Dag 1169 – vreden den kommer buldrene

Zbbfbf

Jeg eksplodere snart, eksplodere fordi jeg ikke føler mig tilstrækkelig. Vreden ligger og ulmer under overfladen.

Pigerne er begyndt at reagere på hele det sygdomsforløb vi har været igennem, fordi der nu er plads til dem.

Men det er så vanvittig hårdt hele tiden at skulle være ovenpå, vise at jeg kan rumme deres afmagt og vrede. En del af reaktionerne stammer jo også fra da de hver især er blevet storesøstre hhv. En og to gange. Så tænker I hvordan kan I overhovedet vide det, det kan vi fordi pigerne fortæller meget præcist hvad de oplever, og hvad der sker.

Vores ombygning trækker tænder ud, og lige nu har jeg mest lyst til at stikke af, bare blive væk. Men det er ikke løsningen på tilstanden, flugt har aldrig gjort noget godt for mig, selvom jeg ofte har tyet til både slik, sodavand, chokolade og Netflix, fordi det er nemmere end at mærke sig selv.

Jeg tager mig selv i at køre rundt i bilen, bare for at slippe for at være hjemme,’fordi mit frirum er fyldt med kaos. En anden type end indlæggelser, men egentlig tror jeg det her er meget værre – i hvertfald for mig. Frirummet er væk.

Men hvad er det for er samfund vi egentlig lever i, hvem samler os forældre op, der har været igennem mere end de fleste. Hospitalet siger, nå ja men nu er alt godt, så kan I bare vende tilbage til hverdagen som før sygdom. Men hvilken hverdag var det? Jeg husker det ikke, og jeg er en helt anden en hende der blev mor for 3. Gang, der skulle nyde en lang barsel, nyde at give mere plads til pigerne, når jeg kunne være hjemme flere måneder.

Det blev ikke sådan, og det bliver heller ikke sådan. Den forældreorlov jeg havde er væk – det kan kun benyttes hvis jeg var startet i arbejde, og tabt arbejdsfortjeneste er ikke at sidestille med det. Jeg er rystet, men jeg ved ikke om jeg har modet til at kæmpe kampen, jeg kender ikke mig selv længere.

Jeg har ikke brug for at få af vide at “det er helt normalt”, “sådan har alle det” etc, for medmindre du har prøvet det liv jeg har levet i 3 år, så aner du det ikke. Du sidestiller måske det med da da var på barsel, og til slut i den var træt af at gå hjemme, eller periode fra man har sagt op til man skal starte et nyt arbejde, eller syge børn sådan i al almindelighed. Det kan ikke sammenlignes.

Jeg kommer ovenpå, fordi det skal jeg, det forventer samfundet, spørgsmålet er bare om de er klar til at få mig tilbage, på godt og ondt. Det vil mødet med min arbejdsgiver idag måske give svaret på. Jeg er spændt, spændt på hvad mine nye hverdag bringer, hvornår den bringer det, og hvordan den bringer det.

Må I alle få en dejlig dag, jeg vil ønske mig hen til en “leverpostejsuge”, der hvor min største udfordring er aftensmad, legeaftaler, vasketøj etc. For dem har der, ved Gud ikke været mange af.

Så nyd hverdag