Dag 703 – Kristines fødsel

 

Min blog er mit frirum, og derfor er dagen idag, der hvor jeg vil dele en meget personlig historie med Jer. 

Kristine bliver idag 8 år, det har taget mig langtid ikke at tude denne dag, af lykke men samtidig også fordi jeg blev mindet om den største rutschetur i vores liv – altså på det tidspunkt.

Så hvis Du ikke gider læse en fødselsberetning, så gå videre – for den kommer her.

Jeg havde termin 10.10.10 Thomas ønskede virkelig det blev på dagen, men selvom han sang lykkedes det som bekendt ikke. Så da jeg var til jordemor 11.10 fik jeg løsnet hinder, tænkte jaja så prøver de det. På det tidspunkt anede jeg ikke en skid om hvad der ventede os. 

Men først til midnat 12.10 begyndte jeg at få begyndende veer, og omkring kl 6, vækkede jeg Thomas. Så kunne han lige nå at arbejde lidt – for på det tidspunkt vidste jeg godt han ikke ville komme på arbejde dagen efter. 

Min slimprop gik kl 9, hvilket i sig selv var ret vildt faktisk. Thomas tog på arbejde, jeg havde det fint, og ikke regelmæssige veer. 

Jeg brugte dagen på sofaen og vuggen frem og tilbage i køkkenet. Da kl slog 17 og Thomas kom ind af døren blev veerne regelmæssige. Men jeg havde det fint og god tid, så vi gik i Spinderiet, vi skulle jo handle snack og blade – ja ja vi blev klogere.

Hjemme hentede vi take away, også var det som om at mine veer tog til, og pludselig da Thomas syntes det var tid at ringe til fødegangen, ja så kunne jeg jo så oplyse Thomas om at den der famøse fødegangstaske (jeg havde jo god tid), ikke var pakket. 

Men afsted med os til Hvidovre (vi boede i Valby da vi fik Kristine). Vel ankommet blev jeg undersøgt, 6 cm, så afsted med os til fødegangen. 

Ankommet ringede vi til farmor og mormor, som skulle med til fødslen. 

Da de ankom passede det med at vandet blev taget, men det der så skete efterfølgende er sådan lidt mere blævrende. 

Kristine blev påvirket i maven, vores jordemor ville gerne tage en skalp-pH – men afdelingsjordemoren mente slet ikke det var nødvendigt. Trods svingende hjertelyd, og begyndende tegn på manglende ressourcer. 

Først da klokken var 2 lykkedes det at få afdelingsjordemoren til at kigge ind, hun mente der var født indenfor en halv time, og syntes stadigvæk ikke det var nødvendigt med en skalp-pH. 

Men omkring kl 2.30 blev hendes hjertelyd så dårlig at bagvagten kom på stuen. Efter svar på skalp-pH skulle Kristine ud. Nærmere bestemt – bagvagten sagde:” den baby den skal ud nu”, efterfulgt af 7 personer, der alle havde en funktion på stuen. Hun skulle tages med cup, de prøvede først med en blød cup, hvilket røg af 2 gange, derefter prøvede de med en hård cup, den røg af en gang. Jeg måtte presse om jeg havde veer eller ej, for ud det skulle hun. 

Kl 3.02 blev den smukkeste pige født, men hun var så dårlig at hun kom direkte over til lægerne. Hun blev genoplivet, fik ilt, og først efter 16 min var hun så “stabil” at hun kunne flyttes til neonatal. Thomas fulgte efter, sammen med farmor og mormor blev hos mig. 

Jeg er lykkelig for at jeg havde min mor ved min side, det var hårdt. Jeg så slet ikke Kristine, før min mor gik ned på neonatal og tog et billede hun kunne vise mig. 

5 timer efter fødslen, måtte jeg se hende. Hun var udmattet, og jeg måtte ikke røre ved hende. Vi blev sendt på stuen, vi skulle forsøge at sove. Vi blev lagt på en to sengs stue, husker tydeligt hvor meget jeg tuede da, familien ved siden af lå med deres baby der græd, og der lå jeg uden min. 

Thomas og jeg krøb sammen i min seng, vi puttede vel en time, inden sygeplejersken kom, og vi fik en enestue (den var ikke rengjort – men vi var ligeglade – ville bare væk fra de andre babyer). 

Vi kunne ikke blive på afdelingen, for jeg havde det alt for godt til at være på barselsgangen, og vi blev sidst på dagen flyttet til barselshotellet. 

Kristine havde det rigtig fint, og alle bekymringer blev gjort til skamme – eller det troede vi. 

Kristine havde manglet ilt under fødslen, og vi vidste ikke om hun havde skader. 

Det var en underlig måde at blive forældre på, men allerede 14/10 mente lægerne hun var klar til at komme hjem, de ville bare gerne se et par amninger inden. 

Men bedst som jeg sad og ammede, og alt synede idyl, begyndte Kristine at sitre. Det var forfærdeligt – og vi vidste ikke rigtig hvilket ben vi skulle stå på. 

Kristine blev lagt i en særlig seng med overvågning, og varmeplade. Hun blev koblet til mere overvågning, hun blev overvåget at neurofys fra Glostrup. Hun fik lagt elektroder ind på pandelappen, og hun blev scannet. 

Vores lille pige, lå helt apatisk med sonde i næsen, og elektroder. 

Det var en meget lang weekend, men Kristine er gjort af noget særligt, så hun viste hvilket stof hun er gjort af. Så hun rettede sig lyn hurtigt. Det var vildt at opleve, og man vidste ikke rigtig hvilket ben man skulle stå på. Lægerne sagde at de havde set børn det havde det bedre end Kristine blive grøntsager, men også børn det havde det værre klare sig helt uden mén. 

Da Kristine var en uge gammel blev hun MR-Scannet, det lykkedes mig at holde hende i mælkerus, så hun ikke rørte på sig. Det var en meget lang time, vi sad inde ved scanneren, og hørte dens larm (det er virkelig højt), og da scanningen var overstået fik vi en kuvert med det foreløbige svar i hånden. Vi skulle finde en læge på afdelingen der kunne læse det for os. Det var den længste tur vi nogenside har gået, og fremme kiggede lægen undrende over hvorfor hun skulle give os svare. Heldigvis viste scanningen at Kristine kun havde haft en mindre hjerneblødning, men havde derudover inden skader på hjernen. 

Da vi endelig blev udskrevet, var det med en sund og rask pige, med det smukkeste mørke hår, og et helt vildt gå-på-mod. 

Hun gør mig stolt hver dag, hun udvikler sig dagligt, og kommer med nye betragtninger og anskuelser. Hun er kærlig og ærlig, smuk og virkelig stærk. Hun har en evne til at tro på sig selv, hvis det er noget hun virkelig brænder for, kæmper hun til hun kan, som for eksempel at stå på hænder.

Jeg er sikker på at fremtiden er lys for hende, hun skal tro på sig selv, for hun har vist at hun vil frem i verden, og kan klare selv den største udfordring som livet byder, hun er en overlever. 

Vi har haft en skøn dag, med gæster, gaver, boller og kage. Kristine syntes dette var den bedste fødselsdag i hele hendes liv, det er heldigt det er sådan hver dag.

Vi var samlet alle mand, selv min lille nevø.  En uge er han, så lækker og og meget sød. Min søster ligner en million, har overskud og virker som om hun kan klare hele verden, uanset hvad der sker. Er fuld af beundring. 

Jeg fik også kysset på mine niecer, det var der faktisk ikke nogle af dem der var specielt begejstret for. Det er tydeligt sådan en dag som idag, at jeg er langt væk fra familien, og ike bare kan suse forbi. 

Thomas og jeg kigger tilbage, da vi fik Kristine – med det tumult det betød, kiggede vi hinanden i øjnene og sagde, hvis vi kan klare dette sammen, kan vi klare hvad som helst. Vi har vist vi er et fantastisk team, og jeg er lykkelig for at han står som min klippe – altid.

Føler mig heldig, at vi har klaret alle de stormvejr og orkaner der har været i vores liv indtil nu. Tænk at alle 3 børn har været ved at dø fra os, på hver deres måde. 

Kristine har bevist at hendes fødsel skal stå som noget smukt, så nu vil jeg lægge hendes fødsel bag mig, og glæde mig over min dejlige pige. 

Ps Bloggen driller, så hvis du vil se flere billeder så hop ind på Greve Lolliks facebookside🤗🇩🇰

Dag 576 – opsummering

Det er lang tid siden jeg sidst har skrevet, men tiden flyver afsted, det er et godt tegn. Måske det skyldes at vejret er blevet bedre, at jeg ikke vil trætte jer med vores hverdags trivialiteter, eller måske er det bare fordi der ikke sker så meget. Jeg ved det ikke, for jeg har efterhånden lært at for hvert indlæg jeg skriver, des lettere føltes det at være mig. Jeg må lægge en strategi, så jeg ikke bare falder hen, og ikke kan overskue det. 

Jeg hørte om en anden kvinde/mor, der også havde lavet en blog i forbindelse med hendes datters kræftsygdom, og hun stoppede først efter 1000 indlæg. Hun blev påvirket af hvor mange der læste hendes blog, hvor mange der kommenterede, og hvis ikke der var “nok”, så føltes hun sig ikke god nok, eller interessant. Det er som om at det er de indlæg med allermest alvor der bliver kommenteret og liket. Det er underligt, jeg kan sagtens følge hende. Jeg har derfor fravalgt nogle forskellige tilvalg, så nu kan/burde jeg ikke længere kunne se hvor mange der læser med. Det er en befrielse, for man bliver faktisk sådan lidt underlig til mode, når man kan se det eksplodere i læserantallet, som f.eks da Leander fik blodforgiftning og gik i chok. I virkeligheden så er det hverdagen der skal hyldes, for det er den vi helst skal have mest af.

Jeg skriver bloggen alene for min skyld, og for at Leander på et senere tidspunkt kan læse om de tanker jeg har gjort mig i forløbet, og hvordan vi har tacklet det. Han er endnu for lille til at forstå det.

På Rigshospitalet er der nu indført Supersnøren, det er en snøre man som kræftbarn får når man starter behandling, så sætter man en perle på for hver begivenhed, altså ny sonde, blodprøve, kemo etc. Men da vi starter på snøren inde i forløbet, får vi derfor først perler fra den dag, og ikke fra begyndelsen. Det havde ellers været meget symbolsk hvis jeg kunne have vist ham hvor mange sonder han har fået lagt etc, men sådan er det ikke. Overvejer at skrive til Børnecancerfonden, hvis nu jeg selv har styr på behandlingen, om jeg så må få alle de perler jeg har brug for.

Vi nyder i den grad at vi har sommervejr, omend det er svært for pigerne at forstå at det der med badebassin er no go, så længe Leander ikke kan være med. Det er hårdt, de elsker at plaske i vand, og jeg er ikke i tvivl om at Leander ville elske at få lov. 

Og der sker ting og sager i familien, så den har budt på et bryllup for min kære søster Mette og Dennis. De ønskede sig en intim bryllupsfest, og det fik de. Men man kan altså ikke blive gift, uden sange og taler, så selvom de håbede vi undlod, fik de alligevel lidt ord med på vejen. 

OG se lige hvor flot min mors bobel var pyntet, det havde gjort først tur som ægtepar mindeværdig.

Det var en rigtig hyggelig dag, og vejret var igen med os. Det var som jeg huskede det fra Mettes konfirmationsdag (der havde jeg dølle tømmermænd), men på dagen for brylluppet var det 18 år siden hun blev konfirmeret – godt vi andre ikke bliver ældre. 

Josefine, Leander og jeg har været på bondegårdstur med SIV, men stor fornøjelse, men Leander havde meget svært ved at lade de fritgående høns være, så jeg havde travlt. Han var meget begejstret for alle dyrerne, og dagen var helt fantastisk. Da vi kom hjem var Mormor, Moster Mie og Benedicte landet, så jeg fik lov til at babynusse, imens Mie fik lov at hvile morarmene lidt. 

Vi har fejret fødselsdag for Thomas, det vil sige det blev alligevel ret begrænset, da vi skulle på weekend tur til Gråsten, med foreningen for Cancerramte børn. 

Vi skulle bo sammen med en anden familie vi kender fra SIV, og vi har haft en weekend med familietid og nærvær.

Vi er blevet forkælet, som aldrig før. Der manglede absolut ingenting, jeg fik en skøn massage ( men hun var også fra Falster – det føltes næsten som at ligge under mors varme hænder), og badede sammen med pigerne, imens Thomas hyggede med Leander – de fik tur og så motorcykler (selvom han stak i et hyl da de gassede op). 

Efter frokost, gik Vi alle afsted til fiskespa med pigerne, de syntes det var ret sjovt, men de delte en halv time, og det var mere end rigeligt. Bagefter fik de begge lagt ansigtsmaske, et kæmpe hit. Jeg overtog børnene, imens Thomas fik zoneterapi. 

Imens pigerne fik ansigtsbehandling, gik jeg en tur med Leander. Vi fandt små perler, og Gråsten i solskin er absolut et besøg værd.

Vi er helt høje ovenpå et dejligt afbræk fra hverdagen – men mere vil have mere.

Vi kæmper stadigvæk med at få vores have til at blive præcis som vi drømmer om, men det tager tid og kræver hårdt arbejde, heldigvis så har jeg mor og svigermor der altid giver en hånd med, det er så fedt, men får jo helt dårlig samvittighed over ikke at hjælpe dem. 

Leanders tal er meget fine – så bekymringerne bliver reduceret en del, om end vi har været til samtale med Bodil (vores læge), hun var overordnet tilfreds. Men da vi spurgte om vi kunne forvente at Leander var færdigbehandlet ultimo næste år, mente hun ikke vi skulle stikke næsen op efter det, men så kan man jo blive positiv overrasket. 

Jeg er gået i tænkeboks, jeg har fundet ud af jeg skal have mit eget space, et eller andet jeg kan fylde min hverdag op med, så jeg også føler jeg udretter noget. Jeg går med tanken om at uddanne mig til kropsterapeut, jeg har efterhånden mange oplevelser på godt og ondt i mit erfaringskatalog, og tænker det kan være nyttigt hvis man vil hjælpe andre. Men hvor finder man den rigtige uddannelse, og kan man overhovedet finde ud af det? Og ikke mindst, kan man finde nogle der kunne tænke sig at lægge sig under ens hænder? Ja der er mange tanker, men gode råd modtages med kyshånd, for jeg ved ikke rigtig hvordan man vælger skidt fra kanel.

Ellers så forsøger jeg at få hverdagen til at hænge sammen med legeaftaler – fødselsdage, fritidsaktiviteter, lektier og socialt samvær. Det kræver altså mere end man umiddelbart skulle tro, og det til trods for at jeg er hjemme det meste af tiden. 

Dag 556 – opfølgning

bb3aa143-9d27-46e7-8376-cc39c0997cdc59d7ea69-a995-48d0-b83b-a026b9e36b7037bb94ca-d561-4890-86e8-b1da9e22245f619f65d3-4751-437e-8ca4-ec40fd4d919b49812110-d8a3-4af8-929d-744e99fb6f14ed75bb64-d0f2-4bf1-9cde-456ec726430540439226-f73f-4fd0-8e03-5824a8721ff4861c82ce-ad06-4d9f-9abd-f5a72b0e2731c94fe023-9701-478d-b4a2-928fbbe67203110f63f8-4c76-4865-b072-48479e41200b657bee7f-ae13-4e6e-a6e5-02d76acbf9a9e156f25c-fc43-444a-98a2-80ca80db2124d4f7b3c2-9834-4fc6-86af-d1602bcaf7e5ef2a98b0-f66e-44d5-8d98-7a9c59ac5e7de169dd5e-a092-478e-9d85-20edf7e9fafde169dd5e-a092-478e-9d85-20edf7e9fafd3eab2242-3716-440b-8600-bef02814d12d 63c7b712-c2fd-456c-bde5-2590f941dc7f b40b4307-2eb9-46ed-8602-a8bd0193fc5a 5090ab78-54dd-4fc9-80cb-85262fec3d18 80c6dc58-d07e-4fc3-a1e5-af63bf891a83 81836e1c-93c9-4773-9ab1-d0b1997a38d8 70e31b4d-5b0b-46a9-aaca-626346a154d2 5781be7a-b0cb-4c05-b35c-5728d53dc91e 0a176e41-c33d-4390-8c49-d2a4a10f1bc4

Der har været stille, det er der mange grunde til – men først og fremmest fordi vi har mega travlt. 

Josefine er blevet 5 år, det er fejret med børnehaven på besøg – med pynt selv muffins, stor succes, og ret festligt. Vi var heldige med vejret, så vi kunne være udenfor. Det betyder jo alverden, da jeg ikke er helt tilfreds med Leanders tal – men altså jeg kan ikke få det hele, og indtil videre så holder vi da Pause fra Rigshospitalet. 

Men da hun har er stramt program, så var der børnefødselsdag igen lørdag, og søndag var pigerne til søskendedag i SIV, så er der ikke så meget weekend tilbage. Slet ikke når de ydermere havde legeaftaler. 

Dvs på vej derind forleden dag blev vi påkørt bagfra, jeg har prøvet det før, og heldigvis var farten ikke så høj denne gang, men alligevel. Jeg lå forrest, den bil der ramte mig, blev igen ramt bagfra. Så ind i nødsporet med os, også ellers igang med at udveksle oplysninger. Dvs bil nr 2 (den der rammer mig), havde ret travlt, så da oplysninger er givet, ja så kører hun. Tilbage står jeg med Leander på armen (der syntes det var spændende med alle de biler), og en stor tudende blist (fra bil nr 3). Jeg er som jeg er, så jeg fik talt hende til ro, fik hende ind i min bil, og sammen kørte vi videre. Hun skulle alligevel forbi Rigshospitalet, så jeg kørte hende jo blot hele vejen. 

Hun gik derfra med nogenlunde humør. Leander fik klaret sine blodprøver, men fremfor SIV kørte vi hjem. Leander sovende. 

Hjemme fik den unge mand lidt at spise, og da jeg ville putte ham til lur, havde jeg visse udfordringer. Så efter en gå tur på 4 km med barnevognen, og et ikke sovende barn, satte jeg ham i skyggen, og sørge for at få frokost. Da han ikke sov, endte det med at vi gik afsted for at hente K. Og derefter Josefine. 

Dagen efter var jeg noget ør i hovedet og om i kroppen, og da ugen jo er relativ kort, så blev vi hjemme fra SIV. 

Det var morfars fødselsdag, han stak hovedet ind på vejen til arbejde, det samme gjorde min fætter. Vældig hyggeligt. Leander og jeg slappede lidt mere af i løbet af dagen, det var tiltrængt, og da familien var samlet kørte jeg afsted efter gave til morfar, også kunne vi hygge og fejre morfar, så hyggeligt. 

Ydermere blev vi beriget med en lille dreng i den nærmeste vennekreds, så kan man næsten ikke ønske sig mere. 

Da vi skulle holde fødselsdag for Josefine fredag, valgte vi at holde børnene hjemme fra hhv børnehave og skole onsdag, samlet tage i Bilka, inden Thomas tog på arbejde, og Leander skulle til ørelæge. 

Derfra fik jeg pakket bilen, og kørte til Lolland. Så kunne ungerne hygge med mormor (der forøvrigt har slået sin højre arm/skulder), imens jeg fik forberedt mad/kager til lørdag. 

Vi fik hygget om niecen (der nu har navn, men ved ikke om det er hemmeligt), hvilket jo er en fornøjelse. 

Fik også hygget med Liv og Karoline, så det var trætte børn der blev puttet. Torsdagen fik jeg lavet lidt mere, men selvfølgelig drillede min marengsbund så jeg måtte lave en ny. 

Jeg pakkede sammen, også kørte jeg afsted imod Greve sammen med ungerne og Liv. 

Thomas havde derimod indhentet enormt meget på arbejdet onsdag, så han kun skulle arbejde lidt torsdag, så han kom til Lolland. Her spillede han en fantastisk runde golf med sine forældre, dejligt det kunne lade sig gøre. 

Da vi alle var samlet hjemme i Greve, hentede vi pizzaer og kørte til Hedeland, for at lege på legeplads og spise. Sådan en dag med masser af guldoplevelser, man kan leve længe på. 

Fredagen fik vi holdt fødselsdag for Josefine, en sand fornøjelse. Vejret lidt blandet, men man kan ikke få det hele. 

Lørdag havde vi en vidunderlig familiedag på Gavnø slot, sammen med min farmor. En dejlig dag, med oplevelser for store og små. 

De har en bane (faktisk 6) forhindringer i træerne, og Kristine og Christian blev enige om at det ville de. Så afsted med dem. Det endte med at Leander, mormor, Oldemor og jeg så på blomster (Leander sov), imens de andre tog forhindringer. Dvs Josefine stoppede efter en bane, Morfar efter to, imens heppede Moster Mette og Moster Mie, sammen med de to mindste piger i flokken. Jeg behøver vist ikke sige at turen hjem var stille. 

Idag har vi været i haven, jeg forsøger virkelig at jonglere imellem st få gjort rent og ordnet vasketøj, samtidig med jeg gerne vil være med til at ordne alt det udenfor. 

Indtil videre har ikke fundet den gode løsning, men mon ikke det kommer til efteråret, haha. 

Jeg gør rent om søndagen, så er alt desinficeret til en ny uge starter. Det er virkelig skønt, men samtidig så er det også lidt irriterende fordi jeg begrænser mig i at lave alt det andet jeg gerne vil. Men indtil videre har jeg gjort rent ovenpå, så må vi se om jeg får klaret stueetagen inden vi går i seng. 

Idag var jeg forøvrigt også ude og dikke baby, han er virkelig sød. 

Og Thomas fik vasket terrassen, efter jeg havde fjernet alt ukrudt. Men det er blevet så fint. 

Så derfor køre følgere, har jeg altså ikke fået skrevet det store – der er knald på, men vi elsker det. Nu venter kemo i morgen, så må vi se hvad det betyder denne gang. 

God søndag og mors dag forresten.

Dag 535 – babynus og umuligus (mig)

dfb950c5-857d-4580-b331-df6a7be0c9e1 651061db-34fa-4bee-9eba-99961c54c129 d07bc981-889d-4869-8d83-c7979c051232 b0b3d263-7e5d-480e-82f4-b7efc96b677f 7ff9282a-c5c5-4bb1-ba81-0143ab7512c0

Så fik vi hilst på seneste skud på familiens stamtræ, og hun er virkelig lækker. moster blev ruineret allerede inden jeg havde set hende. 

Leander og Josefine har raget aug en snot/hoste virus til sig, så de blev passet af mormor, så vi ikke risikere at de smitter kusinen. 

Kristine strålede som en lille sol, imens hun holdt det lille vidunder, og vi fik sludre med de seje forældre – er simpelthen så imponeret over deres måde at gå til forældreskabet på. Jeg bliver fyldt med ærefrygt – altså vi gør det jo meget godt, men alligevel. 

Jeg har skrevet det et par gange det sidste stykke tid, men jeg er virkelig mør. Det har resulterede I nogle gevaldige tudeture, og en kæmpe frustration. Pigerne har svært ved at forstå hvorfor jeg er ked af det. 

Mit overskud er væk, og når jeg så endelig rækker hånden frem, sender den der SMS uden at få svar, så gør det så ondt. Jeg får følelsen af at jeg er mindre værd, at jeg kun kan bruges når andres verden er uretfærdig og man skal læsse af. Ved ho godt at verden ikke er sådan, men fra min egen lille navle i øjeblikket, så er det øv. 

Sol Thomas siger, du har er helt utroligt højt serviceniveau, og en måde at være opmærksom og betænksom overfor andre mennesker, som det er få forundt. Du må ikke forvente at få tilbage på samme måde, for du har altid været sådan, så det er ligesom blot blevet dig. Så endte kan du acceptere at du ikke er som andre, eller forsøge at være ligeglad og ikke længere gøre det. 

Jeg må nok bare deale med at jeg er som jeg er, og bide i det sure æble når jeg føler mig mindre værdsat, for sådan er det formentlig slet ikke. Jeg ligger vel i grunden som jeg har redt, det gør ondt at erkende, men det kan også være sundt nok, for når man er aller dybest nede, er der kun en vej tilbage, og det er op. 

Så jeg er herned på vej op ar min egen navle; jeg skuer ud over verden, og glædes over at jeg har en mand der elsker mig, selvom jeg tuder, stamper i gulvet og er umulig. Jeg har børn der hverdag vokser med de opgaver de får og tager, det er vidunderligt at se hvordan vi får hjulpet den på vej, til at blive dem. 

Den sidste frustration over at Josefine ikke vil spise, skal jeg lige finde ud af hvad jeg gør ved, for aner snart ikke minde levende råd. Hun er stædig og temperamentsfuld, viljefast som få. Men altså hun er trods alt for det meste glad, når vi lige glemmer de momentvise øjeblikke med skrig og skrål og “jeg hader dig mor”. 

Håber I alle har haft en vidunderlig søndag – nu vil jeg droppe løbeturen og i stedet for putte mig ind til Thomas, og nyde hans stærke arme omkring mig, for det er vel det livet handler om, at finde den man ikke kan leve foruden, den der kysser tårerne væk, og den der giver de grå dage solskin. Han gør der hverdag hele tiden, tror slet ikke han er klar over hvor højt jeg elsker ham. 

Dag 532 – Moster igen

776a35c1-3712-4c14-92e8-1f67ed22077b 1cbd40d2-c2e0-4c0a-a8fd-1730d8aa7eac 727721d9-3c9a-4c26-97f1-772881a5f243 a27fb833-366a-4df1-84ad-2c06f4bd5fb1 a16c7c00-f07a-43c1-b6ad-17364d90192e ce9a45c3-4975-46c8-ad06-58bc2ef94c6f d9e2cf78-19a1-4e9c-8bd2-84fd42b40f40 fcf923dd-d4f9-46ab-90b0-ca1c62085c30

Jeg er blevet Moster til en yndig lille pige – og moren klarede det naturligvis fantastisk godt, og far var faktisk også temmelig sej, tænk selv at tage imod sit barn – jeg er fuld af beundring. Måske den næste kommer til ved en hjemmefødsel. Altså man bliver jo sådan helt, nå bare st få sådan en lille mus på brystet igen, men altså Thomas og jeg er enige – vi skal ikke have flere børn. Vi nyder at Leander bliver større, nemmere kan kommunikere og ikke mindst at nyde at vi snart er der hvor vi kan nyde vores ungers fremdrift, uden hele tiden at skulle time alt efter formiddags-, eftermiddags-, og sen eftermiddagslur, inden putteritualet skal igang. 

Men lykke følelsen og kærligheden er nu en gang vidunderlig. Jeg glæder mig over at jeg kan få lov til at være Moster for to smukke piger, jeg har da trods alt lidt erfaring ud i det med pigerne, så håber jeg blot jeg kan leve op til mine søstres forventninger til en Moster. Jeg ved jeg ikke bliver en moster som dem, jeg har selv børn, så bliver det anderledes, end når man ingen selv har. 

Altså jeg håber der er flere der sidder derude og tænker, jeg vil gerne være sammen med Malene og Anja en aften, for der er stadigvæk pladser, og vi finder ikke en dato før jeg har pladserne besat. Jeg forventer først det afholdes efter sommerferien, før kan det ikke lykkedes at få en tid med den travle dame.

Og en helt anden ting, så er jeg flad – flad i den forstand at jeg har svært ved at få ender e til at hænge sammen, måske det er fordi vi bruger tid i SIV, eller også er det fordi min hjerne er begyndt at gå baglæns, at den ikke rigtig gider være oppe i omdrejninger mere… mon ikke jeg kommer tilbage på sporet, det håber jeg. 

God aften til alle fra en stolt Moster til to