Dag 15 – så blev vi pakket lidt ud

Moster Mie har sovet hos os i nat, og tog Leander fra kl. 6 (der havde Thomas kæmpet med ham en time i stue). Jeg bilder mig ind at de hyggede sig, imens jeg nød min dynes favntag.

Leader blev leveret tilbage omkring kl. 7.30 til endnu en optankning, Thomas hoppede i tøjet og gik afsted med den unge mand. Jeg fik lov til at blive liggende – det er så rart, bare at være sig selv for en stund. Ville ønske jeg kunne sige jeg var udhvilet, men det vil vist være synd at sige.

Oppe tog Thomas til bager, tænk at selvom kl. Er i er 9 var der kø på gaden, hvor må han være glad den bagermester.

Det var helt underligt at tusse rundt i nattøj, vi fik ryddet op og ordnet vasketøj. Der skal skiftes håndklæder og tøj dagligt, og sengetøj 5 dage efter kemo, det giver altså rigelige mængder vasketøj.

Mie kørte ved middagstid, og for første gang i langtid var vi overladt til os selv, bare os 5. Lige så rart det er at blive “pakket ind” og “passet på” af familien, ligeså skønt er det at blive sig selv.

Imens Mie stadigvæk holdt i indkørslen, tudede Josefine første gang fordi hun savnede moster Mie, så er vi lige som skudt igang.
Det er svært at finde ud af at være “normal”, når alting er vendt på hovedet. Men det lykkedes at få hentet det sidste på apoteket, og få hentet lidt julekæder, det bliver jo også jul her, selvom det lige nu er svært at forestille sig.

Pigerne har skiftevis være uvenner og gode venner idag. Og vores tålmodighed og energiniveau blev sat på prøve.
Bl.a spillede de billedelotteri, og Kristine er begyndt at snyde Josefine, da Josefine har svært ved at holde koncentrationen smuttede hun i køkkenet, imens gemte Kristine de brikker der var Josefines – kreativt må man sige, men altså lige vel provokerende, forstår godt Josefine ind i mellem bliver sur.

Vi var også en tur ude og nyde det skønne vejr, Leander i barnevognen og pigerne på løbehjul. Det er sidste gang de kommer det, for hvor er det åbenbart rigtig hårdt at bruge sine ben på den måde. Da Leander jo ikke må komme med ind, stod Thomas og ventede udenfor. Så jeg var alene med tøserne, det er så her jeg erfare at mit overskud ikke er hvad det har været. Da vi ender med at tage to pakker brik kakao med hjem (altså 12 ialt), da jeg ikke gad diskuterer med dem hvem der skulle tage pakken. Så nu håber jeg de drikker dem.

Vi kæmper med at få Leander til at spise rigtig mad, det har jeg faktisk gjort i 2 måneder, men nu er det altså tid til han lære det. Han har lysten til at spise, men efter et par mundfulde så bliver der lavet Kaj mund, og lyde der indikere at nu er det nok.
Syntes snart vi har prøvet alt, jeg er helt overbevist om at hvis han spiste rigtig mad, ville hans humør blive bedre. Det er jo ikke ligefrem fløde jeg producere, nok nærmere skummetmælk. Har også prøvet med vælling i sutteflaske, men den bliver demonstrativt skubbet væk, og der bliver skreget indtil jeg er indenfor rækkevidde og den ægteparret kommer frem. Er altså i vildrede, og gode råd modtages med kyshånd.
Vi har prøvet både før og efter lur, at Thomas giver, at han får helt det samme som os, at han har sin egen ske, at Kristine får lov, at han sidder i sin egen stol, på skødet.

Vi har spist Ibens lasagne (tror sku Thomas ville fri til hende, hvis ikke han var godt gift), den er fantastisk, opskriften skal vi helt sikkert have. Måske den smager ekstra godt fordi Det ikke er mig selv der har lavet den?

Da Leander var blevet puttet, blev der hygget i sofaen med tv og popcorn, inden jeg puttede de damer. Det er en fornøjelse at høre den fortælle om dagen, om deres betragtninger og tanker. De er fantastiske, man glemmer næsten det kaos man står midt i.

Kristine syntes det er lidt underligt og svært at Leander og jeg ikke kan komme med til dåb i morgen, jeg har det faktisk på samme måde.

Nå ja, og den unge mand har ikke fået kvalmestillende efter din kemo, det havde nok været rigtig godt, så mon ikke det kommer på recepten i næste uge.

Vi har læst lidt om behandlingen af Leander Idag, det er altså hård læsning, som der står er det en mystisk sygdom. Det er en sygdom som de ikke rigtig kan forstå, så meget desto svære er det for os at forstå.

Som Thomas siger, det svare nok til at vi skal spise en elefant, vi må bare tage den i små bidder og én bid af gangen.