Dag 365 – Status for et år, med op og nedture

Tænk der allerede er gået et år, siden mit første indlæg (Dag 1 i vores nye liv) – for et år siden vidste vi ikke hvad vi gik ind til, jeg havde forestillet mig at Leander blev syg af sin første kemo, det blev han slet ikke, og der skulle gå flere omgange kemo, før bivirkningerne viste sit grimme ansigt.

De ting jeg den dag ikke troede jeg ville lære, er jeg helt fortrolig med nu, jeg giver medicin som var det chokolade, vasker cvk som var det håret, og bevæger mig på Rigshospitalet, som var det hos familie. Familie er det jo næsten også, når man rammer afdelingen. Her møder man skæbnen på godt og ondt. Man knytter bånd, kigger hinanden i øjnene, for vi har alle været lige akkurat der i køkkenet på 5. sal, med udsigt over hovedindgangen, kig til helikopterlandingspladsen, og tro det eller lad være legene børn på gangene, der hviner af fryd når de cykler forbi døren, til afdelingens samlingspunkt, køkkenet. Her finder man Jane og Chris og deres kollegaer, dem der sørger for at vi får mad på tallerken, selvom man ikke er sulten, dem der laver livretter til ungerne, og som altid er klar med et smil og en kommentar.

Vi har lært at elske vores nye “familie”, vi føler os hjemme, og Leander bliver helt begejstret når vi skal ind i elevatoren, og han skal op til pigerne. Det vi troede var unormalt, er blevet normalt for os, det er vores liv vores hverdag.

Vi er kommet stærkere igennem dette år, der har været utilsigtede hændelser, indlæggelser, nye sonder i hobetal, og ikke mindst en dreng med en fighter-vilje af de helt store. Han udvikler sig, opdager og oplever verden, på de betingelser han har.

Jeg tænker – Hvordan mon vores liv ville se ud igennem en glamourbloggermors øjne, jeg bliver draget af de perfekte blogs, hvor man ikke kan se at de også har modvind, jeg tænker hvordan kan man være i dette bedrag, hvordan kan man gå igennem livet uden at vise andre sin sårbarhed, at turde smide sin facade for en stund, så man er tro imod den jeg er, men ikke mindst at verden omkring en lære en at kende, fordi man er hudløs ærlig, fremfor at vise facaden. Nå det var et sidespring, jeg kan jo ikke forstå der ikke er flere der drages af livet bag kulissen, om det er hos os eller en anden er lige meget. Men man elsker at spejle sig i andre, og ikke mindst blive bekræftet i at verden er ligeså vild på den anden side.

Jeg har haft stor glæde af et forløb med coach, først som gruppeforløb, og siden individuelt. Her var der en skøn kvinde der sagde til mig; “Tak fordi du fortæller så hudløst ærligt om hvor hårdt det også er at have børn, det eneste jeg høre fra mine veninder er hvor fantastisk og perfekt det er – jeg er ved at brække mig af denne polerede virkelighed”. Vi ved det alle sammen, indimellem er ungerne billigt til salg, men hvorfor ikke dele det, vi oplever det jo alle sammen.

Vi kigger ind i år 2, vi kigger ind i at Leander bliver mere bevidst om at han ikke kan komme med, ligesom sine søskende. Vi skal bruge SIV endnu mere i året der kommer, benytte os af de arrangementer det er muligt for os at deltage i, og så skal jeg blive ved med at få gode idéer, og ikke mindst forsøge at føre dem ud i livet, selv eller sammen med andre.

Jeg kan slet ikke lade være, mit hoved er ved at springe i luften af alle de nye tiltage jeg har, og alle de muligheder der ligger for mine fødder. Boldene skal gribes, måske en enkelt rammer målet, og jeg kan se min idé spire, til glæde for andre.

Jeg vil ønske at alle kigger på deres liv, lever i nuet og elsker det, lige netop der hvor de er, sådan bliver vi stærkere, og sådan kommer vi ovenpå.