Josefine til turnering i Rødbyhavn

Kristine og Elvira i en double

Josefine og Freja i en double

Pigerne startede forrige år til badminton, og har ikke kigget sig tilbage.

Det betyder at vi som familie “pludselig” bruger rigtig meget tid i badmintonhaller, hvor vi enten coacher, tæller, hepper eller trøster.

Det er så fantastisk at se dem begge udvikle sig, Kristine tager medaljer på stribe, men er nu rykket række, så jeg tænker det bliver lidt svære for hende “bare” at vinde turneringerne, men samtidig har hun skiftet træning, så hun nu spiller sammen med andre øvede spiller, og træneren er en senior spiller, der mener jeg, spiller på klubbens 2. hold – hvilket er Danmarksserien.

Josefine knokler derudaf, der er bare lidt mere konkurrence på hendes niveau, da der er kommet mange flere badmintonspillere til de sidste par år, hvilket betyder at hun har lidt svære ved at vinde turneringerne, og hun kæmper også en smule med troen på sig selv. Det er meget lidt der skal gå den forkerte vej, så mister hun fuldstændig troen på at hun kan klare det.

Men alle kampe der er tabt, giver mulighed for at blive endnu bedre, og mere motiveret – så indtil videre er der to piger der rykker ud over stepperne, jeg regner med de begge stiller op til individuelt DM, det bliver lidt spændende – det er jo en drøm at få sit navn på en DM pokal, uanset hvor gammel man er, bliver man vel aldrig for gammel til at ønske sig på toppen.

Forrige år brækkede Kristine sin hånd, desværre har det vist sig at hun har behov for en operation, for at den bliver endnu bedre, end nu, og forhåbentlig kan hun slippe for de gener hun har nu, hvor det smerter at have belastning på sit håndled. Den operation blev vi nød til at flytte til efter badmintonsæsonen var slut, for ellers ville hun gå glip af bl.a. DM, så heldigt det trods alt ikke er akut, men mere en mulighed for at reducere hendes gener.

Det er endnu ikke lykkedes Leander sådan rigtigt at knække badmintonkoden, men han kommer i hallen hver onsdag indtil videre er han med til opvarmningen, og nogen gange griber han en ketcher, for at spille lidt med pigerne. Det er bare svære end som så at få den bold i spil, men indtil videre har han ikke mistet lysten til at prøve, så vi håber vi sammen kan heppe ham til at være med, så kan det blive en rigtig familie-sport. Thomas og nok særligt mig overvejer meget at finde ketcheren frem, og begynde at spille igen, men det er endnu ikke muligt for os begge at tage afsted sammen, så det skal vi lige finde en løsning på, når begge gerne vil afsted, men mon ikke det kommer. Vi elsker alt ved at komme i hallen, og det at man pludselig har et helt andet netværk af mennesker, omkring ikke bare en selv, men også sine børn er så hyggeligt, og sjovt.

Der knyttes venskaber på kryds og tværs, og jeg kan se at begge piger virkelig vokser, i takt med deres udvikling.

Opfølgningsmøde med skole og Rigshospitalet

Det lykkedes os heldigvis at få et møde i stand her efter nytår, hvilket har betydet at vi nu har en plan for Leander, hvilket har givet rigtig meget ro herhjemme.

Vi har lavet et reduceret skema, hvilket betyder at han “kun” går i skole mandag/onsdag/fredag, og det er endda reduceret. Men det betyder at vi nemmere kan tale med Leander om hvad der forventes, og hvordan dagen tilrettelægges.

Vi forsøger også at lægge sociale aktiviteter ind, og det betyder at han her efter nytår er begyndt til håndbold, sammen med sin bedste ven, Valdemar. Det foregår dog i Roskilde, men den køretur tager vi gerne, når det betyder at han får 45 min, der er fyldt med sjov, motion og leg.

Jeg tror aldrig vi har set ham så glad, når han er træner, det har endda affødt en effekt på Valdemar, hvilket betyder at han faktisk syntes det er fedt at komme afsted, det har været lidt mere trægt tidligere. Leander øver sig i at drible, han kan score og i det hele taget, så træner han på lige fod med andre børn, og det i sig selv er en kæmpe sejr.

For Leander er blevet henvist til fysioterapi, fordi han har så mange smerter, og der blev vi noget klogere på hvad man kan regne med, i forhold til hans alder.

Hun lavede en øvelse med Leander, hvor han fik en medicinbold på 2 kg, bare det at tage imod den, var for tungt, der efter samlede han den op, og skulle løfte den op i strakte arme. Det kunne han ikke, hvilket gjorde det meget tydeligt for Thomas og jeg, at han simpelthen ikke har de sammen kræfter som sine jævnaldrende, og vi må ikke forvente det sammen af ham, som hans klassekammerater.

Så nu er vi begyndt i et genoptræningsforløb i kommunen, så han er afsted en gang om uge (indtil videre har han været afsted en gang), og de vil også komme og se ham i skolen, for det kan give et bedre billede af hvad han kan, og hvordan hele skoledagen måske kan tilrettelægges så det fungere endnu bedre.

Han er kommet med i et forsøg fra Rigshospitalet, som betyder at han får en skolerobot, så de dage han er hjemme, kan han deltage i undervisningen med en skærm, det tror jeg kommer til at fungere rigtig godt, og ikke mindst kommer det til at betyde at han kan følge den planlagte undervisning, men samtidig få den ro han har behov for.

Derudover er vi kommet med i et pilotprojekt med https://sportncharity.dk/ – det er et sindsygt spændende projekt, og Leander og jeg har fået lov til at være med på rejsen.

Så vi skal teste træningsredskaber vi kan bruge herhjemme, for at give ham endnu bedre muligheder for at komme af med mange af sine senfølger. Man har på Rigshospitalet lavet et forskningsprojekt, der bl.a, viser at børn der er aktive under behandlingen for kræft, får færre bivirkninger og senfølger.

Det er et projekt vi har fået lov til at følge fra starten af, og dermed har haft mulighed for at komme med input, til hvad der kan gøre en forskel, og hvordan.

Bl.a. at alt træningsudstyret skal kunne sprittes af, det skal være nemt, og det er vigtigt det er noget man kan lave sammen som familie også, og at det ikke kræver for meget af os som forældre.

Lige nu leder de efter de sidste test-piloter, så hvis der er nogen der læser med, så kontakt dem endelig hvis I vil høre mere. Jeg kan virkelig anbefale det, og jeg er sikker på det kommer til at gøre en forskel på sigt, for kræftramte familier, og deres børn.