forvejen føler jeg at jeg bidrager med nul, selvom jeg ved det betyder noget at jeg passer Leander, men ellers føler jeg mig ofte Tom og værdiløs, og Dronningskrankepave, understregede det Big time. 

Jeg ønsker ikke for en eneste at de skulle opleve det vi gør, men hold kæft hvor ville jeg ønske hun kendte den følelse vi sidder tilbage med. 

Vi skal spare hele tiden, men min respekt for offentlig ansatte er væk, når man har tid til at undersøge om hvorvidt det er korrekt vi ikke kan bruge brændeovnen, fordi vi fortæller at Leander ikke kan tåle det, så forvalter man efter min mening sin tid forkert, og gør mig endnu mere forkert end jeg var i forvejen. 

Jeg er ufrivilligt i systemet, men bliver i den grad behandlet som en der har tænkt mig at malke kommunen kassen for alt hvad jeg kan, hold kæft hvor jeg hader denne del af vores liv lige nu. 

Og for det ikke skal være nok, så grinede hun nærmest hånligt, da vi sagde vi ville sende den videre til Ankestyrelsen – for vi får ingen mulighed for at supplere oplysningerne. 

Hun kunne fortælle at vi hidtil havde fået forkert takst for vask af den gamle rådgiver, derfor var beløbet reduceret. Havde det været i en privat virksomhed, skulle det ikke komme kunden til last, men ville blive reguleret over en periode. Og som minimum ville det blive oplyst, og ikke blot dikteret. 

De offentlige skulle så meget prøve at komme igennem deres mølle som privatperson, måske det ville ændre deres måde at agere: og ja jeg skærer alle over en kam, men der er masser af penge at spare, hvis politikerne havde været ude i det virkelige liv, og prøvet hvad det vil sige at sidde på den anden side, i stedet for blot at kaste om sig med spareforslag, lovforslag og vejledninger. 

Jeg er træt og sur – men nu kalder min søn, han trænger til trøst igen, men det er jo en del af jobbet – og jeg kan sku nok ikke bede dronningen af kommunen overtage for en periode, da hun tilsyneladende kan få Leander til at tisse

Mindre i bleen, spise mindre og i det hele taget opdrage en to årig, der ikke ved hvad det virkelig liv byder. Håber ikke hun får bonus i år, fordi hun endnu engang har reduceret i det lidt tilskud vi får for alle de merudgifter vi har. 

Og når jeg nu er i gang med at være dur, så kan jeg da fortælle at det ikke lykkedes at få medhold i Ankestyrelsen for pension og forsikring, selvom nævnet i deres afgørelse modsiger sig selv. Vores advokat er overrasket, og er gået i tænketank for om han mener vi skal anlægge en sag ved domstolene, men processen har været så lang, og indtil videre har vi alene haft udgifter ved disse pensioner. 

Vi er stoppet op, har erkendt at vores økonomiske situation kun forværres de næste år af dette forløb, og når vi er ude på den anden side, hvem ved hvad der så venter mig. 

Tænk inden vi fik Kristine (2010), det er sidste gang jeg har oplevet at få en lønstigning – hvis vi naturligvis ser bort fra den overenskomstmæssige stigning – bevares. Men mon ikke jeg bliver mødt med – du har jo ikke præsteret i det forgangene år, nu skal vi se resultater etc. Sådan plejer det at være, og nu kommer der vel den til rækken at min situation er usikker, da Leander kan blive syg igen etc etc. 

Endnu en bøvs fra min side, og det var det oplæg der skulle have omhandler stafet for livet. 

Når man som os bliver ufrivillig indlemmet i det offentliges system, så frustreres man over at man bliver et ufrivilligt nummer i tælleapparatet for den afdeling man nu engang er underlagt. 

Vi må acceptere at den ydelse jeg modtager for at passe Leander, udover at være lavere end min løn (fordi regeringen har sat et loft for udbetaling af tabt arbejdsfortjeneste), reduceres ydelsen med det jeg spare ved transport (uagtet at jeg kunne cykle og dermed ikke havde transportudgifter), jeg bliver ligeledes reduceret for det beløb det koster at have Leander i institution, fordi vi jo spare det beløb. Jeg bliver modsat andre i samme situation straffet hårdere fordi mit barn er yngre. (Fordi en vuggestueplads koster mere end eks et skolebarn)

Men derudover bliver vi ramt af skranke dronningen. Hende man byder indenfor i ens hjem, fortæller om ens hverdag, hvordan man får det til at hænge sammen, velvidende at det indtil videre koster os kr. 5000 om måneden at jeg går hjemme og passer mit barn. (Det ville jeg aldrig gøre anderledes – hvem er bedst til at passe på mit barn, det var trods alt mig der kæmpede kampen for at blive hørt i det offentlige system). 

Men det stopper ikke her, for den dronning der gør entre, bruger alt hvad jeg siger, så det kan komme kommunen og hendes tælleapperat til gavn. Det betyder at vores engangstilskud bliver reduceret markant, og oplevelsen af at have inviteret en falsk slange ind i ens hjem er intakt. Følelsen inden besøget var, at jeg følte mig usikker, min mavefornemmelse sagde mig at jeg skulle være på vagt. Jeg gik åbent og ærligt ind til mødet (ved slet ikke hvordan jeg ellers skulle have ageret, fordi det slet ikke er sådan jeg er), men det er endt ud i at jeg har følelsen af at være totalt blottet, at alt hvad jeg sagt har ramt os med 180 km/t i røven.

I forvejen føler jeg at jeg bidrager med nul, selvom jeg ved det betyder noget at jeg passer Leander, men ellers føler jeg mig ofte Tom og værdiløs, og Dronningskrankepave, understregede det Big time. 

Jeg ønsker ikke for en eneste at de skulle opleve det vi gør, men hold kæft hvor ville jeg ønske hun kendte den følelse vi sidder tilbage med. 

Vi skal spare hele tiden, men min respekt for offentlig ansatte er væk, når man har tid til at undersøge om hvorvidt det er korrekt vi ikke kan bruge brændeovnen, fordi vi fortæller at Leander ikke kan tåle det, så forvalter man efter min mening sin tid forkert, og gør mig endnu mere forkert end jeg var i forvejen. 

Jeg er ufrivilligt i systemet, men bliver i den grad behandlet som en der har tænkt mig at malke kommunen kassen for alt hvad jeg kan, hold kæft hvor jeg hader denne del af vores liv lige nu. 

Og for det ikke skal være nok, så grinede hun nærmest hånligt, da vi sagde vi ville sende den videre til Ankestyrelsen – for vi får ingen mulighed for at supplere oplysningerne. 

Hun kunne fortælle at vi hidtil havde fået forkert takst for vask af den gamle rådgiver, derfor var beløbet reduceret. Havde det været i en privat virksomhed, skulle det ikke komme kunden til last, men ville blive reguleret over en periode. Og som minimum ville det blive oplyst, og ikke blot dikteret. 

De offentlige skulle så meget prøve at komme igennem deres mølle som privatperson, måske det ville ændre deres måde at agere: og ja jeg skærer alle over en kam, men der er masser af penge at spare, hvis politikerne havde været ude i det virkelige liv, og prøvet hvad det vil sige at sidde på den anden side, i stedet for blot at kaste om sig med spareforslag, lovforslag og vejledninger. 

Jeg er træt og sur – men nu kalder min søn, han trænger til trøst igen, men det er jo en del af jobbet – og jeg kan sku nok ikke bede dronningen af kommunen overtage for en periode, da hun tilsyneladende kan få Leander til at tisse

Mindre i bleen, spise mindre og i det hele taget opdrage en to årig, der ikke ved hvad det virkelig liv byder. Håber ikke hun får bonus i år, fordi hun endnu engang har reduceret i det lidt tilskud vi får for alle de merudgifter vi har. 

Og når jeg nu er i gang med at være dur, så kan jeg da fortælle at det ikke lykkedes at få medhold i Ankestyrelsen for pension og forsikring, selvom nævnet i deres afgørelse modsiger sig selv. Vores advokat er overrasket, og er gået i tænketank for om han mener vi skal anlægge en sag ved domstolene, men processen har været så lang, og indtil videre har vi alene haft udgifter ved disse pensioner. 

Vi er stoppet op, har erkendt at vores økonomiske situation kun forværres de næste år af dette forløb, og når vi er ude på den anden side, hvem ved hvad der så venter mig. 

Tænk inden vi fik Kristine (2010), det er sidste gang jeg har oplevet at få en lønstigning – hvis vi naturligvis ser bort fra den overenskomstmæssige stigning – bevares. Men mon ikke jeg bliver mødt med – du har jo ikke præsteret i det forgangene år, nu skal vi se resultater etc. Sådan plejer det at være, og nu kommer der vel den til rækken at min situation er usikker, da Leander kan blive syg igen etc etc. 

Endnu en bøvs fra min side, og det var det oplæg der skulle have omhandler stafet for livet. 

Så er hverdagen skudt igang igen, men inden lykkedes det os at tage en spontan tur til Berlin. Både Thomas og jeg mærkede følelsen af frihed, og det var fantastisk at mærke pigernes glæde over det spændende de skulle opleve. 

Hvor andre starter med at finde lejlighed/hotel og booke færge, startede vi med at få en rejseforsikring på Leander. Heldigvis handlede de hurtigt i Tryg, og sagde ja. (Det tog en time), men fra de sagde go, og til vi kørte gik der 20 min. Og det inkluderede at jeg pakkede til os alle 5, både Thomas og jeg nåede et bad, og jeg fik formet boller og sat dem i ovnen. 

Kristine er blevet så stor så hun var helt med på at det skulle gå stærkt, og vi skulle have hjælp, så hun er som altid en kæmpe hjælp med de to små. 

Vi kørte afsted med bilen pakket og godt humør. Vi havde dog misset et vejarbejde, så vi endte med at holde helt stille. Havde vi undgået det var vi ikke kommet 7 min for sent til færgen, øv. 

Men det betød bare at vi fik oplevet Danmarks sydligste spids, nemlig Gedser. Vi fik dyppet tæer, og nydt solen stråler, tanket bilen og handlet snack til turen, inden det var tid til at køre til færgen. 

Frokosten blev indtaget i restauranten, tiden gik med leg på dækket, og Leander faldt i søvn i mine arme to min før vi blev kaldt på dækket. 

Turen til Berlin gik over al forventning, de sov alle 3, indtil vi var en halvtime fra ankomst. 

Vi blev inkvarteret i lejlighed, inden vi tog afsted ud for at finde aftensmad og nyde Berlin. 

Berlin kan virkelig anbefales – også til børnefamilier. Vi gjorde alt på ungernes præmisser, så de fik is når de sagde det? Og pause når de bad om det. 

Vi er helt høje over hvor dejlige de var at have med, tilmed gik de næsten 13 kilometer den ene dag, faktisk næsten uden brok. Havde jeg havde haft lidt mere tid til at pakke var bæreselen kommet med, det havde været lykken, for Leander foretrak at være på arm/skulder. 

Så da vi landede hjemme var turen hos kiropraktor virkelig tiltrængt. 

Weekenden blev brugt på 40 års fødselsdag, hvor Snaps Bornholm kom og lavede drinks. Jeg havde glemt hvor dårlig jeg bliver af snaps, og hvor mærkelig tømmermænd man får, så nu kan jeg vel holde en snapse pause 20 år mere. Men altså det var nogle meget lækre drinks, så mon ikke det kan lykkedes igen – bare uden alle tømmermændene. 

Ugen er gået slag i slag, så vi nyder første weekend efter ferien, og som det er med os er vi ret spontane, så idag står den på stafet for livet – jeg skriver et oplæg når vi er igennem. 

Rigtig god weekend derude til alle – nyd den nu med dem I har kær. 

Skulle det være en derude der ikke har fået tilmeldt sig mit Anja Fix, så er Der stadigvæk plads. Glæder mig så meget. 

Da vi kom hjem fra Bornholm, havde vi blodprøve kontrol allerede mandag. 

Svaret var egentlig ret overraskende, for det første var Leander ret flad ifht sine netrofile (altså det man bruger for at modstå en evt infektion), og derudover skulle han have blod. 

Vi aftalte at blodet godt kunne vente en uge, altså til idag, men da vi havde tygget på det endte det med at vi tirsdag tog til RH og fik taget en blodprøve (den skal blodtypebestemme, så han ikke får forkert blod), vi kørte hjem igen, inden vi onsdag tog til optankning af blod. 

Thomas arbejdede i kælderen, nu begynder vi så småt at kunne ane en ende på badeværelset, men sådan er det når man alliere sig med upålidelige håndværkere – nå men det var et sidespring. 

Mormor kom ind onsdag også, og det endte med at pigerne tog med hjem til Lolland, for nu havde de brug for ferie. Jaja, det er jo luksus at det kan lade sig gøre. Vi kan jo næsten ikke huske hvad vi lavede, andet end vi var ude og kigge på køkkener, altså blot til inspiration. 

Og onsdag var vi et smut i Nordsjælland for at besøge min søster og familie i sommerhus, så hyggeligt. 

Fra mandag til tirsdag, byttede vi et barn med Allerød familien, så hyggeligt at have besøg af Ella, og Josefine var svært begejstret for at være på overnatning hos kæresten – hvem ved hvor lang tid det forhold holder – der er allerede planlagt hvor mange børn de skal have, hvilke biler de vil kører i, hvor de skal holde ferie etc. Kom ikke og sig de unge ikke ved hvad de vil. 

Thomas, Leander og jeg var også på besøg hos farbror og Tante, er så hyggeligt. Leander har altså bare en anden respekt for Farbror end han har for os andre. 

Fredag fik vi gjort rent og ordnet vasketøj, inden vi pakkede sammen og gjorde os klar til turen til Lolland. Vi endte med at sove hjemme, da vi lige blev nød til at runde Rigshospitalet med en cvk indgang der så lidt nusset ud. Heldigvis skulle vi blot vaske endnu mere, også naturligvis holde øje med det. Han var i sit es, livet på afdelingen nyder han, men han kender jo heller ikke alvoren bag. 

Vi har været sløset med både kost og motion i den forgangene uge, meget irriterende når man kigger tilbage, det skulle jo være så lige til, og vi ved begge hvor meget det giver. Men det er altså svært at holde ferie, og fortsætte i så faste rammer, så de er blevet brudt, kun med lidt dårlig samvittighed. 

Nu har vi besluttet at den sidste uge her, lige skal have et nøk, så alt det gode arbejde vi har gjort ikke er spildt. 

Leander fik kemo idag, også skulle han tjekkes i ørerne, det viser sig at det ene dræn er faldet ud, og ikke længere virker. Så nu er han i antibiotika for mellemørebetændelse, så krydser vi fingre for at han kan vente lidt med at få lagt nye dræn, til han alligevel skal i narkose – jeg tvivler dog, da der ingen plan er for narkose foreløbig. 

Vi opdagede til vores skræk at en af vores yndlings sygeplejersker, hende det tog imod os på afdelingen er gået på barsel, og flyttet til Århus. Jeg ved jo godt at vi jo bare er en lille ubetydelig brik i deres liv, men de fylder et stort rum i vores liv. Jeg er så ked af vi ikke fik sagt farvel til Malene, at jeg ikke fik taget et billede af Leander og hende, så vi kunne sætte hende i “minde-bogen” for Leander sygdom. Hun er en vidunderlig sygeplejerske, men ikke mindst så er hun en fantastisk person, der viser nærvær, omsorg og oprigtig interesse. Jeg kommer til at savne hende over vinteren, når indlæggelserne kommer (for det ved vi de gør). Jeg håber hun læser med her, eller en kollega gør, så hun ved at hun er savnet, ville så gerne have givet et farvel-kram. 

Heldigvis er der massevis af skønne sygeplejersker tilbage, og nye kommer til, men de bliver bare aldrig som vores Malene, som tog imod da vi var allermest sårbare, som har fjollet og grint med Leander, når jeg ikke kunne mere, og givet det der kram, og den der forklaring – puha det gør ond. Hvis bare de på afdelingerne viste hvor store spor de sætter hos familierne. 

Jeg ønsker for jer alle at I har nydt den fantastiske sommer, hinanden, kærligheden og livet. Det er nu engang vidunderligt. Vi fik igår fejret niecens dåb, pigerne og jeg lavede kagerne, så det er dem der er billeder af. Mine tænder løber i vand igen, de var så gode.