Dag 35 – Lolland her kommer vi

Natten har været som den plejer, kl. 4.21 vågnede Leander med ble der skulle skiftes. Jeg fik ham ammet, og kl. 5.45 var der liv i ham. Han var noget utilfreds med tempoet, og jeg kan egentlig ikke fortænke ham i det. Vi var bagud fra start, måske det er fordi vi ved at Thomas ikke skulle afsted, da vi fik besøg af psykolog.

Nå oppe, fik vi ordnet medicin og jeg tænkte – jeg laver lige en hurtig omgang øllebrød, men det var ikke hurtigt nok – Kristine kunne godt vente, men Leander kunne ikke. Så det blev en bolle med pålægschokolade, men han var for sulten, så jeg måtte ty til babsen – men han klager jo ikke.

Kristine fik klaret morgenmad, og kalendere, der var jo mange at skrabe når Josefine ikke var hjemme. Klokken var ikke meget over 7, før Leander var klar til at putte, jeg fik trukket den til kl. 7.20, så blev han babset igen, og lagt til at sove, imens Kristine fik lov til at se Nissebanden. Jeg ryddede op i stuen, jeg fik blandt andet fejet under sofaen (Fordi støvsuger munden ikke kan komme ind under), puha det vidnede om at det var længe siden der havde været en kost forbi.

Thomas afleverede Kristine i skole, men det tog noget tid før han var hjemme igen, for deres lærer var ikke lige i klassen, og der var nogle tøser der løb rundt i klassen, for “der er jo ikke nogle voksne”, det mente Thomas nu nok der var. Det var aftalt at Kristine fik lov til at holde fri til spisefrikvarteret, da vi nu ikke kan vente længere på at se den lille kusine/niece.

Da Thomas kom hjem igen, fik vi lige lavet vand og the klar, og så stod psykologen der. Vi fik sat os ned, og fik fortalt hvad vi havde på hjertet. Det var meget tydeligt at det er forskellige dilemmaer vi kæmper med, og samtidig var det også klart at vi havde haft behov for at tale med en psykolog langt tidligere.

Det blev ret hurtigt klart at vi (Læs; jeg) skulle være bedre til at sætte dagsordnen, og få sagt fra, og i det hele taget være mere tro imod mig selv. Jeg syntes det er et meget stort pres der lige nu ligger på mine skuldre. Vi fik også talt om hvordan jeg fremover skal identificere mit arbejde. I stedet for at mit arbejde er “Leanders sygdom”, så har jeg nu ophøjet mig selv til “udviklingschef på Pileås”, fordi udviklingen både for Leander og pigerne kan måles. Jeg skal være bedre til at sætte struktur på hverdagen – jeg som ellers anser mig selv som værende meget struktureret, men jeg må finde mig et skemasystem – hmm. Følelsen inden i er meget mærkelig, på den ene side fik vi italesat nogle af de udfordringer jeg oplever at have, og samtidig føler jeg at presset på mig blev øget lige en tand mere. Jeg troede ellers ikke det kunne lade sig gøre, men det kan det.

Da hun var ude af døren igen, fik vi lige sundet os, og så fik vi pakket sammen. Jeg til turen til Lolland og Thomas til julefrokost med arbejdet.

Jeg fik også pakket alt det sammen der skal afleveres til henholdsvis niecen, og min kusines søn. Så ventede vi på at Kristine kom hjem fra skole, der blev skrevet lidt ønskesedler, spist lidt af hvert, og ellers fortalte moren en masse røver-historier.

Da Kristine kom hjem, aftalte vi at vi skulle på McDonalds når vi kørte imod Lolland, men den unge dame var altså så sulten så hun ville gerne lige starte med en makrelmad. Så det fik hun, Leander fik lov til at smage, det var et hit. Derefter blev han ammet, også pakkede vi os sammen, og vendte næsen imod det flade.

Vi gjorde holdt i Solrød, hvor der blev provianteret. Det gjorde vist godt hos os begge. Leander tyggede lidt i en pomfrit, og Kristine og jeg fik spist og talt om lidt af hvert. Turen derned gik som en leg, som Kristine klogt sagde “Uden hylemarie” aka Josefine. Vel fremme i Maribo, fik vi set den yndigste lille pige og hendes smukke mor.

Der har været dømt baby-kig, nus og kys til den helt store guldmedalje, det har været så dejligt. Da vi havde fået afløb for den første omgang, blev Lille-musen og Leander puttet i hver deres barnevogn, også tog vi på jagt efter det helt rigtige fredagsslik.

Vi fik klaret første julegave, fredagsslik også fik vi hilst på Tante Eva og hendes dejlige børn (Så bliver man mindet om hvor meget man også savner dem).

Hjemme igen, var der mere baby-nus, det er vist godt vi har aftalt vi ikke skal have flere børn, for ellers så kunne man nok godt lokkes.

Der blevet lavet lækker aftensmad – Wienersnitzler med det hele. Men Leander var træt, så jeg endte med først at spise efter han var puttet. Som den utjekkede mor jeg er, har jeg selvfølgelig glemt mor-enheden til babyalarmen, så nu sidder man på nåle, om man kan høre ham når han vågner. (Mormor tog lytte vagten imens jeg spiste – luksus)

Mormor puttede pigerne, det er svært at vide hvem der nød det mest, men hyggeligt så det ud, som de lå der i hver deres arm, og fik godnathistorie.

Med alle unger puttet, var der dømt hygge og ro i stuen. Morfar snorker på sofaen, og Moster Mie råber lidt af fjernsynet, håndboldkampen bliver åbenbart ikke spillet som hun synes.

Jeg var ikke klar over at man allerede ved første øjekast kan elske et menneske så højt, som jeg elsker den lille mus. Hun er en lille  yndig pige, med store øjne, og et kraftfuldt organ (Hun kan skrige rigtig højt).

Tak fordi jeg er blevet Moster, det er en vidunderlig titel, som jeg glæder mig til at udfylde med alt hvad det indebærer, både til mor og datter (Mor skal bare huske at sige at mosteren skal holde sin mund, med alle de råd hun har).

Jeg har idag haft en normal dag, sygdommen har ikke fyldt, som psykologen sagde så hænger den som en grå sky over hovedet på os, men lad den hænge der, og i stedet for fokuser på alt det gode der sker. Jeg opfatter mig selv som positiv og fremadsynet, men tankevækkende at det ikke er den opfattelse andre har.

Hænger jeg fast? Jeg ved det ikke, men jeg vil gøre mit bedste for at komme videre.