Dag 703 – Kristines fødsel

 

Min blog er mit frirum, og derfor er dagen idag, der hvor jeg vil dele en meget personlig historie med Jer. 

Kristine bliver idag 8 år, det har taget mig langtid ikke at tude denne dag, af lykke men samtidig også fordi jeg blev mindet om den største rutschetur i vores liv – altså på det tidspunkt.

Så hvis Du ikke gider læse en fødselsberetning, så gå videre – for den kommer her.

Jeg havde termin 10.10.10 Thomas ønskede virkelig det blev på dagen, men selvom han sang lykkedes det som bekendt ikke. Så da jeg var til jordemor 11.10 fik jeg løsnet hinder, tænkte jaja så prøver de det. På det tidspunkt anede jeg ikke en skid om hvad der ventede os. 

Men først til midnat 12.10 begyndte jeg at få begyndende veer, og omkring kl 6, vækkede jeg Thomas. Så kunne han lige nå at arbejde lidt – for på det tidspunkt vidste jeg godt han ikke ville komme på arbejde dagen efter. 

Min slimprop gik kl 9, hvilket i sig selv var ret vildt faktisk. Thomas tog på arbejde, jeg havde det fint, og ikke regelmæssige veer. 

Jeg brugte dagen på sofaen og vuggen frem og tilbage i køkkenet. Da kl slog 17 og Thomas kom ind af døren blev veerne regelmæssige. Men jeg havde det fint og god tid, så vi gik i Spinderiet, vi skulle jo handle snack og blade – ja ja vi blev klogere.

Hjemme hentede vi take away, også var det som om at mine veer tog til, og pludselig da Thomas syntes det var tid at ringe til fødegangen, ja så kunne jeg jo så oplyse Thomas om at den der famøse fødegangstaske (jeg havde jo god tid), ikke var pakket. 

Men afsted med os til Hvidovre (vi boede i Valby da vi fik Kristine). Vel ankommet blev jeg undersøgt, 6 cm, så afsted med os til fødegangen. 

Ankommet ringede vi til farmor og mormor, som skulle med til fødslen. 

Da de ankom passede det med at vandet blev taget, men det der så skete efterfølgende er sådan lidt mere blævrende. 

Kristine blev påvirket i maven, vores jordemor ville gerne tage en skalp-pH – men afdelingsjordemoren mente slet ikke det var nødvendigt. Trods svingende hjertelyd, og begyndende tegn på manglende ressourcer. 

Først da klokken var 2 lykkedes det at få afdelingsjordemoren til at kigge ind, hun mente der var født indenfor en halv time, og syntes stadigvæk ikke det var nødvendigt med en skalp-pH. 

Men omkring kl 2.30 blev hendes hjertelyd så dårlig at bagvagten kom på stuen. Efter svar på skalp-pH skulle Kristine ud. Nærmere bestemt – bagvagten sagde:” den baby den skal ud nu”, efterfulgt af 7 personer, der alle havde en funktion på stuen. Hun skulle tages med cup, de prøvede først med en blød cup, hvilket røg af 2 gange, derefter prøvede de med en hård cup, den røg af en gang. Jeg måtte presse om jeg havde veer eller ej, for ud det skulle hun. 

Kl 3.02 blev den smukkeste pige født, men hun var så dårlig at hun kom direkte over til lægerne. Hun blev genoplivet, fik ilt, og først efter 16 min var hun så “stabil” at hun kunne flyttes til neonatal. Thomas fulgte efter, sammen med farmor og mormor blev hos mig. 

Jeg er lykkelig for at jeg havde min mor ved min side, det var hårdt. Jeg så slet ikke Kristine, før min mor gik ned på neonatal og tog et billede hun kunne vise mig. 

5 timer efter fødslen, måtte jeg se hende. Hun var udmattet, og jeg måtte ikke røre ved hende. Vi blev sendt på stuen, vi skulle forsøge at sove. Vi blev lagt på en to sengs stue, husker tydeligt hvor meget jeg tuede da, familien ved siden af lå med deres baby der græd, og der lå jeg uden min. 

Thomas og jeg krøb sammen i min seng, vi puttede vel en time, inden sygeplejersken kom, og vi fik en enestue (den var ikke rengjort – men vi var ligeglade – ville bare væk fra de andre babyer). 

Vi kunne ikke blive på afdelingen, for jeg havde det alt for godt til at være på barselsgangen, og vi blev sidst på dagen flyttet til barselshotellet. 

Kristine havde det rigtig fint, og alle bekymringer blev gjort til skamme – eller det troede vi. 

Kristine havde manglet ilt under fødslen, og vi vidste ikke om hun havde skader. 

Det var en underlig måde at blive forældre på, men allerede 14/10 mente lægerne hun var klar til at komme hjem, de ville bare gerne se et par amninger inden. 

Men bedst som jeg sad og ammede, og alt synede idyl, begyndte Kristine at sitre. Det var forfærdeligt – og vi vidste ikke rigtig hvilket ben vi skulle stå på. 

Kristine blev lagt i en særlig seng med overvågning, og varmeplade. Hun blev koblet til mere overvågning, hun blev overvåget at neurofys fra Glostrup. Hun fik lagt elektroder ind på pandelappen, og hun blev scannet. 

Vores lille pige, lå helt apatisk med sonde i næsen, og elektroder. 

Det var en meget lang weekend, men Kristine er gjort af noget særligt, så hun viste hvilket stof hun er gjort af. Så hun rettede sig lyn hurtigt. Det var vildt at opleve, og man vidste ikke rigtig hvilket ben man skulle stå på. Lægerne sagde at de havde set børn det havde det bedre end Kristine blive grøntsager, men også børn det havde det værre klare sig helt uden mén. 

Da Kristine var en uge gammel blev hun MR-Scannet, det lykkedes mig at holde hende i mælkerus, så hun ikke rørte på sig. Det var en meget lang time, vi sad inde ved scanneren, og hørte dens larm (det er virkelig højt), og da scanningen var overstået fik vi en kuvert med det foreløbige svar i hånden. Vi skulle finde en læge på afdelingen der kunne læse det for os. Det var den længste tur vi nogenside har gået, og fremme kiggede lægen undrende over hvorfor hun skulle give os svare. Heldigvis viste scanningen at Kristine kun havde haft en mindre hjerneblødning, men havde derudover inden skader på hjernen. 

Da vi endelig blev udskrevet, var det med en sund og rask pige, med det smukkeste mørke hår, og et helt vildt gå-på-mod. 

Hun gør mig stolt hver dag, hun udvikler sig dagligt, og kommer med nye betragtninger og anskuelser. Hun er kærlig og ærlig, smuk og virkelig stærk. Hun har en evne til at tro på sig selv, hvis det er noget hun virkelig brænder for, kæmper hun til hun kan, som for eksempel at stå på hænder.

Jeg er sikker på at fremtiden er lys for hende, hun skal tro på sig selv, for hun har vist at hun vil frem i verden, og kan klare selv den største udfordring som livet byder, hun er en overlever. 

Vi har haft en skøn dag, med gæster, gaver, boller og kage. Kristine syntes dette var den bedste fødselsdag i hele hendes liv, det er heldigt det er sådan hver dag.

Vi var samlet alle mand, selv min lille nevø.  En uge er han, så lækker og og meget sød. Min søster ligner en million, har overskud og virker som om hun kan klare hele verden, uanset hvad der sker. Er fuld af beundring. 

Jeg fik også kysset på mine niecer, det var der faktisk ikke nogle af dem der var specielt begejstret for. Det er tydeligt sådan en dag som idag, at jeg er langt væk fra familien, og ike bare kan suse forbi. 

Thomas og jeg kigger tilbage, da vi fik Kristine – med det tumult det betød, kiggede vi hinanden i øjnene og sagde, hvis vi kan klare dette sammen, kan vi klare hvad som helst. Vi har vist vi er et fantastisk team, og jeg er lykkelig for at han står som min klippe – altid.

Føler mig heldig, at vi har klaret alle de stormvejr og orkaner der har været i vores liv indtil nu. Tænk at alle 3 børn har været ved at dø fra os, på hver deres måde. 

Kristine har bevist at hendes fødsel skal stå som noget smukt, så nu vil jeg lægge hendes fødsel bag mig, og glæde mig over min dejlige pige. 

Ps Bloggen driller, så hvis du vil se flere billeder så hop ind på Greve Lolliks facebookside🤗🇩🇰