Jeg syntes tiden flyver afsted, og ingen af os kan rigtig følge med. Med en juni måned, med arrangementer hver weekend, så går det rigtig hurtigt.

Vi har indtil nu været til to fantastiske bryllupper, bliver altid så glad og overvældet. Jeg bliver mindet om hvor heldig jeg er, at netop min mand er den bedste – i hvertfald for mig, men bliver samtidig fyldt med kærlighed over at andre par finder netop det i deres partner, der gør at deres liv er unikt.

Samtidig kan jeg ikke lade være med at dvæle lidt, for der var mennesker med til vores bryllup vi ikke længere har kontakt til, samtidig har vi været til bryllup af flere omgange, hvor vi ej hellere har ofte nok kontakt.

Jeg bliver ærgerlig, for når man deltager i hinandens bryllupper/barnedåb/runde fødselsdage etc så betyder man noget for hinanden, når man ønsker at dele de øjeblikke med en. Derfor bliver jeg faktisk også ked af, at der er mennesker vi pludselig ikke har kontakt til. Der er sket meget i denne sygdomsperiode, og folk falder fra, andre kommer til. Men alligevel underligt, når man har delt store øjeblikke med hinanden. Tænk når man sidder og ser billeder som gammel, og kigger i albummet, blot for at konstatere at der er mennesker der er forsvundet i ens liv, og ikke grundet døden at bemærke.

Til noget andet – i vores turbulente liv – vi har haft en byggepause, men fra i morgen kommer håndværkerne igen, der skal skiftes facader og vinduer. Jeg glæder mig så meget til at næste step bliver sat i gang, for det betyder også at pigernes værelset snart kan blive færdige, og de kan flytte tilbage. Det betyder forhåbentlig også at vi snart skal flytte i kælderen, imens vores soveværelse bliver færdig. Det er en vild ombygning og rejse vi er igang med, men det bliver så godt når vi er færdige. Især bliver det spændende om de forventninger og drømme vi har til det færdige resultat bliver indfriet, men mon ikke, min mand gør i hvertfald alt hvad han kan for at det gør.

Leander er imellem to perioder, han kan ikke helt undvære sin middagslur, men samtidig kan vi ikke få ham i seng om aftenen, så lige nu er vores aftenerne ikke eksisterende, og vi er rimelig brugte af at putte den lille fis. Det tager i omegnen af 2-3 timer før han overgiver sig. Men hvad er den bedste løsning, kæmp med ham, eller overgiv os? Vi skifter lidt imellem de to versioner, uden rigtig succes med nogle af dem.

Vi har også en den seneste periode set til fra siden linien, i mens en af vores venner fra afdelingen, har kæmpet for sit liv. Det giver et sug i maven, at tænke tilbage på kampen. Vi kunne ikke tage pladsen for dem, og vi kan ikke helt forstå hvilket mareridt hans forældre har gennemlevet, imens de har vogtet ved hans seng. Vi blev mindet om at vi har været “heldige” ifht at Leander, trods alt ikke har været i respirator, ej hellere i en hjerte/lunge-maskine.

Heldigvis er han verdens sejeste, og han er derfor vendt tilbage, i den forstand at han nu skal kæmpe sig tilbage til den han var, for når man har ligget i dvale, så går hele systemet i stand-by, og det tager altså noget tid før det er tilbage på fuld power igen. Jeg håber han kommer om på den anden side, uden mén. Vi hepper i hvertfald alt hvad vi kan fra sidelinjen.

Hvilket jo også minder mig om at vi har et hold til stafet for livet 17/18-8 og jeg håber meget at se mange er jer læsere til en gå tur, samt støtte for den gode sag. Vi sælger naturligvis også lysposer, så giv besked om hvor mange du vil købe, så kan pigerne dekorere dem, eller du kan få dem hjem, også kan vi stille op til lyscerimonien.

Kom og vær med – det er en vidunderlig livsbekræftende oplevelse – fuldt med glæde og eftertænksomhed.

 

Nå ja og vi har i perioden snuppet 2-3 indlæggelser, men hvem dvæler ved det 🙈