Dag 1425 – Efteråret kommer

Leander til frisør – nu med spiderman i nakken – TAK Ib

Leander som fotograf

Vi brøler kemoen et stykke

De tre hygger i sengen, altid dejligt når de kalder en hid, fordi de er gode venner, og ikke fordi der er konflikter

Midt frirum

Dyrepassers hjælper – han var ikke helt sikker på han havde lyst til at hjælpe, især ikke da der var en papegøje der landede på hans hoved, men det gik

Tapning i Køge, jeg blev modtaget med flag og gaver, jeg har netop skiftet tappested fra Region Hovedstaden til Region Sjælland

Piratshow i Jesperhus Blomsterpark

Josefine til piratshow i Jesperhus – vi var naturligvis på vinderholdet

Josefine ridder på en pony, og jeg trækker den – det havde jeg ikke set komme det skulle være en succes, men den ville åbenbart godt.. .

Leander på motorcykel – han syntes det er top sejt, og ønsker sig en til jul – jeg syntes det er bedre hvis han lære at cykle med pedaler

Det går simpelthen så hurtigt, med dagene. Nu er efteråret kommet, og vi skriver snart 1. oktober.

Vi er kommet godt i gang, efter en velfortjent sommerferie. Inden sommerferien, var jeg et smut forbi Kristines klasse, for at fortælle hvordan det er at have en syg søskende, og her efter sommerferien, blev det så Josefines klasses tur. Jeg havde taget Leanders perlekæde aka supersnøre med, faktisk dem begge to. Det var rigtig fint at tale med børnene om dem, og det gav dem muligheder for at stille spørgsmål.

Det er svært at vide hvordan en 1. klasse tager imod sådan et besøg, men min fornemmelse er at det gav dem mulighed for at være med til at reflektere, og ikke mindst, fik de en fornemmelse af hvad det vil sige at have kræft inde på livet af sig. Jeg håber de bære det med sig, når de møder modgang i fremtiden. De har vist alle mødt Leander, og jeg er ret sikker på der ikke er nogen af dem, der er bange for kræft.

Vi har haft en meget hektisk september måned. Den første weekend af september, var i Tisvildeleje, med foreningen cancerramte barn. Vi boede på Helenekilde, og havde derfor vores egen lejlighed, med køkken og bad.

Der var aktiviteter, fra vi kom, til vi gik hjem. Og vi havde endnu en dejlig oplevelse, hvor børnene fik malet, lavet smykker, leget, og ikke mindst blev forkælet med både massage og zoneterapi. Vi var trætte, men overraskende genopladet da vi landede hjemme søndag formiddag, hvor Josefine skulle til børnefødselsdag.

Weekenden efter var vi i sommerhus, med mine forældre og søskende, samt svoger, niecer og nevøer. Det er altid hektisk, intenst og sjovt at være sammen på den måde. Der var blevet lejet et pool-hus på Marielyst, der også rummede forskellige andre aktiviteter. Christian og Mie stod for arrangementet, så der var Olympiade med forskellige aktiviteter, i løbet af lørdagen. Det er altid hyggeligt, og bagefter var der masser af pool aktiviteter. Sommerhuset var lejet til mandag, det gjorde at vi om søndagen havde god tid, det betød at jeg fik givet 3 behandlinger, og vi først kørte hjem efter frokost. Hjemme fik vi gjort rent, og pakket ud.

Så har vi haft en weekend hjemme, hvor vi virkelig fik lavet mange gode ting, det er så dejligt når man får nået en masse, blot fordi man er hjemme.

I denne weekend har vi været i Jesperhus Blomsterpark, med Foreningen med kræftramte familier – det var en kæmpe oplevelse, og jeg var meget imponeret.  Der var så mange nuancer, og man blev helt betaget af sammensætninger. Ikke nok med det, så var der en pædagogisk oversigt over de forskellige bede, med tal markeringer, også kunne man læse på oversigtet hvilken plante/blomst der var tale om. Det var lige noget for mig, der bestemt ikke er havekyndig, men som på den måde tør give mig i kast med at kigge nærmere på vores egen have for at finde bunddække.

Vi fik set Hugo og Rita show, i regnvejr, været til Piratshow – vi var naturligvis på det røde hold der vandt, men ikke mindst så er det en succes, når underholdningen vinder over ipad’en i Leanders tilfælde. Vi var i Abeland og badeland. Det vil sige at badelandet var under corona-restriktioner, hvilket betød at man skulle gå udenfor for at gå hjem, og gå i bad. Det var ikke så nemt, og slet ikke når vi kom til Jesperhus i efterårsvejr. Det lykkedes, og vi alle fik en god oplevelse. Vi boede i Hugos Legehytte, hvilket var en succes, det vil sige huset havde kun de mest nødvendige ting, vi manglede ikke noget, men det var meget lydt. Vi tror nærmest huset er bygget omkring møblerne.  Men det er også lige meget, det var jo heldigvis ikke der man skulle opholde sig mest.

Vi fik ladet op, men turen  hjem i går aftes var lang, og vi er noget møre idag. Idag står den på lektier/øvelser, vasketøj, behandlinger etc. Jeg trænger egentlig til en løbetur, men det er som om mine ben ikke rigtig er med mig. Måske det bliver til en gå tur senere. Jeg trænger i hvert fald til at være aktiv.

Det var egentlig meningen, Kristine skulle til gruppe igennem Børnecancerfonden idag, men det må blive efter efterårsferien, for vi er trætte, og der skal altså være styr på lektierne og øvelserne, inden børnene skal i seng. Jeg tror jeg bliver nød til at lægge mig sammen med dem, så håber jeg blot at dagen i morgen starter med solskin, så jeg kan få kilometer i benene, inden jeg skal på Rigshospitalet med Leander på onsdag.

I torsdags fik jeg afgivet blod, mit blodtryk var lige til den lave ende, og hun spurgte om jeg havde oplevet problemer med det, jeg svarede jeg, men når jeg tænker over det, så kan jeg da godt mærke at jeg på det seneste har været lidt mere svimmel, så nu må jeg vist hellere have fat i lægen, selvom jeg egentlig ikke tror der er noget galt. Jeg tror bare det handler om at jeg er i vildt god form. Men better safe – than sorry. Da jeg var i starten af 20’erne, der faldt jeg flere gange om, helt uforklarligt, med både vandafgang og kramper. Man fandt aldrig ud af hvad det handlede om, man tænkte måske epilepsi, men jeg blev afsluttet. Jeg tror selv det handler om at jeg har meget om ørerne, nu er vores byggeri afsluttet, og vi kunne egentlig slappe lidt mere af, men der er så mange hængepartier, bl.a. alle de mennesker vi har “forsømt”, så nu forsøger vi at indhente på den sociale konto. Vi savner at være sociale, men egentlig er corona en god ting for os, det betyder at vi skal sætte vores tempo lidt mere ned. Og det tror jeg egentlig er meget godt.

I kender det vel alle sammen, at man siger ja til mere end man måske helt kan rumme, og booker sin kalender lidt mere stramt end hvad godt måske er. Jeg tænker tit at jeg jo ikke vil skuffe andre mennesker, men det er altid på bekostning af vores egen familie, så måske det er på tide at gøre op med det.

Det her med at efteråret kommer, og vi putter os lidt mere. Jeg elsker det, jeg nyder at se farvespillet på træerne, når de stille drysser ned. Jeg elsker duften af regnvåde blade, og jeg nyder i den grad den stilhed det giver. Jeg elsker også lyden af legene børn, men det er som om den ændre sig, når der udenfor er regnvådt og lidt mere koldt. Jeg elsker mine gå-ture på denne tid, fordi jeg ikke altid møder mennesker på min vej, det er faktisk meget rart. Det giver mig følelsen af at være hjemme, selvom jeg er tæt på mange ting, byen/stranden/skoven.

Jeg håber I alle har et sted hvor I kan lade op, der hvor tankerne kan få lov til at flyde, der hvor der ikke er noget rigtigt eller forkert, der hvor ingen stiller krav til dig, der hvor du er dig. Der hvor du uanset hvilke tanker og følelser du har, er helt perfekt – fordi du er dig. Jeg glemmer ofte at jeg er god nok, fordi jeg er mig. Ikke på trods, men fordi jeg rummer mig selv, både de gode sider, og de mindre flatterende sider. De findes i os alle, men det er når vi nysgerrigt går til dem, at vi bliver klogere på os selv. Der hvor vi måske finder ind til kernen, af hvem er jeg.

Dag 1309 – når dagen bare ramler

 

Når dagene ramler..

Hold kæft hvor er det bare svært i øjeblikket, alle 3 uden undtagelse reagere, med det det sker lige nu, og det der er.

Jeg skal forsøge at samle trådene og binde sløjfen.

Leanders plan er ændret en smule, hvilket betyder at han nu kun er på prednisolon 3 dage, og har så 4 dage på hydrocortizon, inden nu status midt juli.

Og han er ramt, Big time, han er virkelig humørsyg, han er træt og ugidelig, og appetitten springer, så fra at spise 2 boller til morgenmad, spiser han knapt en halv.

Han spytter, slår, skuffer og river til den store guldmedalje, heldigvis er det primært mig det går ud over. Han vil ikke i børnehave, han er blevet opmærksom på at han har taget på (altså omkring 6 kilo på 6 uger), det betyder naturligt at han ikke kan så meget, som alle andre.

Han vil helst bure sig inde med sin iPad, og jeg – indrømmet er ved at blive vanvittig af min lille igle, der blot søger det der giver ham allermest tryghed.

Jeg føler sådan med ham, fordi han endnu ikke kan udtrykke sig fuldstændig, og fordi han ikke helt selv ved hvad der foregår.

Han elsker normalt sin børnehave, men idag opgav han fuldstændig, og mistede kontrollen (slog-skreg-råbte), da jeg sagde han skulle have solcreme på.

I følge ham er det ulækkert – jeg ved godt at han lige nu finder ud af hvad han selv kan styre med sin mening, og hvilke situationer han ikke kan få lov at sige fra til – det er jo feks når han skal have sin kemo.

Igår smed han en sygeplejerske ud – jeg kender ikke dig – selvom han har mødt hende utallige gange de sidste 3 år. Da hun så kom for at tage grippen ud, var hun sød igen, og Leander var helt med. Underligt som hans hjerne kan “slå klik”.

Min søde, dejlige, betænksomme, empatiske dreng – kan på et splitsekund forvandle sig til en jeg ikke kender.

Håber ikke vi møder nye mennesker i dette, der endnu ikke har oplevet det – for udefra virker mon som den mest uduelige forældre, der ikke sætter grænser, og lader barnet styre alt.

Puha det lettede egentlig lidt at skrive det – men jeg har så ondt af ham, for set værste er at han godt selv ved det – han kan godt selv mærke at det ikke er helt det samme som tidligere.

Kristine kæmper sig igennem sin hverdag, at være en pige på snart 10 år, hvor hendes verden igen er ramlet – her hvor vi nu skulle nyde at alt var “normalt”, er slået helt ud af kurs. Hun kan ikke finde ro nogle steder, hun går rundt som en skygge af sig selv, bange for hvad der nu skal ske med Leander, hvad der betyder for alle. Hun er så modig og tapper, og jeg håber sådan at vi med hjælp fra en børnegruppe kan hjælpe hende til at tale med andre i samme situation.

Josefine kæmper for at holde stand, at være det trodsige midterbarn, der er begyndt at vise tænder, men i virkeligheden kun gør det, for at skjule sine følelser, der er så svære at rumme.

Modsat Kristine virker det som om hun har det ok med pigefnidder i klassen – det er som om hun navigere udenom, og ikke bliver påvirket af hvad end der måtte komme. Hun finder bare andre at lege med, og glæder sig på de andres vegne når de har legeaftaler.

Hun er Leanders bedste ven (ifølge ham selv), hvilket godt kan være hårdt. Hun trænger også til en pause fra sin lillebror, til at være den store pige – at lære at verden ikke kun handler om ham, og det han ønsker sig.

Hun er så stærk og tapper, og jeg kan se i hendes øjne at hun lider.

Mine piger, de er så seje, de har set og oplevet ting som ikke engang voksne forstår.

Vores byggeri er virkelig ved at være ved enden, vi er så småt igang med bryggerset – hvilket betyder at der nu er en “grov” håndvask dernede, hvor jeg kan have alt Leander medicin, så den ikke fylder i stueetagen.

Jeg begynder så småt at få styr på de små detaljer, der ved gud fylder virkelig meget. Jeg håber sådan at jeg efter byggeriet kan lave en billede kavalkade af før – under og efter, for hold kæft hvor har det været en lang proces, men heldigvis begynder vi at kunne ane lyset for enden af tunellen.

Elektrikeren er her nu, og endelig bliver de færdige.

Jeg skal have malet lidt afslutninger rundt omkring idag (hvis direktøren tillader det), inden skolen venter i aften.

Og vi skal snart demontere trappetrinene til kælderen, så vangerne kan blive malet og ordnet, inden de “nye” trin skal monteres.

I weekenden fik vi hjælp af mine søstre, mormor, samt farmor og farfar. Det betød at der virkelig er rykket udvendigt henover pinsen, så nu er der ordnet ukrudt, malet sokkel samt kælderskakt – der er kørt på genbrugspladsen, og den ene garage er næsten tømt – så det begynder at se helt normalt ud, fremfor en byggeplads – og det største er nærmest at man kan komme ind i den.

Vi fik kørt overskydende materialer til Lolland, der var virkelig mange.

Jeg fik luft, og dagen idag skal nok ende med at blive helt god alligevel – for hey alternativet til det her, er jo at vi slet ikke ville være her – og se det er ikke et alternativ jeg ønsker.

Når alt kommer til alt, så er der andre der har det meget værre end min familie og jeg.

Tænk bare på dem, der slet ikke kan få de børn de så brændende ønsker sig, eller dem som ingen familie har til at hjælpe når det hele brænder – dem hvis børn er uhelbredeligt syge – jeg kunne blive ved – så kys det nu det satans liv – som det så smukt lyder i sangen.

Ønsker alle en dejlig dag

Dag 1296 – et forsinket indlæg – skrevet i mandags

Byggeriet

Hvor ville jeg ønske at jeg kunne skrive vi var helt færdige, men det er vi langt fra.

Vi mangler stadigvæk en masse småting, og det er nærmest umuligt at nå det i hverdags aftenerne.

Elektrikeren blev syg i sidste uge, men vi satser stærkt på at han kommer i morgen og onsdag, så vi endelig kan få sat vores kogeplader til. Nu har jeg heller ikke haft en reelt komfur siden start januar.

Mureren er også kommet til skade, hvilket har betydet at badeværelset i stueetagen er forsinket, det har forsinket maleren, der også har andre opgaver – man kan jo heller ikke forvente at de bare venter til vi siger klar, selvom det naturligvis ville være rart.

Vi har lavet en liste med alle de små ting der mangler i de enkelte rum, og jeg skal bare tage mig sammen, og se at komme igang, men det er nu ikke så nemt at klare helt alene. Men tænker at hvis jeg får streget 5 punkter dagligt, så burde der være lys for enden af tunnellen.

I morgen skal jeg til Århus med pigerne, det er tid til test. Vi har været slået noget ud af kurs, pga tilbagefald af Leander, men vi håber at kunne komme tilbage på sporet, så Kristine kan rykke endnu mere, for forhåbentlig snart kan blive helt færdig.

Leander har svært ved at rumme børnehaven, han er træt og uoplagt, så han foretrækker at være hjemme. Det er lidt hårdt, aldrig at have en pause fra sine familie, forstået på den måde at der kræves enormt meget af mig hele tiden.

Jeg løber stadigvæk, men er lige nu sat ud af spillet, da jeg har brækket min lilletå, da jeg hamrede dem ind i vores trappetrin der ligger i stuen og venter på at blive monteret. Jeg skal love for det gør ondt, og for det ikke skal være løgn, ramte jeg dem to gange. Så jeg er lidt sårbar hvad det angår.

Idag har jeg fået 8 km sammen med Leander, det kunne min tå godt holde til, så måske det ikke er så slemt.

Josefine er begyndt at have det rigtig svært, og har mest lyst til at isolere sig med sin iPad, så jeg er virkelig i bad standing, fordi jeg siger nej, og gerne bil tale med hende om det, og hjælpe hende igennem.

Idag fik jeg lov til at give hende zoneterapi, det var som om det lettede, så måske jeg skal se om jeg kan skrue lidt mere op for det, når hun på ingen måde ønsker behandling.

Hun har også luret at hvis hun siger noget, som potentielt Leander godt vil have, så har vi svært ved at modsætte os, da han er påvirket af medicin.

Eks, Josefine vil have røræg, men jeg siger nej da vi lige har lagt boller, der er færdig indenfor 30 min. Hun er ihærdig, så da hun har sagt det anden gang bider Leander på, bryder grædende sammen da jeg siger han kan vente på boller. Ham føler sig så forudrettet, og det endte med at jeg måtte lave røræg til dem begge.

Andet eksempel, jeg har sagt nej til iPad, men efter hun har sagt det 2-3 gange, så begynder Leander og hyle og hun triumfere igen. Jeg bliver vanvittig, for hendes argument er; Leander får lov til alt, jeg gør ikke. I giver hele tiden ham lov til iPad og mad. Det er uretfærdig og i elsker ham højest.

Jeg er udfordret – indrømmet. Mon ikke snart jeg finder en løsning, så jeg ikke skal have denne konflikt dagligt flere timer.

Jeg har nu sat skærmtid på hendes iPad, hvilket naturlig reducere i hvor langtid hun kan bruge den, forhåbentlig betyder det at hun lære at disponere sin tid.   

Vi har talt om at vi skal tale ordentligt til hinanden, men hun taler virkelig nedladende til Leander, så lige nu er han prøveklud for kommende 1. Klasse pige, der indoktrineres af kommende 4. Klasse pige.

Nå men det var mit indlæg jeg skrev i mandags, i får det alligevel – så får I er nyt måske på søndag – hvis I er heldige.

Dag 1284 – hverdagen er begyndt – med kemo og prednisolon

Jejs

Længe ventet opdatering

Der sker så meget, at jeg glemmer at opdatere. Egentlig ikke fordi jeg ikke vil, men fordi vi knokler.

I får en status på vores byggeri – vores køkken har endelig fået bordplade på, men vi har stadigvæk ikke en kogeplade, for at min far kom for at bore hul i væggen til emhætten, fandt vi ud af at aftrækket var forkert, så derfor måtte vi jo bestille dem hjem – endelig er det nu bores hul, så nu mangler vi bare elektrikeren.

Vi er endelig nået der, hvor, når elektrikeren kommer tilbage, kan lave alt el færdigt. Det bliver dejligt, at kunne hakke den af. Det har taget langtid at nå her til, hvor vi kan begynde at afslutte.

Vores gang er færdig, der er fuget paneler, og de malet. Nu skal gangen blot indrettes, og jeg skal have malet trappe-vangen, så vi kan skifte vores midlertidige trappetrin ud – de er lige nu lavet af spærtræ.

Kontoret er færdigt, faktisk har vi allerede fået hængt billeder, skabe og reoler op, vi fik lavet skrivebord i sidste weekend, så det nu spænder langs den ene endevæg.

Badeværelset, er er kapitel for sig, det tager langtid, forhåbentlig bliver muren færdig i næste uge, så maleren kan komme igang, og min far kan komme ind og montere sanitet, og vi endelig kan tage det i brug.

Vores plan er vi er færdige 1. Juni, så derfor knokler vi hele tiden, så vi kan blive færdige.

Udenfor skal vi have malet sokkel, den skal “bare lige” sandblæses, og det samme skal gelænderet. Det skal nok blive rigtig godt, men desværre så går tiden jo bare mega hurtigt, men vi skal nå det – det skylder vi vores børn.

I går fik vi tømt den ene garage for alt det vi ikke længere skal bruge, og fik igen fyldt en trailer, der kom på genbrugspladsen. Det er simpelthen så rart, at få smidt ud, altså jeg kan anbefale en ombygning på den måde – for man får virkelig ryddet ud i alt det “lort”, man alligevel ikke bruger.

Jeg har også fået “fyldt” vores loft. Vi har jo inddraget vores loft, så der er hems på alle 4 værelser på 1. Salen, det betyder at vores loft kun er 1/4 del af før. Så det er sat i system, og der er også der blevet ryddet ud. Det skal også siges at der ikke plads til så meget, så vi kan ikke fylde mere derop, end ser faktisk er nu, men det er også ok.

Det er også deroppe Thomas jakkesæt og skjorter hænger, og mine lange kjoler, for ærligt, det er jo ikke dagligt vi bruger dem, det kan man selvfølgelig overveje, men alligevel.

Jeg har også fået søgt make-a-wish men de har lige nu suspenderet alle ansøgninger grundet corona, så nu må vi se hvornår den bliver taget op, så vi forhåbentlig kan få opfyldt ønsket.

Pigerne nød virkelig at komme tilbage i skole, men det er lidt svært for dem at tumle med risikoen for at tage corona med hjem til Leander, men også hvis nu de tager noget med i skole.

Jeg tror snart vi har fundet et leje, hvor de kan holde til det, uden at blive helt ødelagt. Jeg forsøger at finde en løsning, der kan hjælpe dem, og ikke ruinere os (vi har brugt omkring 75.000kr på terapi), og vi kan altså ikke bare blive ved med at finde penge, det ville ellers være ret fedt.

Leander fik en port, da han skulle starte sin behandling op. Første gang Leander skulle have kemo, virkede den ikke, men han fik sin medicin. Ugen efter skulle Leander i PET-scanner, der virkede porten, så det endte med at vi “bare”, valgte at køre videre med den, og den virkede heldigvis, så vi tænkte at nu køre det bare, så jeg slappede af, og tænkte alt er godt. Men så nemt skulle det ikke gå, så gangen efter virkede den selvfølgelig ikke. Det var en hård dag for Leander, først så blev der kæmpet for at få den til at virke, da det ikke lykkedes, måtte vi ned til anæstesien, det tog lidt tid, så Leander faldt i søvn på min arm, inden overlægen konstaterede at han skulle have et nyt.

Han fik sin kemo, da vi kom tilbage på stuen, og samtidig med vi gik, en tid til ny operation, hvor Leander skal have lagt en ny port.

Den blev lagt i torsdags, og vi krydser Skt hvad vi kan for at den virker, for han har haft så mange cvk’er (5 stk), og nu 2. Port, men da han har dannet en mindre blodprop i sin højreside, er det ikke muligt at lægge port/cvk der, det var i højreside han fik lagt de to første cvk’er. Så vi krydser alt hvad vi kan for at denne kan holde, så vi ikke skal ud og finde en anden løsning, for der er ikke så mange muligheder tilbage.

Han er begyndt at blive ramt af kvalme, og presnisolonen har virkelig indtaget hans krop. Han tager i snit et kilo på om ugen, og hans humør er virkelig påvirket. Han er træt, men kan ikke sove, og han er urolig, det er hårdt at se på. Men han er sej, så han kæmper dagligt, for at være en dreng på 4 år.

PET-scanningen viste også at lch’en også sidder i hans højre side af bækkenet og i hans lårben, og det er derfor han har haft så mange smerter når han har gået. Faktisk er det allerede lettet – det skete nærmest efter 1. Kemo – og han var jublende lykkelig, første gang han så lægen efter, så han var et hit. Det er som om det er aftaget lidt i takt med at han bliver ramt af hhv presnisolon og kemo. Mon ikke det vender tilbage, når først vi på et eller andet tidspunkt går på vedligehold om 6 mdr eller deromkring.

Jeg håber I alle har det fantastisk og at alle medmødre har haft lige den dag I kunne ønske jer.

Jeg har set og kysset på mine små niecer og nevøer – den mindste var klart mest modtagelig – men han kan jo heller ikke stikke af endnu, også fik jeg løbet 15 km, fra Rødby til Maribo.

Jeg bliver ramt lidt af hjemve, på den der måde – at det er så fedt at have så meget familie så tæt på, at benene nærmere kender vejen inden man er startet – at idylen rammer som et barndomsminde/teenageminde der bliver ved med at give.

Lolland – du er noget særligt

Dag 1259 – hvad sker der ellers i familien Kaos

Hvad sker der ellers i det lille hjem?

Josefine har brækket sin lillefinger, hun skulle gribe en boldt, som Kristine kastede, men det endte i er brud.

Vi så det egentlig lidt an, men den blev ret hurtig hævet, og blå. Sygeplejersken var ellers sådan, jaja der er ikke noget galt med den. Som jeg sagde til hende, så kan jeg ikke se igennem hud, og hun var relativ svær at smertedække.

Det viste sig også efter røntgen at den var brækket, men man snørre den jo blot sammen med ringfingeren, så det var en relativ let behandling. Kristine var naturligvis meget ked af det, da det jo var hendes skyld. Særligt da vi dagen efter igen måtte på skadestuen, da Josefine fortsat klagede over smerter, og fordi den var strammet for meget, så der nærmest ikke kom blod udbud fingrene.

Lægen klippede forbindingen af, og fortalte at bruddet sad som det skulle, så hun kunne helt slippe for forbinding (man var lidt skuffet), også kunne vi køre hjem.

Og den ene dag skulle Thomas lige rive lidt gammelt loft ned, inden han havde møde på jobbet, men når man ikke bruger beskyttelsesbriller er der jo risiko for ballade, så han sendte med et lille stykke træ i øjet, og en tur på skadestuen med en rift på hornhinden, og besked om at hvis ikke smerterne var aftaget til dagen efter, så var det retur til øjenklinikken.

Men da Thomas jo ikke er verdens heldigste mand, så ville skæbnen at han ikke lige fik taget beskyttelsesbriller på et par dage efter, hvilket igen resulterede i en tur på skadestuen.

Heldigvis var det ikke samme personale, og behandlingen var den samme som to dage tidligere.

Thomas og jeg har været i lære hos farfar, så vi har fået filset, væggene i gangen (faktisk ret stolt af mit eget arbejde – Thomas syntes ikke det var fedt, jeg kunne sagtens murer lidt mere).

Jeg fik også demonteret alle trappetrin, og skiftet ud med midlertidige trin, så de gamle kan blive gjort klar til endnu en tørn.

Vi har også fjernet alle balystrene, så nu står trappen helt åben, og der er en potentiel risiko for faldskader, men vi lever livet farligt, så mon ikke vi nok skal klare det uden.

Køkkenet er monteret, men bordpladen mangler. Når den er på plads, glæder jeg mig til at vise det frem👍🏻

Det gamle køkken er færdig, og klar til maler. I disse tider kan det næsten ikke gå hurtigt nok, så Thomas kan få sin arbejdsplads derind, og vi kan få en fuld funktionsdygtig stue, og ikke mindst til at elektrikeren har klaret alt strøm i stue/køkken, så vi kan begynde at lukke de løse ender ned der – det betyder bla at jeg skal fuge, spartle og male paneler, men det bliver godt at komme igang, så jeg kan blive færdig, og jeg ligesom kan sætte hak ved det.

Ellers nyder vi solen, forsøger at komme på genbrugspladsen når det er vores tur (vi må komme på ulige dage, da vores nummerplade slutter med et ulige nummer).

Vi knokler med vores byggeri, som snart går ind i den allersidste fase, og hold op hvor jeg glæder mig til at vi igen kan få en normal hverdag, hvor vi ikke lever på en byggeplads med alt hvad der dertil høre af rod/støv/kaos.

I får er andet opslag med vores lille kriger, men det bliver i morgen. Jeg er træt og går i seng nu.

Det er løbedag i morgen; så må hellere hvile lidt, inden den står på en skøn tur – hvem vil med?