Hverdagen er for alvor igang igen, på både godt og ondt.

Det betyder at man nu hænger i en strop, med lektier, fritidsaktiviteter og legeaftaler, altså udover alt det andet der jo også er.

Egentlig er vi jo bare en helt almindelig familie, der kæmper for at holde hverdagen igang, så vi kan nyde weekenden.

Selvom det ikke altid føles sådan så er vi i bund og grund heldige. Imens jeg skriver netop dette, kan jeg pludselig mærke spændingen i ryggen, hovedpinen komme snigende, og magtesløsheden over vores rodløse tilstand vælter ind over.

Vi er i fuld gang med renoveringen, egentlig skulle vi have været igang da Leander blev syg, men alt blev sat på stand-by, og nu er tiden kommet. Det tære på alles kræfter, mine fordi jeg hele tiden går i det, og bliver mindet om at vi ikke engang er tæt på målet, Thomas fordi han bygger når han holder fri fra arbejde, børnene fordi der konstant er rod og menneskerne huset, der på den ene eller anden måde hjælper os på vej.

Vi er igang med 2. Etape på første salen, og faktisk oplever jeg at det skrider sådan rimelig hurtigt frem. Pigerne er flyttet på deres værelser igen, men der mangler selvfølgelig lige det sidste. Når først de er helt færdige, kommer der forhåbentlig ro for dem. Jeg er sikker på at når hele første salen er færdig, så vil vi opleve at resten af byggeriet glider nemmere. For så han vi alle 5 vores “egne” værelser igen, og et badeværelser der virker.

Så ved jeg godt der vil være en periode med rod og kaos i stueetagen, men jeg føler mig ret overvist om at det går hurtigere end etapen på 1/2sal.

Nok om byggeri og rod.

Derudover har vi igennem flere år oplevet at Kristine har været særlig udfordret i skolen, både i matematik og dansk. I særdeleshed var det læsningen der volder udfordringer.

Jeg har derfor undersøgt nettet tyndt for løsninger. Hun er ikke ordblind, ej hellere farveblind eller talblind.

Det viser sig at Kristine ikke reelt har samsyn på sine øjne, i læseafstand. Det gør det til en nærmest umulig opgave at sidde med næsen i bøgerne, når tal og bogstaver hopper på linjerne.

Derfor er vi gået igang med et forløb, hvor hun simpelthen skal genoptræne sine færdigheder. Man ved ikke præcis hvorfor hun har det som hun har, men det kan have været hendes fødsel der er skyld i det. Det er benhårdt arbejde, og vi træner en halvtime dagligt. Vi kan se hun rykker sig, hun selv er mega utålmodig, men vi ved det kommer stille og roligt. Vi er så stolte af hendes måde at gå til opgaven på, hun vil virkelig gerne vise at det her, det skal hun nok få lært.

Jeg er sikker på hendes selvværd får et ordentlig nyk opad, når hun ikke længere skal være bange for at hun læser forkert, det går for langsomt etc.

Josefine er startet i nulte klasse, og hun syntes det er det værste hun har oplevet. Hun er sur over at vi bilder os ind, at hun skal sidde på den samme stol, ikke bare må forlade lokalet, og hun skal række fingeren op. Kristine var heller ikke begejstret for nulte klasse, men det vendte i første. Vi håber Josefine kommer til at nyde at gå i skole, hun er så videbegærlig, dygtig og ivrig, så jeg håber sådan hun får smag for det. Der er jo ingen vej udenom.

Jeg selv trækker vejret igennem et sugerør, og tanker op når jeg har “frikvarter” hver torsdag aften. Det er min pause, mere kan jeg ikke sige om det. Når tid kommer råd.

Derudover forsøger jeg at få sat mit løb K system, kan se det giver mig rigtig meget, og jeg får jo mere energi af det, så det er bare med at klø på. Jeg starter nyt Anja-fix op i næste uge, det glæder jeg mig rigtig meget til, til at se skønne kvinder, og til at se hvad denne rejse ender, eller måske begynder.

Det slog mig også pludselig at; Leander er nu ligeså gammel som Josefine var da han blev syg, og Josefine ligeså gammel som Kristine da Leander blev syg. Det er vildt at tænke på, hvilken rejse vi indtil nu har været på. Jeg syntes hun var så stor, men der er så mange ting der falder på plads, alt det hun ikke fik lov til at “opleve” fordi hendes bror blev syg, pigerne skulle blive så hurtigt store. Det gør ondt helt ind i mit hjerte, jeg har altid gjort alt hvad jeg kunne for at være den bedste udgave som mor, kæreste, kone, søster, moster, tante, gudmor, veninde, men mest af alt mor, og det før så ondt inden i at være vidne til hvor meget sorg og smerte mine piger har gennemlevet, og hvor meget de lige nu giver slip. Det er forløsende de tør, men det er svært at stå med, fordi man selv er så sårbar.

Men som de siger når man flyver, man skal tage masken på selv, før man hjælper et barn. Nu nu skal jeg forsøge at finde et større sugerør, så jeg kan trække vejret sammen med dem, og nyde at de tør vise hvad de føler og hvem de er, selvom det er hårdt.