Zbbfbf

Jeg eksplodere snart, eksplodere fordi jeg ikke føler mig tilstrækkelig. Vreden ligger og ulmer under overfladen.

Pigerne er begyndt at reagere på hele det sygdomsforløb vi har været igennem, fordi der nu er plads til dem.

Men det er så vanvittig hårdt hele tiden at skulle være ovenpå, vise at jeg kan rumme deres afmagt og vrede. En del af reaktionerne stammer jo også fra da de hver især er blevet storesøstre hhv. En og to gange. Så tænker I hvordan kan I overhovedet vide det, det kan vi fordi pigerne fortæller meget præcist hvad de oplever, og hvad der sker.

Vores ombygning trækker tænder ud, og lige nu har jeg mest lyst til at stikke af, bare blive væk. Men det er ikke løsningen på tilstanden, flugt har aldrig gjort noget godt for mig, selvom jeg ofte har tyet til både slik, sodavand, chokolade og Netflix, fordi det er nemmere end at mærke sig selv.

Jeg tager mig selv i at køre rundt i bilen, bare for at slippe for at være hjemme,’fordi mit frirum er fyldt med kaos. En anden type end indlæggelser, men egentlig tror jeg det her er meget værre – i hvertfald for mig. Frirummet er væk.

Men hvad er det for er samfund vi egentlig lever i, hvem samler os forældre op, der har været igennem mere end de fleste. Hospitalet siger, nå ja men nu er alt godt, så kan I bare vende tilbage til hverdagen som før sygdom. Men hvilken hverdag var det? Jeg husker det ikke, og jeg er en helt anden en hende der blev mor for 3. Gang, der skulle nyde en lang barsel, nyde at give mere plads til pigerne, når jeg kunne være hjemme flere måneder.

Det blev ikke sådan, og det bliver heller ikke sådan. Den forældreorlov jeg havde er væk – det kan kun benyttes hvis jeg var startet i arbejde, og tabt arbejdsfortjeneste er ikke at sidestille med det. Jeg er rystet, men jeg ved ikke om jeg har modet til at kæmpe kampen, jeg kender ikke mig selv længere.

Jeg har ikke brug for at få af vide at “det er helt normalt”, “sådan har alle det” etc, for medmindre du har prøvet det liv jeg har levet i 3 år, så aner du det ikke. Du sidestiller måske det med da da var på barsel, og til slut i den var træt af at gå hjemme, eller periode fra man har sagt op til man skal starte et nyt arbejde, eller syge børn sådan i al almindelighed. Det kan ikke sammenlignes.

Jeg kommer ovenpå, fordi det skal jeg, det forventer samfundet, spørgsmålet er bare om de er klar til at få mig tilbage, på godt og ondt. Det vil mødet med min arbejdsgiver idag måske give svaret på. Jeg er spændt, spændt på hvad mine nye hverdag bringer, hvornår den bringer det, og hvordan den bringer det.

Må I alle få en dejlig dag, jeg vil ønske mig hen til en “leverpostejsuge”, der hvor min største udfordring er aftensmad, legeaftaler, vasketøj etc. For dem har der, ved Gud ikke været mange af.

Så nyd hverdag

Så fik vi klaret julen, og nytåret står for døren.

Julen blev holdt hjemme, blot os 5. En helt vidunderlig aften, hvor der ikke var nogen der skulle imponeres, der blev gået tir, kigget på gaver, og bare nydt at være sammen alle 5. Uden byggeri, og unden andet end nærvær.

Både 1. Og 2. Juledag gik med julefrokoster, og på turen hjem fra Lolland blev Thomas skidt tilpas, så han har faktisk først rejst sig fra sygesengen idag.

Mandelgaven til vores juleaften, var retten til at bestemme en aktivitet vi skulle sammen. Josefine fik mandlen, og den er blevet omsat til en tur i biografen og se Frost 2. En rigtig fin film, men Leander havde lidt svært ved at tie stille, og vi var på toilettet 3 gange. Pigerne nød en tur som familie, hvilket vi bestemt skal gøre endnu mere, når først vores byggeri er overstået.

Vi indrømmer gerne at det efterhånden trækker tænder ud, men samtidig er vi optimistiske, og glæder os over de milepæle vi hele tiden opnår.

Vi nyder i den grad at vi alle er samlet på første salen, at alle 4 hemse fungere, som vi ønskede os, og det at der ligesom er ro på deroppe, betyder al verden.

I indeværende uge, starter næste etape for alvor, det betyder at stuen tømmes helt, også begynder nedbrydningen af den, inden vi kan komme igang med opbygningen, og ikke mindst det nye køkken. Det bliver kæmpe stort, endnu har vi ikke besluttet os for en bordplade, men mon ikke vi finder den helt rigtige for os inden køkkenet står færdigt.

Vi har 5 mdr tilbage af vores byggeri, så skal vi være færdige. Det er den ultimative deadline, og jeg tror på det lykkedes. Jeg er klar over der lige skal shines over det hele, især udvendigt inden vi kan sige vi er helt færdige, men jeg er sikke på vi lykkedes med succes.

Jeg lover at jeg laver et bygge indlæg, hvor I kan få lov til at se før og efter billeder – og hvis I er heldige billeder undervejs. Men der er så mange ting på to do listen, at det ikke lige prioriteres.

I julen blev jeg endnu engang beriget med moster titlen – denne gang til en lille lækker nevø. Vi priser os lykkelige for at han valgte at komme lige imellem jul og nytår, så skal man ikke skuffe familier ved ikke at komme enten til julefrokost eller fødselsdag. Når det er sagt så ønsker jeg at (hvis der skulle komme flere nevøer/niecer), at de måske kunne lande i måneder vi ikke har fødselsdage, for se presser sig godt nok sammen.

Men det er jo i virkeligheden et luksusproblem.

Jeg går en travl måned i møde, jeg kan desværre endnu ikke løfte sløret for hvad, men der sker rigtig meget herhjemme, en dag tager jeg jer med på rejsen. Men det er endnu ikke tid til det.

Tænk at vi nu er trådt ind i er nyt årti, egentlig har jeg ikke tænkt så meget over det, men kan jo se på mange andres opslag at det gør man.

I vores det sidste årti, har vi fået 3 børn, flyttet 3 gange, købt hus 2 gange, solgt hus 1 gang, blevet gift, også har vi overlevet i kemoland.

Thomas er blevet partner i virksomheden, og jeg har taget en HD 2. Del.

Men det største må vel egentlig være den rejse vi sammen har taget som familie. Siden vi fik Kristine i 2010, med alle de ups and downs der har været. Vi har ikke haft nemme fødsler, og vi har været ved at miste alle vores 3 børn, på hver deres måde. Vi er kommet stærkere igennem, og ikke mindst er vi kommet igennem sammen. Vi har stået sammen, grædt og grint, men modsat andre har vi aldrig smidt håndklædet i ringen, og tænkt det var nemmere hver for sig. For indrømmet kærligheden og parforholdet bliver sat på en prøve, ikke kunne ved 1. Barn, men også ved 2. Og 3. Barn, og når man så lægger en kræftdiagnose oveni, så har man en lidt farlig cocktail – og for dem som kender os rigtig godt, så har vi jo alt muligt andet ind imellem.

Vi håber det kommende år og årti, bliver mere roligt (hvis det nogensiden bliver roligt for os), vi håber at vi kan finde en hverdag, hvor jeg skal trække i en anden form for arbejdstøj, end det jeg har brugt i over 4 år. Det bliver underligt for alle parter, men især for Leander. Tænk han skal til at være et normalt barn, og vi skal være en normal familie.

Vi håber at det indebære ferie og rejser, bade og godt vejr. Alt det vi har sukket efter så længe. Det er sjovt, for når man slet ikke har muligheden, så higer man ikke efter det, men når muligheden nu er åben, så kan man næsten ikke få nok. Desværre har lottogevinsten ikke ramt os endnu, måske den kommer, men på den anden side, hvorfor skulle vi få en genvej foræret, det er aldrig sket før, faktisk rammer vi næsten altid omvejen.

Må I alle nyde netop der hvor i er nu, om det er på omvejen, i blindgyden, stikvejen, bjergvejen, Strandvejen, op af bakke, eller ned igen. For alle veje har deres udfordringer, også selvom den er lige. Så mit håb er at du holder øjnene på vejen, så du ikke ryger af den. Så er jeg sikker på  du vil se det smukke på netop den vej du køre på.

Jeg ved det, jeg har været der.

Godt nytår til alle der læser med, tak fordi du er dig.