Når jeg skriver blogindlæg, tænker jeg altid over om jeg har noget at bidrage med. For helt ærligt, så syntes jeg det er vigtigt at der altid er en eller anden form for budskab, eller andet man kan tænke over, eller tage med sig. Når det så er sagt, så er bloggen også mit frirum, der hvor jeg kan lufte stort som småt, og der hvor jeg på et tidspunkt kan kigge tilbage, og genopfriske hvor vi egentlig startede, og hvor langt vi er kommet.

Vi er kommet langt, siden jeg startede bloggen, er der sket mange ting i vores familie og i vores liv.

Så siden I sidst har hørt fra mig, der er jeg begyndt til fysioterapeut, i 2011 var jeg involveret i en trafikulykke, hvor jeg fik et piskesmæld i nakken, så jeg har erhvervet mig en mén grad. Det betyder at jeg på mange områder skal passe bedre på, men også sørge for at få træning, så jeg styrker mine muskler, så jeg kan leve med det, uden de store gener. Men igennem årerne har jeg desværre været involveret i flere af disse ulykker/påkørsler. Og inden der kommer kække bemærkninger, så har det ikke været selvforskyldt. Simpelthen fordi der er tale om påkørsler bagfra, når man ex. holder for rød, i kø el. Nu kunne jeg mærke, at jeg blev nød til at gøre noget andet, så jeg ikke bliver ved med at komme ud i en situation, hvor jeg må ligge på sofaen, for at få mine led til at falde på plads igen.

Derfor har vi hyret en personlig træner, der træner med både Thomas og jeg to gange om ugen, også er jeg fortsat mit løb. Det giver en kæmpe mæssig frihed, at der kommer en og fortæller hvad man skal lave, men også et vigtigt incitament for at passe på sig selv, og mærke efter hvad kroppen egentlig kan holde til, og hvordan. Jeg kan mærke at jeg har genvundet noget styrke i ryggen, nu skal jeg “bare” have genvundet styrken på forsiden af kroppen, og det er som om det hænger noget mere.

Leander har været til både fysioterapeut og ergoterapeut, de har et fantastisk samspil, der virkelig kan rykke den unge mand. Det at de er sammen om at udfordre ham, men også motivere ham er fantastisk at se. De har bedt os om at få lavet en neuropsykologisk rapport, så de ikke sætte ham i en situation/position hvor de forlanger for meget af ham, i forhold til hvor han befinder sig kognitivt.

Han viser virkelig tænder i øjeblikket, og i sær mig går det ud over. Han er sur og meget vred, og det udmønter sig i at han slår og taler meget grimt til mig. “Heldigvis” gjorde han det også, da han var hos psykologen, så jeg er lidt spændt på hvad hun kommer frem til, forhåbentlig kan det også være et godt værktøj, til børnehaven. Psykologen, mente det var smart evt at få lavet en ny inden skolestart, da han virkelig kan rykke sig på mange punkter, især hvis det viser sig at behandlingen virker.

Pigerne er startet et længere forløb hos Birgitte, samtidig har vi kontaktet skolen, og derigennem er vi startet en dialog, så vi forhåbentlig snart kan få lidt mere ro på. Det er hårdt når ens børn ikke trives, og det kræver bare så mange flere kræfter end man forestiller sig, selvom man godt ved det er krævende. Jeg forsøger hele tiden at finde løsninger, se muligheder, og samtidig skal jeg vise et overskud, der måske i virkeligheden ikke er der.

Det skal ikke lyde som en klage, men vi er “bare” forældre, der gør vores bedste, vi er måske rykket en liga op (om man vil), fordi vi hele tiden handler på de input vi får, fordi vi efterhånden har lært, at vi ikke bare kan gemme os, og lade stå til. Det er simpelthen for sårbart, så det er sårbart at gøre, men faktisk også ikke at gøre. Så den store pukkel vi hele tiden har skubbet foran os, den tager vi simpelthen bider af dagligt, fordi den ikke længere skal definere os.

Vores Århus eventyr er for Kristines vedkommende snart slut, hun har udviklet sig helt vildt, og vi håber og tror på at vi i sommerferien kan afslutte hende. I mellemtiden er Josefine startet op, og jeg krydser alt hvad jeg kan for at hun faktisk også allerede kan afsluttes til sommerferien. Hun har udfordringer med sin hørelse, men hun er blevet så gammel nu at man ikke længere vil lægge dræn, hun skal “bare” trykudligne. Jeg er ikke helt tilfreds med denne løsning, men jeg tænker jeg skal være lidt mere tålmodig. Det er svært for hende at høre, når hun ikke samtidig kan se vores mund.

Vi er pt. lidt udfordret af skærmen, da der virkelig bliver brugt meget tid der, men jeg ved godt det er vores egen skyld, og vi langt hen af vejen jo selv er herre over det, og selv kan ændre den vane. Vi arbejder hele tiden på at blive bedre, endnu et step op af stigen, så vi får reduceret den tid der bliver anvendt der. Samtidig skal man også huske på, at det er en helt anden måde at være sammen på, end vi var som børn. Vi spillede game-boy, det er eg heller ikke sikker på vores forældre forstod.

Vi er med i en skridt-konkurrence i foreningen “Familier med kræftramte børn”, den slutter ultimo marts. Jeg er spændt på hvor mange skridt vi når op på, som familie. Er meget imponeret over Leander, alle 3 børn har fået et ur med skridt tæller, tænk sig den lille prut gik over 13.000 skridt forleden dag, så selvom han ikke har samme energi som andre, så kommer han alligevel ud over stepperne.

Vi har også haft møde med en gartner, for at høre om de muligheder vi har, i forhold til pool, og de ting i ønsker der skal laves i haven. Det er store projekter, men når vi på et tidspunkt kommer til vejs ende, så er jeg sikker på vi får den have vi drømmer om. Vores største udfordring er faktisk at vi ikke har ordenligt læ i haven, så hvis der sidder nogen derude der har gode råd, og ideer tages de imod med kyshånd. Bonus information er nok at Thomas ikke har den største tålmodighed til at få ting til at gro i haven, og få dem til at vokse op – så hvis man kan sætte et eller andet der virkelig skaber læ og vokser hurtigt, så er vi begejstreret.

Det bliver et langt indlæg, kan jeg godt se, men der sker simpelthen så mange ting i vores familie, og alligevel føler jeg ikke der sker noget. I vinterferien var vi Blokhus, sammen med mormor og morfar. Jeg er helt forelsket i Vesterhavet, og meget imponeret. Tænk at man kan køre bil på stranden, det giver betegnelsen strandvejen en helt anden betydning.

Det var dejligt at komme lidt væk hjemmefra, og vi havde en dejlig tur med gode oplevelser, og vi blev virkelig ladet op. Desværre så ville skæbnen, at min mor blev kontaktet, og det viste sig hun havde været i nærkontakt med en corona-smittet. Så det gik hurtigt, de kørte lynhurtigt hjem, og det viste sig at hun var positiv, så det betød at vi 5 også skulle isoleres.

Heldigvis var der ingen af os 5 der blev testet positiv, men hold op hvor det sætter mange følelser i gang, når man føler at ens frihed bliver taget. Jeg kunne mærke at jeg pludselig ikke følte jeg kunne noget, at andre fortalte hvad jeg kunne og ikke kunne. Det er tankevækkende, hvordan man egentlig håndtere sådan en isolation. jeg kan bare sige, at jeg ikke har lyst til at prøve det igen.

Jeg håber vi snart vender tilbage til lidt mere normale tilstande, men jeg håber blot at vi fortsat holder afstand og viser respekt for hinanden.

Sluttelig, så er Leander blevet 5 år, så har man altså ikke små børn mere. Efter påske rykker han op, og bliver “de største” i børnehaven, og vi skal til at vænne os til at børnehave-epoken snart er slut. Han havde en dejlig dag, men det er tamt at holde fødselsdag under corona, som han sagde, “Sidst jeg havde gæster til min fødselsdag var da jeg blev 3 år”, jeg glæder mig til vi kan få gæster igen. Han fik en racerbane af os, så nu køre vi race hjemme, og selvom jeg virkelig prøver så slår han mig allerede. Han køre også race selv, så har han bare et stik i hver hånd. Det er imponerende så god han er, men altså han er vidst bedst herhjemme af os alle 5.

På et tidspunkt fortalte jeg en klog mand, at jeg at når jeg var sådan lidt nede, så gik jeg i køleskabet, og spiste chokolade. Han spurgte om det var en skidt ting? JA, jeg skal da ikke bare spise chokolade, og jeg dulmer jo bare smerten, og jeg slår mig selv i hovedet med at jeg ikke kan lade være, og alt det jeg ikke er. Han kiggede på mig og sagde, så det at spise chokolade, som for de fleste mennesker er noget dejligt og lækkert, kan du gøre til noget dårligt?! Det var som om det hele faldt i hak lige der, for jeg har jo egentlig min frihed til at vælge præcis, om jeg vil slå mig selv i hovedet, eller om jeg vil nyde min chokolade. Og det kan jeg egentlig overføre til mange andre ting, så nu forsøger jeg, hver gang jeg mærker hammeren, at kigge mig selv i øjnene, og mærke efter, for jeg har faktisk muligheden for at tage et andet valg, hvis jeg tør.

Så tør du? Jeg gør.