Hvad er der egentlig sket på det sidste – det føltes som ingenting, men når jeg lister det op bliver det alligevel til en del. 

Vi rundede to året for indlæggelse, to året for første diagnose, to år for den rigtige diagnose, to året for første kemo, to året for første narkose, to året for første cvk, og jeg  kunne blive ved. 

Den unge mand har rykket sig helt enormt, både mentalt og fysisk. Fra at være min lille glade dreng, med de store øjne, til at være min store dreng fuld af smil/grin/glæde, glæde især over sine egne påfund, og begejstring når han kan drille sine søstre, eller sin far. 

Leander var med Kristine og jeg ude og handle, men legen blev lidt vild, så den unge mand faldt og fik et “varespyd” i øjet, da det skete var jeg i tvivl om det havde ramt øjet, eller blot huden ved øjet. Han græd blod, så må indrømme jeg var lidt presset, og enden blev at vi kontakte afdelingen.

De blev enige om at vi skulle runde børnemodtagelsen (i stedet for at tage på skadestuen). 

Her blev han undersøgt så godt man kunne – må indrømme at det nok til dato har været det værste jeg har været med til at gøre ved Leander. 

At holde ham så man kunne vende øjenlåget, på et noget hævet øje, var jeg slet ikke fan af, og slet ikke da det begyndte at bløde igen. Konklusionen blev at det blot var en blodsprængning i øjet, og at hævelsen ville falde og sprængningen forsvinde. 

Det tog sin tid, men væk er det. 

Så har vi haft sidste dag i SIV – vi fik delt ud, vi har ikke været så flittige bruger af huset som mange andre har været, hvilket afskeden også bar præg af. Men alt i alt fik vi sagt ordentlig farvel, og det var formålet fra min side – at få lukket den bog på en ordentlig måde. 

Så har jeg været et smut til hudlæge, da jeg den ene aften opdagede at et modermærke pludselig var blevet helt mørkt, så panikken spredte sig lidt hurtigt. Men jeg handler jo med det samme, så næste morgen fik jeg en henvisning af lægen, kontaktede sundhedsforsikringen, og fik en tid samme dag på Hamlet i Parken. Sådan.

Hudlægen kunne så konstatere at der ikke var tale om et modermærke, men en blodåre der sidder på udvendig side af huden, den kan fjernes rent kosmetisk, men den bliver ikke syg. Puha – føler mig lidt som Peter, men man skal jo reagere. 

Så har jeg haft en ordentlig omgang svamp i brystet, dvs jeg havde mange smerter i brystet, og jeg syntes ikke helt det var som det skulle være, så efter flere dage med tiltagende smerter, endte jeg ved vagtlægen. 

Han mente blot det var tilstoppes mælkekirtler/gange, så jeg skulle bare sætte amningen i vejret, malke ud og massere. Jeg var mildest talt ikke begejstret for det svar, så endte med at kontakte egen læge. Hun mente det var svamp, og da hun sagde det gav det så meget mening. Så nu bliver det behandlet. 

Samtidig fik jeg en recept på “amme-stop” piller, og det ene førte til det andet, så nu er jeg stoppet med at amme. 

Det er så vildt, og både Leander og jeg skal finde ud af hvad det betyder for vores  begge, men ikke mindst for vores nattesøvn. 

Det er så det vilde af det, efterfølgende har Leander formentlig fået hånd-mund-fod syge, hvilket er meget smertefuldt, der havde det været nemt blot at lægge ham til brystet, så han kunne finde ro der.

Samtidig har han fået svamp på hænder og fødder.  Vi kæmper en ulige kamp om natten, med kløe og ubehag, også oveni får han prednisolon.

Vi har været til et skønt arrangement i Leos legeland med Cancerbarn, altid vidunderligt at møde andre skønne familier og børn, vi har lært at kende i dette forløb.

Vi har også set zoo by Night, det er flot, men det kan helt sikkert blive endnu bedre. Som jeg sagde til Thomas – Tivoli startede også er sted.

Jeg er også begyndt på et nyt Anja-fix, jeg glæder mig til denne rejse, og til at se hvor den bære mig hen. 

Jeg har en million – ideer og tanker – muligheder – lige nu fylder tanken mest om at lave et vejtræningshold, så kunne man bare dumpe ind, og træne med ganske gratis. Tænker bare der er flere ligesom mig, der gerne vil træne sammen med andre, helst udenfor, men bedst uden omkostninger til træningscenter. 

Jeg ville ikke tjene på det, men tror bare det kunne blive en succes – men nu må vi se. 

Jeg opretter et Stafet for Livet i 2019, det afholdes 17/18-8 og håber naturligvis der er mange der har lyst til at bakke op, og være med. Det er ikke et krav man løber, hvis man er med bliver jeg glad. 

Jeg håber I har det dejligt alle sammen, sidder der nogen derude der har brug for sparring, eller en anden vende livets op og nedture med, så sig til, jeg er lutter øre. 

Kærlighed og kram til alle