Dag 647 - Berlin og hverdag

Dag 651 – Dronningen af kommunen – og min bare rxx – de skulle prøve det selv

Når man som os bliver ufrivillig indlemmet i det offentliges system, så frustreres man over at man bliver et ufrivilligt nummer i tælleapparatet for den afdeling man nu engang er underlagt. 

Vi må acceptere at den ydelse jeg modtager for at passe Leander, udover at være lavere end min løn (fordi regeringen har sat et loft for udbetaling af tabt arbejdsfortjeneste), reduceres ydelsen med det jeg spare ved transport (uagtet at jeg kunne cykle og dermed ikke havde transportudgifter), jeg bliver ligeledes reduceret for det beløb det koster at have Leander i institution, fordi vi jo spare det beløb. Jeg bliver modsat andre i samme situation straffet hårdere fordi mit barn er yngre. (Fordi en vuggestueplads koster mere end eks et skolebarn)

Men derudover bliver vi ramt af skranke dronningen. Hende man byder indenfor i ens hjem, fortæller om ens hverdag, hvordan man får det til at hænge sammen, velvidende at det indtil videre koster os kr. 5000 om måneden at jeg går hjemme og passer mit barn. (Det ville jeg aldrig gøre anderledes – hvem er bedst til at passe på mit barn, det var trods alt mig der kæmpede kampen for at blive hørt i det offentlige system). 

Men det stopper ikke her, for den dronning der gør entre, bruger alt hvad jeg siger, så det kan komme kommunen og hendes tælleapperat til gavn. Det betyder at vores engangstilskud bliver reduceret markant, og oplevelsen af at have inviteret en falsk slange ind i ens hjem er intakt. Følelsen inden besøget var, at jeg følte mig usikker, min mavefornemmelse sagde mig at jeg skulle være på vagt. Jeg gik åbent og ærligt ind til mødet (ved slet ikke hvordan jeg ellers skulle have ageret, fordi det slet ikke er sådan jeg er), men det er endt ud i at jeg har følelsen af at være totalt blottet, at alt hvad jeg sagt har ramt os med 180 km/t i røven.

I forvejen føler jeg at jeg bidrager med nul, selvom jeg ved det betyder noget at jeg passer Leander, men ellers føler jeg mig ofte Tom og værdiløs, og Dronningskrankepave, understregede det Big time. 

Jeg ønsker ikke for en eneste at de skulle opleve det vi gør, men hold kæft hvor ville jeg ønske hun kendte den følelse vi sidder tilbage med. 

Vi skal spare hele tiden, men min respekt for offentlig ansatte er væk, når man har tid til at undersøge om hvorvidt det er korrekt vi ikke kan bruge brændeovnen, fordi vi fortæller at Leander ikke kan tåle det, så forvalter man efter min mening sin tid forkert, og gør mig endnu mere forkert end jeg var i forvejen. 

Jeg er ufrivilligt i systemet, men bliver i den grad behandlet som en der har tænkt mig at malke kommunen kassen for alt hvad jeg kan, hold kæft hvor jeg hader denne del af vores liv lige nu. 

Og for det ikke skal være nok, så grinede hun nærmest hånligt, da vi sagde vi ville sende den videre til Ankestyrelsen – for vi får ingen mulighed for at supplere oplysningerne. 

Hun kunne fortælle at vi hidtil havde fået forkert takst for vask af den gamle rådgiver, derfor var beløbet reduceret. Havde det været i en privat virksomhed, skulle det ikke komme kunden til last, men ville blive reguleret over en periode. Og som minimum ville det blive oplyst, og ikke blot dikteret. 

De offentlige skulle så meget prøve at komme igennem deres mølle som privatperson, måske det ville ændre deres måde at agere: og ja jeg skærer alle over en kam, men der er masser af penge at spare, hvis politikerne havde været ude i det virkelige liv, og prøvet hvad det vil sige at sidde på den anden side, i stedet for blot at kaste om sig med spareforslag, lovforslag og vejledninger. 

Jeg er træt og sur – men nu kalder min søn, han trænger til trøst igen, men det er jo en del af jobbet – og jeg kan sku nok ikke bede dronningen af kommunen overtage for en periode, da hun tilsyneladende kan få Leander til at tisse

Mindre i bleen, spise mindre og i det hele taget opdrage en to årig, der ikke ved hvad det virkelig liv byder. Håber ikke hun får bonus i år, fordi hun endnu engang har reduceret i det lidt tilskud vi får for alle de merudgifter vi har. 

Og når jeg nu er i gang med at være dur, så kan jeg da fortælle at det ikke lykkedes at få medhold i Ankestyrelsen for pension og forsikring, selvom nævnet i deres afgørelse modsiger sig selv. Vores advokat er overrasket, og er gået i tænketank for om han mener vi skal anlægge en sag ved domstolene, men processen har været så lang, og indtil videre har vi alene haft udgifter ved disse pensioner. 

Vi er stoppet op, har erkendt at vores økonomiske situation kun forværres de næste år af dette forløb, og når vi er ude på den anden side, hvem ved hvad der så venter mig. 

Tænk inden vi fik Kristine (2010), det er sidste gang jeg har oplevet at få en lønstigning – hvis vi naturligvis ser bort fra den overenskomstmæssige stigning – bevares. Men mon ikke jeg bliver mødt med – du har jo ikke præsteret i det forgangene år, nu skal vi se resultater etc. Sådan plejer det at være, og nu kommer der vel den til rækken at min situation er usikker, da Leander kan blive syg igen etc etc. 

Endnu en bøvs fra min side, og det var det oplæg der skulle have omhandler stafet for livet. 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Dag 647 - Berlin og hverdag