For ca halvandet år siden, oplevede jeg det – som mange mennesker nok frygter lidt, nemlig at blive talt om, uden at dem der talte var klar over at jeg kunne høre hvad der blev sagt. Og lad mig sige det sådan – det var ikke ros.

Det omtalte tidspunkt skete, hvor jeg var allermest sårbar, der hvor jeg var kommet i kontakt med, og havde sat stikket i til mit indre barn. Jeg sagde ingenting, jeg konfronterede ikke, jeg lod det være. Tænkte det er ikke mit, men da vi lidt senere sidder og skal spise middag sammen, er der nu en anden som kommenterer på min måde at grine på. En kommentar, jeg aldrig har hørt før, forundret over hvor det kom fra, for der var intet kærligt i bemærkningen.

I situationen sagde jeg ingenting, hvilket nok i virkeligheden er kendetegnet for mig, jeg lader folk spadsere langt hen over mine egne grænser, jeg tager imod, bilder mig ind at jeg ikke tager det på mig.

Det jeg har mærket er et konstant spænd imellem mine skulderblade, og det blev meget tydeligt da jeg forleden dag lavede en øvelse sammen med en anden. Han lagde sin hånd i ryggen på mig, for derefter at flytte den til lænden. Jeg blev nærmest ramt af et lyn i mellem skulderbladene, og fik øjeblikkelig et flash back til den situation.

Jeg delte i nuet, at jeg blev ramt, uden at sætte flere ord på. Men jeg kunne mærke hvordan hele min krop spændte op, og følelsen af at der lige gyldigt hvilken situation jeg er i (eller ikke engang er til stede), så er der ingen der har min ryg.

Og når ens erfaring er at man ikke kan regne med at andre mennesker har ens ryg, ja så lader man sit skjold folde sig ud omkring sit hjerte, og ”burer” det inde.

I går var jeg hos ”min” Anja, og fortalte om min oplevelse, og gik ellers åben ind til aftenen. Vi lavede en meditation, og det blev meget tydeligt, at jeg bliver nød til at åbne mit hjerte for Thomas, åbne op for at han har min ryg. Dele med ham hvad der sker inde i mig, i stedet for at lade mine gamle mønstre og erfaringer fylde.

Da aftenen var gået, var mit spænd væk, jeg er øm i muskulaturen, men jeg har ikke ondt, som jeg ellers har haft i mere end et år.

Jeg startede med at finde forklaringen og løsningen med mit hoved, hvilket har resulteret i ; Ny seng, kiropraktor, træning, løb – også det modsatte  -altså ingen træning, ingen løb, selvmedlidenhed.

Men det var først da jeg lyttede til mit hjerte, at forløsningen kom.

Jeg skriver dette, som en inspiration til at andre tør lytte til deres hjerte, måske tør åbne det en smule, for hændelser vil ske, som det skete for mig – men hændelsen er ikke mig, og det er en kæmpe forskel.

Jeg ved at Thomas vil have min ryg, vi har sammen haft oplevelser hvor jeg har fremstået stærk, og hvor vi vist ikke talte samme sprog, men det skal ikke blive ved med at ligge ham til last, vi udvikler os hele tiden som mennesker, og bliver klogere.

Jeg er blevet klogere – mit hjerte lyver aldrig.