Så kom vi forbi 4. november, årsdagen for beskeden om at Leander havde kræft, jeg ved godt at der efterfølgende er en dato for præcis diagnose, men for os er det altså 4. november der er “vores” årsdag. Det er ikke engang årsdagen, for overførsel til Rigshospitalet, eller årsdag for indlæggelse eller for ankomst til afdeling 5054, men det var dagen, hvor vi blev mødt med Leander har lymfekræft, spredt til hele kroppen.

Jeg ville ønske jeg kunne omfavne den mand, som var med til at overbringe os den besked. Desværre døde han i sommers, han skulle have vidst hvor betydningsfuld han var, ikke bare for os, men også for børnene. Han var noget helt unikt.

Hvor langt er vi så kommet på 5 år, udover at tiden selvfølgelig går, og børnene vokser. Vi er blevet klogere på Leanders sygdom, og alligevel er vi stadigvæk på status que. Han er fortsat i behandling, der er ikke udsigter til at det bliver anderledes foreløbig, og vi har efterhånden “overlevet” 4 forskellige læger, der har haft ansvaret. Ikke fordi de er stoppet, men fordi der hele tiden kommer nye til der skal udvikles og specialiseres.

Vi har stadigvæk virkelig mange frustrationer, der faktisk trænger til at blive luftet, men det skal lige lande, og præsenteres for de rette instanser før jeg deler med jer.

Men hvad er der sket med pigerne, her kommer der lidt en status på dem også.

Kristine går nu i 5 klasse, jeg forstår det slet ikke. Hun er simpelthen så smuk, fornuftig, sjov, og glad. Hun trives efterhånden bedre i skolen, og har fundet et ret højt bundniveau – hvilket virkelig gør en kæmpe forskel. Hun har fundet tryghed og glæde ved at hun faktisk er rigtig dygtig, og a hun bidrager på sin egen måde.

Nu har hun endelig fået tid til bøjletandlæge, og hendes brækkede arm heler som den skal. Tror de fleste børn på et tidspunkt drømmer om at brække et eller andet, for der er virkelig meget coolness over at have gips på, men jeg vil sige at Kristine vist har fået styret sin lyst.

Hun var til kontrol 13/10, der viste et brud på en lille håndrodsknogle, ikke den knogle de frygtede, men knoglen lige op over. Hun fik derfor ny gips på, med besked om at vi skulle til kontrol – så som går. Et der var taget et kontrol røntgen, så kiggede lægen på billedet, og talte med Kristine. Hun syntes det helede op som det skulle, men det ses at der faktisk var en revne i en lang håndrodsknogle. Hun fik en ny (og meget lettere) gips på, den skal fjernes om 14 dage, og så er det forhåbentlig overstået, men så har Kristine også haft gips på i 7 uger.

Vi holdt børnefødselsdag i fredags, for pigerne i klassen. Vi har ikke holdt børnefødsesdag i 3 år, grudet ydre omstændigheder, men denne gang lykkedes det heldigvis.

Pigerne kom kl. 16, Kristine pakkede gaver op, også var der leg i haven. Inden de spiste kl 17, derfra tog vi til den lokale blomsterhandler, hvor alle pigerne fik lavet en fin buket. At se Kristine stråle på den måde, var virkelig noget helt særligt. Hjemme igen, var der kage (og nej jeg havde ikke selv lavet den), inden de festede og hyggede, inden de alle blev hentet kl 21. Vi var meget glade for det samlede arrangement, og Kristine ikke mindst, men nu har vi lært at til kl 21 på en skoledag, lige er i overkanten. Det havde været fint at slutte kl. 20.30, for der var de efterhånden noget møre.

Josefine går i 2 klasse, så på de 5 år, er hun gået fra at være ny startet børnehavebarn, til nu skolepige. Hun har virkelig fart på, og vi keder os bestemt ikke i hendes selskab. Hun stiller store krav til os som forældre, med hendes sprudlende humør, livsglæde, nysgerrighed, spørgsmål og viden. Det er fantastisk at være med på hendes rejse, jeg håber bare vi formår at favne hende, på de svære dage. De er der nemlig også, og desværre så tvivler hun ret ofte på sig selv. Hun er sætter høje krav til sig selv, så da hun kom hjem idag, og havde en fejl i sine staveord, var hun dybt ulykkelig og frustreret. Vi talte om det, indtil det gik op for hende, at det var fordi hun havde taget fejl af a og e, at det ikke var i et af de ord hun virkelig havde kæmpet med, og at hun fra mig af blot blev mødt med en high-five og kram, fordi jeg syntes hun havde klaret det så godt. Hun havde et klart mål for sine staveord, og det var at de to ord som hun virkelig boksede med, blev rigtige – og det mål klarede hun til fulde.

Alle 3 børn har mange spørgsmål til sygdommen, til forløbet, og til fremtiden. Vi forsøger efter bedste evne at favne det, og at svare. Det er ikke altid lige let, som da Leander spurgte om jeg var sikker på han levede til sin 6 års fødselsdag, selvom han havde kræft. Da jeg svarede ja, spurgte han “hvordan kan du vide det”. Det er svært, det gør ondt inden i, og jeg bliver mindet om at han også bliver større.

Vores efterårsferie blev meget anderledes end vi havde regnet med, da Leander blev indlagt med feber. Det vil sige inden ferien havde hans feber været meget svingende, og vi havde allerede lørdagen haft flere besøg på Riget. Lørdagen, lige inden gæsterne kom, der drønede Leander og jeg igen på Riget, grundet feber. Men vi blev sendt hjem igen, da der ikke umiddelbart var noget at finde. Vi fik holdt en rigtig fin fødselsdag for Kristine.

Søndagen pakkede vi sammen, og gjorde klar til en uge i sommerhus. Desværre fik Leander igen feber, og denne gang steg den fra 37,7 til 38,6 på en time, og da vi landede på Riget var den 39,4. Det er en udviklingen der ikke rigtig er nogen der er trygge ved. Det betød jo naturligvis indlæggelse, og Thomas kunne køre hjem til pigerne. Splittet igen.

Det endte med at Thomas kørte i sommerhus med pigerne, og vi jo helt naturligt blev på Riget. Mandag aften var der svar på forskellige virus-test, og det viste sig at Leander havde RS virus, det gav forklaringen, på hans tilstand, og da han immunoglobiner også var lave, så blev han tirsdag tanket op på dem, og vi kunne trygt køre til sommerhuset, hvor pigerne og Thomas ventede.

Vi fik holdt min fødselsdag, og fik besøg af familien fra Allerød – altid skønt selskab, der var mange besøg på Lalandia, da der var adgangsbilletter med til sommerhuset, hvilket var et kæmpe hit. Men lørdag da vi pakkede sammen, var vi trætte og brugte, ferien blev bestemt slet ikke som vi havde håbet på.

Vi blev mindet om hvordan vores liv også er, hvilke restriktioner vi er underlagt, og hvordan det påvirker os alle 5.

Derudover så er min far opstillet til kommunal valget, jeg har besluttet at give ham en hjælpende hånd, så det bruger jeg faktisk en del tid på – det er sjovt og hyggeligt at få lov til at bruge så meget tid sammen med ham (og min mor), men jeg glæder mig også til valget er overstået, og han forhåbentlig har kunnet indfri sin drøm, om en plads i byrådet.

På mandag er der generalforsamling i vores grundejerforening, og da jeg er formand, tja så er der også en del arbejde der lige skal gøres, men når det er overstået tirsdag, så kan jeg ånde lettet op, og igen kigge et år fremad.

I aften står den på klassefest i Josefines klasse, og i næste weekend er det Kristines tur. Nu vil jeg bage en kage sammen med Josefine, som vi skal bidrage med, udover lysshow og vores blotte tilstedeværelse.

Nyt fra karantæne-land

Faktisk kan vi sige velkommen til vores verden, som den så ud da Leander var højisoleret.

På en eller anden måde føltes det trygt, bortset fra at hver gang vi bevæger os udenfor, og vi møder nogle på vores vej, så risikere vi endnu mere end tidligere.

Status på Leander; i onsdags fik Leander taget blodprøver i armen, det gik faktisk over al forventning. Han havde et par VR-briller på, og skød måger, han reagere først da de skulle “grave” lidt i armen, da han ikke ville sidde i stolen men ligge på briksen.

Efterfølgende fik han foretaget en ultralyd, den viser en normal milt (9,2 cm), men tæt på øvre grænse (9,5 cm). Derudover var der hævede lymfer i maven.

Leander er begyndt at blive udfordret med at gå, det er tydeligt han har smerter, så vi ønsker os en knoglemarvsprøve, men lægerne er indtil videre ikke enige med mig, selvom de godt ved min mavefornemmelse som oftest er rigtig.

Vi blev ringet op fredag eftermiddag, med besked om at møde fastende op mandag morgen kl 8, for at få foretaget en MR scanning, da man lige nu vurdere om Leander kan klare sig med en operation.

Jeg håber de har lyttet, de gange jeg har ringet til afdelingen, og derfor kan trylle en læge til at tage en knoglemarvsprøve samtidig med, for han har mange smerter, og han kan faktisk på nuværende tidspunkt ikke smertedækkes.

Vi har holdt en amputeret fødselsdag for den unge mand, med farmor og farfar, mormor og morfar, samt tante Lis. Det var en skøn dag, med højt solskin.

Det var en dejlig dag, hvor vi grundet manglede køkken fik hjælp fra hhv Lis, farmor og Mormor, så det betød at vi nærmest havde Sønderjysk kagebord, inden vi gik i haven og fik samlet en ny grill.

Da den var samlet, blev der sat flæskesteg over, indendørs fik vi spillet spil med børnene, inden vi fik aftensmad.

Havde Leander været glad og tilfreds, havde det været noget andet, men det skygger at hans tilstand hele tiden forværres. Han er træt, sur og tvær. Jeg håber jeg tager fejl, men min mave har endnu ikke fejlet, og jeg ser på mange måder en Leander der har det som han havde det da han blev indlagt første gang.

I dette corona-land vender jeg tilbage når jeg har noget på hjertet, men tiden flyver med skole for pigerne (de elsker det – indtil videre), oprydning, madlavning og vasketøj.

Jeg kæmper for at røre mig dagligt, jeg har virkelig brug for det – men det er ikke sikkert jeg når mit marts-mål, men jeg håber.

På på jer selv og hinanden – og hold jer hjemme.

Vi har besluttet at al handel kommer til at foregå på nettet, at vi ikke får gæster her medmindre de har holdt samme karantæne som os.

Så vi kan glæde os over teknologien, for facetime kan altså noget. Der er bl.a aftalt en kamp med Leanders skydevåben, med Onkel Dennis og Moster Mette – så vi kan få brugt Leanders fødselsdagsgave.

1. 

 

Så blev det også juleaftensdag i Greve, freden er ved at sænke sig, og vi trækker vejret dybt ind og falder lidt ned.

Det har været kaotisk, det er kaotisk, og det bliver kaotisk, rammer på mange måder spot in på vores liv i øjeblikket. 

Siden ammestop har Leander haft udslæt, og vi har efterhånden prøvet alt. Vi DR ved at blive desperate,  og ser lige frem frem til prednisolon, fordi han finder bedre ro ro der, og kløen aftager. Dem der har fulgt med, ved hvad medicinen gør ved Leander, og ved derfor også at det bestemt ikke er at foretrække.

Vi har igen kontaktet afdelingen, så den 27/12 skal han tilses af hudlæger, også får han kemo 28/12. Leanders kemo kan rykkes, derfor bliver den skubbet lidt, og fordi han har kløe ønskede jeg det blev til nytår han fik sin medicin. 

Vi er på ikendt vand, igen. Vi håber så meget på et svar og hjælp, så han ikke skal lide mere. Vi er oppe omkring 3 timer i løbet af natten. For at klø og dulme vores lille fyr.

Det siger næsten sig selv, at vi er ved at være gennemslidt og brugt, min krop er på overload og jeg er så træt at jeg ikke kan sove. Frustrationen vil ingen ende tage, og tårerne løber lidt nemmere.

Pigerne er efterhånden også meget påvirket af det. Og Kristine frygter indlæggelser og ikke mindst at Leander dør af det. 

Vi har heldigvis den sejeste fighter, så selvom jeg kan se han lider, så kæmper han hverdag, giver store smil, og laver ballade så det står ud af ørerne. 

Han nyder vuggestuen, elsker at komme hen og lege, og bare være Leander, helt sig selv. Ingen der tager hensyn, og inden der snakker om sygdom eller syge børn. Jeg nyder at jeg nu kan løbe en tur, uden at have Leander med på farten. 

Vi har nydt vores aften i fulde drag, der har været gaver i overflod, og nærvær, leg og hygge. 

Forventningens glæde er nu engang størst.

Glædelig jul ønskes alle fra nær og fjern.

Kærlig hilsen Malene 

 

Min blog er mit frirum, og derfor er dagen idag, der hvor jeg vil dele en meget personlig historie med Jer. 

Kristine bliver idag 8 år, det har taget mig langtid ikke at tude denne dag, af lykke men samtidig også fordi jeg blev mindet om den største rutschetur i vores liv – altså på det tidspunkt.

Så hvis Du ikke gider læse en fødselsberetning, så gå videre – for den kommer her.

Jeg havde termin 10.10.10 Thomas ønskede virkelig det blev på dagen, men selvom han sang lykkedes det som bekendt ikke. Så da jeg var til jordemor 11.10 fik jeg løsnet hinder, tænkte jaja så prøver de det. På det tidspunkt anede jeg ikke en skid om hvad der ventede os. 

Men først til midnat 12.10 begyndte jeg at få begyndende veer, og omkring kl 6, vækkede jeg Thomas. Så kunne han lige nå at arbejde lidt – for på det tidspunkt vidste jeg godt han ikke ville komme på arbejde dagen efter. 

Min slimprop gik kl 9, hvilket i sig selv var ret vildt faktisk. Thomas tog på arbejde, jeg havde det fint, og ikke regelmæssige veer. 

Jeg brugte dagen på sofaen og vuggen frem og tilbage i køkkenet. Da kl slog 17 og Thomas kom ind af døren blev veerne regelmæssige. Men jeg havde det fint og god tid, så vi gik i Spinderiet, vi skulle jo handle snack og blade – ja ja vi blev klogere.

Hjemme hentede vi take away, også var det som om at mine veer tog til, og pludselig da Thomas syntes det var tid at ringe til fødegangen, ja så kunne jeg jo så oplyse Thomas om at den der famøse fødegangstaske (jeg havde jo god tid), ikke var pakket. 

Men afsted med os til Hvidovre (vi boede i Valby da vi fik Kristine). Vel ankommet blev jeg undersøgt, 6 cm, så afsted med os til fødegangen. 

Ankommet ringede vi til farmor og mormor, som skulle med til fødslen. 

Da de ankom passede det med at vandet blev taget, men det der så skete efterfølgende er sådan lidt mere blævrende. 

Kristine blev påvirket i maven, vores jordemor ville gerne tage en skalp-pH – men afdelingsjordemoren mente slet ikke det var nødvendigt. Trods svingende hjertelyd, og begyndende tegn på manglende ressourcer. 

Først da klokken var 2 lykkedes det at få afdelingsjordemoren til at kigge ind, hun mente der var født indenfor en halv time, og syntes stadigvæk ikke det var nødvendigt med en skalp-pH. 

Men omkring kl 2.30 blev hendes hjertelyd så dårlig at bagvagten kom på stuen. Efter svar på skalp-pH skulle Kristine ud. Nærmere bestemt – bagvagten sagde:” den baby den skal ud nu”, efterfulgt af 7 personer, der alle havde en funktion på stuen. Hun skulle tages med cup, de prøvede først med en blød cup, hvilket røg af 2 gange, derefter prøvede de med en hård cup, den røg af en gang. Jeg måtte presse om jeg havde veer eller ej, for ud det skulle hun. 

Kl 3.02 blev den smukkeste pige født, men hun var så dårlig at hun kom direkte over til lægerne. Hun blev genoplivet, fik ilt, og først efter 16 min var hun så “stabil” at hun kunne flyttes til neonatal. Thomas fulgte efter, sammen med farmor og mormor blev hos mig. 

Jeg er lykkelig for at jeg havde min mor ved min side, det var hårdt. Jeg så slet ikke Kristine, før min mor gik ned på neonatal og tog et billede hun kunne vise mig. 

5 timer efter fødslen, måtte jeg se hende. Hun var udmattet, og jeg måtte ikke røre ved hende. Vi blev sendt på stuen, vi skulle forsøge at sove. Vi blev lagt på en to sengs stue, husker tydeligt hvor meget jeg tuede da, familien ved siden af lå med deres baby der græd, og der lå jeg uden min. 

Thomas og jeg krøb sammen i min seng, vi puttede vel en time, inden sygeplejersken kom, og vi fik en enestue (den var ikke rengjort – men vi var ligeglade – ville bare væk fra de andre babyer). 

Vi kunne ikke blive på afdelingen, for jeg havde det alt for godt til at være på barselsgangen, og vi blev sidst på dagen flyttet til barselshotellet. 

Kristine havde det rigtig fint, og alle bekymringer blev gjort til skamme – eller det troede vi. 

Kristine havde manglet ilt under fødslen, og vi vidste ikke om hun havde skader. 

Det var en underlig måde at blive forældre på, men allerede 14/10 mente lægerne hun var klar til at komme hjem, de ville bare gerne se et par amninger inden. 

Men bedst som jeg sad og ammede, og alt synede idyl, begyndte Kristine at sitre. Det var forfærdeligt – og vi vidste ikke rigtig hvilket ben vi skulle stå på. 

Kristine blev lagt i en særlig seng med overvågning, og varmeplade. Hun blev koblet til mere overvågning, hun blev overvåget at neurofys fra Glostrup. Hun fik lagt elektroder ind på pandelappen, og hun blev scannet. 

Vores lille pige, lå helt apatisk med sonde i næsen, og elektroder. 

Det var en meget lang weekend, men Kristine er gjort af noget særligt, så hun viste hvilket stof hun er gjort af. Så hun rettede sig lyn hurtigt. Det var vildt at opleve, og man vidste ikke rigtig hvilket ben man skulle stå på. Lægerne sagde at de havde set børn det havde det bedre end Kristine blive grøntsager, men også børn det havde det værre klare sig helt uden mén. 

Da Kristine var en uge gammel blev hun MR-Scannet, det lykkedes mig at holde hende i mælkerus, så hun ikke rørte på sig. Det var en meget lang time, vi sad inde ved scanneren, og hørte dens larm (det er virkelig højt), og da scanningen var overstået fik vi en kuvert med det foreløbige svar i hånden. Vi skulle finde en læge på afdelingen der kunne læse det for os. Det var den længste tur vi nogenside har gået, og fremme kiggede lægen undrende over hvorfor hun skulle give os svare. Heldigvis viste scanningen at Kristine kun havde haft en mindre hjerneblødning, men havde derudover inden skader på hjernen. 

Da vi endelig blev udskrevet, var det med en sund og rask pige, med det smukkeste mørke hår, og et helt vildt gå-på-mod. 

Hun gør mig stolt hver dag, hun udvikler sig dagligt, og kommer med nye betragtninger og anskuelser. Hun er kærlig og ærlig, smuk og virkelig stærk. Hun har en evne til at tro på sig selv, hvis det er noget hun virkelig brænder for, kæmper hun til hun kan, som for eksempel at stå på hænder.

Jeg er sikker på at fremtiden er lys for hende, hun skal tro på sig selv, for hun har vist at hun vil frem i verden, og kan klare selv den største udfordring som livet byder, hun er en overlever. 

Vi har haft en skøn dag, med gæster, gaver, boller og kage. Kristine syntes dette var den bedste fødselsdag i hele hendes liv, det er heldigt det er sådan hver dag.

Vi var samlet alle mand, selv min lille nevø.  En uge er han, så lækker og og meget sød. Min søster ligner en million, har overskud og virker som om hun kan klare hele verden, uanset hvad der sker. Er fuld af beundring. 

Jeg fik også kysset på mine niecer, det var der faktisk ikke nogle af dem der var specielt begejstret for. Det er tydeligt sådan en dag som idag, at jeg er langt væk fra familien, og ike bare kan suse forbi. 

Thomas og jeg kigger tilbage, da vi fik Kristine – med det tumult det betød, kiggede vi hinanden i øjnene og sagde, hvis vi kan klare dette sammen, kan vi klare hvad som helst. Vi har vist vi er et fantastisk team, og jeg er lykkelig for at han står som min klippe – altid.

Føler mig heldig, at vi har klaret alle de stormvejr og orkaner der har været i vores liv indtil nu. Tænk at alle 3 børn har været ved at dø fra os, på hver deres måde. 

Kristine har bevist at hendes fødsel skal stå som noget smukt, så nu vil jeg lægge hendes fødsel bag mig, og glæde mig over min dejlige pige. 

Ps Bloggen driller, så hvis du vil se flere billeder så hop ind på Greve Lolliks facebookside🤗🇩🇰

 

Velkommen til sommerferien, jeg havde egentlig skrevet et indlæg, men af en eller anden grund så drilledede billedere, så det blev ikke udgivet. Nu kan jeg så hverken finde indlæg eller billeder, min tekniske snilde er vist ikke hvad den har været, hmm.

Vi holder sommerferie, den har været tiltrængt for alle mand. Vi startede ferien med 14 dage, hvor Thomas stadigvæk var på arbejde. I den periode var pigerne henholdsvis på ferie hos Farmor og Farfar, og Mormor og Morfar.

Dejligt at kunne give dem de oplevelser, de bliver virkelig værdsat, om end pigerne har lidt svært ved at forstå de også lige skal runde deres Mor og Far ind imellem, ellers ville de – efter Josefines udsagn, flytte hjem til Mormor.

Leander, Mormor og jeg har været en tur i Zoologisk have, det var et kæmpe hit, og da jeg har investeret i et årskort, er det bestemt ikke sidste gang vi smutter derind forbi, efter en tur på Rigshospitalet.
Vi kommer der heldigvis ikke så ofte mere, eller er det fordi det er blevet en vane, altså Rigshospitalet. Vi kommer i snit en gang om ugen, og ærligt, i de perioder hvor vi ikke kommer, savner man dem jo faktisk lidt. Underligt, men sandt. Det er jo mine “kollegaer” jeg møder derinde, og Leander møder andre børn som ham. Han elsker det, man han ved heller ikke at grunden til vi er der, egentlig er ret barsk, og en oplevelse vi gerne ville have været foruden.

Vi fik muligheden for at fejre bryllupsdag, fordi Mormor og Morfar kom forbi, samtidig med vi havde feriegæster af Karoline og Mette, det var så hyggeligt at være sammen med niecen, og jeg er ingen tvivl om at der kan blive mange timers leg, når først alle børn er lidt større. Jeg glæder mig.

Thomas og jeg var inde og se Seebach, inden da nåede vi at spise på Restaurant Maven, den er bestemt et besøg værd. Hvis ikke man har set musicalen skal man gøre det, den er fænomenal. Vi blev begge meget rørt af historien, musikken og hele setup’et. Det er nogle vanvittig dygtige skuespillere og sangere der er med, og hvis ikke man holdt af den families musik inden, så gør man det helt sikkert efter. Vi var begge meget overrasket over, hvor mange følelser omkring Leanders sygdom der væltede frem i os, under forestillingen, hvis jeg får muligheden, skal jeg se den igen.

Da Thomas endelig gik på ferie, var det med en halv arbejdsdag mandag, hvor Leander alligevel skulle have kemo. Kemoen gik som den skulle, og jeg havde pigerne med derind, og de var simpelthen så søde og opmærksomme. Det er en fornøjelse at se hvordan de håndtere at være sammen, både med hinanden, med Leander, og med andre børn der er syge. De spørger ikke hvorfor der er børn der mangler hår, eller har sonde i næsen, nej de fortæller vidt og bredt hvem vi er, hvad vi hedder og at det er Leander der er syg. (det er nu mest Josefine, men dejligt er det).

Tirsdag efter kemo, kom Mormor og Morfar til undsætning, for Thomas skulle have fjernet en visdomstand, og jeg havde lige 100 ting der skulle klares, inden vi kunne drage til Bornholm onsdag morgen. Turen gik over al forventning, men vel ankommet i Rønne, var det regnvejr. Det var det faktisk hele dagen, så er Bornholm ikke ligeså spændende.

Men efter Leander eftermiddagslur, pakkede vi os sammen, og kørte afsted til Sommerfugle park. Det var rigtig flot, og pigerne var meget imponeret af deres sommerfugle. Jeg derimod var ikke begejstret for at andre forældre gav deres børn lov til at “vaske” deres hænder i somerfuglenes mad, for at de ville sætte sig på deres hænder. Så pigerne og jeg havde en del snakke om hvorvidt det var okay eller ej. Jeg gav mig ikke, men det lykkedes alligevel at der satte sig en sommerfugl på Kristine, om end det var kortvarrigt.

Vi startede på Bondegård, med tyre, det var vældig hyggeligt at høre dem brøle, og Leander var yderst begejstret for at hilse på dem, de var noget mere skræmte ed tanken om den unge mand, måske det bare er sådan. Men han var i sit es, når han kunne stikke hovedet ind i stalden, Thomas og jeg måske knapt så meget. Og pigerne var bestemt ikke begejstret for lugten.

Vi har besøgt Balka strand, hvor vi i mange år har holdt sommerferie med mine forældre, det område bliver vi nok aldrig trætte af, måske det skyldes at vi kender området, og føler os helt trygge lige meget hvor vi kigger hen. Vi løb begge en tur til  Nexø, virkelig skønt. Leander sov i klapvognen og pigerne legede på stranden, det er sommer når det er bedst.

Vi slutter her i Rønne, hvor vi har “byttet” hus med en dejlig familie, men inden vi byttede havde vi lige en lege aftale, og udveksling af praktisk information. Børnene fandt sammen, som skulle man tro de havde leget sammen tusindvis af gange før. Det gav os et tiltrængt pusterum, og derfor endte det med at vi hyggede sammen fredag aften også, inden vi rykkede videre til Hotel nær Tejn.

Det var hotel med The-køkken, hvilket var skønt. Derudover havde vi to værelser, så børnene kunne blive puttet, og vi kunne stadigvæk se tv og slappe af. Der var pool, det ar noget tøserne kunne bruge når Leander sov. Jeg har helt ondt af den lille fyr, tænk at han ikke får lov til at opleve den verden, før om lang tid.

Jeg glæder mig til at vi kan åbne op for alle de muligheder livet bringer, men indtil da så nyder vi hvor vi er, vi kan ikke gøre andet.

I Rønne er vi rykket ind i en pragtfuld villa, men masser af plads, og ikke mindst legetøj som børnene ikke kender. Vi har rigtig meget ro, for de finder ind på værelserne, og vi bliver ladt tilbage. Jeg kan vasketøj, så hvis jeg er heldig kommer jeg hjem uden store bunker der skal ordnes, men alene skal pakkes ud.

Vi håber at vi har lavet en Bornholmer-familie, hvor vi kan låne hus i ny og næ, når vi trænger til lidt andet at opleve, så kan de til gengæld rykke til Greve. Det er så dejligt at komme ind i et fuldt udstyret hus, hvor man hele tiden kan finde hvad man leder efter, måske hvem ved har vi startet en tradition op, at vi passer hinandens hus i en uges tid i sommerferien.

Vi kan så også konstateret at vi hurtigere end hurtigt skal skynde os at komme igang med at lave vores køkken, for når man “bor” i et nyt køkken, med mange dejlige detaljer og løsninger, så bliver mit blå køkken altså lidt tamt at komme hjem til.

Vi har haft nogle dejlige oplevelser på Bornholm, en aftentur til Hammershus var lige noget børnene kunne bruge, børnene (læs Kristine) elskede fortællingerne, og det har virkelig bidt sig fast. Vi har været til rovfugleshow, og det der har bidt sig mest fast, er vist at en papegøje bider 4 gange så hårdt som en hvidhaj, hvordan man ellers måler det. Vi tog en tur til Gudhjem og spiste pandekage, det skal man vel næsten. Leander forlanger nu efterhånden pandekager dagligt.

Vi har vores kvaler med Josefine, hun har nu klaget over mavepine i 2 uger, det er svært for os at vide om det er hendes refluks der driller eller andet. Vi tænkte hun måske var forstoppet, men det er ikke derfor. Vi har besluttet at kontakte lægen, så må de altså undersøge hende, og tror Thomas har større held. Af en eller anden grund så tror lægerne først rigtigt på os mødre, når fædrene er med. Det må være fordi, hvis vi som mødre kan overbevise fædrene, så tror lægerne på der er grund til bekymring.

Vi har det godt, nyder hinanden og de oplevelser der ligger forude. Vi ved ikke hvad fremtiden bringer, men vi er ladet op. Vi nyder ferie, og glæder os over at der er 14 dage tilbage, når først vi lander i Greve igen.

PS Vores kost går ok, selvom vi altså syntes det er lidt svært her når det er ferie. Vi får trænet som vi har aftalt, og vi kan mærke vi bliver stærkere, det er trods alt et meget godt udgangspunkt.