For 2 år siden, sad vi i sofaen, knæk cancer kørte i baggrunden, og vi var hjemme på orlov med Leander, der var i behandling med antibiotika, da han havde haft feber en længere periode.
Man mente ikke man nogensinde fandt årsagen til hvorfor Leander var syg, men vi skulle glæde os over at han blev hurtigt rask.
Vi kiggede efter sommerferie, men inden vi besluttede os for at trykke på bestil, blev vi enige om at vente til vi vidste hvor lang behandling Leander havde behov for.
Det er to år siden, vi har stadivæk ikke trykke på knappen til bestil. Vi håber vi kan gøre det om et år, men med vores historik, så bliver det næppe allerede i uge 43 i 2019.
Thomas er ude og rejse, så jeg har været uden min bedste ven, næsten hele denne uge, der markere håbet, viljen og fællesskabet. Jeg har derfor næsten ikke set programmerne, om end “Stuegang med Breinholdt” kørte i baggrunden.
Kender jo børnene og deres historier, men blev alligevel ramt af følelsen af at vi er de unormale i det unormale. Vi er de besværlige, dem der ikke passer i en kasse. Det lyder grimt, men vi føler os tabt på gulvet, overladt til os selv, og ikke mindst så må vi forældre til de “unormale kræftbørn”, selv være herre over en del af processen.
Når man er fyldt 6 år, og bliver syg, så bliver to klassekammerater besøgsvenner for barnet, for at de kan bevare tilknytningen til skolen og kammeraterne. Og igen så er der kræftværket, hvis man er ung og har kræft.
Men lander man på stolen med et barn i børnehaven, så tænker man ikke at tilknytningen er ligeså vigtig, eller måske gør man, man prioritere det bare ikke. Og endnu værre, hvis ens barn slet ikke har været i en institution, hvordan lære man så det hvad den virkelige verden rummer – hvordan skal de lære at det normale ikke er mor eller fars støttende hånd, men “klar dig langt hen af vejen selv”, og i forældre der fik frarøvet jeres barsel – I må selv finde ud af at komme ud af jeres bobbel.
Vi er naturligvis taknemmelige for al støtte og omsorg der bliver vist os, i de flygtige minutter sygeplejesker eller læger har til rådighed i svingdøren, hvor nye kræftbørn lander på afdelingen. Det virker efterhånden mest som et samlebånd, hvor kadencen hele tiden sættes op, og man skal være heldig at man rammer kassen når man falder af båndet.
Gid knæk cancer kan hjælpe til at de varme hænder ikke forsvinder, og at de særlige også får mulighed for omsorg og hjælp, så man ikke ender på gulvet.
Jeg skal ikke se knæk cancer, (måske lidt i baggrunden) det gør simpelthen for ondt, for ingen ved hvornår Leander er rask, og jeg bliver hele tiden mindet om at vi er en kræftramt familie.
For evigt vil vi være en del af den statistik, forhåbentlig kan vi indenfor de næste par år blive en familie der er over på den anden side af kræften, hvor den kun skal være en skygge i vores hjem, og ikke være inviteret med til bords.
Uge 43 vil altid stå for os som en speciel uge, hvor vores følelser sidder lidt ekstra uden på tøjet, både på godt og ondt.
Min blog er mit frirum, og derfor er dagen idag, der hvor jeg vil dele en meget personlig historie med Jer.
Kristine bliver idag 8 år, det har taget mig langtid ikke at tude denne dag, af lykke men samtidig også fordi jeg blev mindet om den største rutschetur i vores liv – altså på det tidspunkt.
Så hvis Du ikke gider læse en fødselsberetning, så gå videre – for den kommer her.
Jeg havde termin 10.10.10 Thomas ønskede virkelig det blev på dagen, men selvom han sang lykkedes det som bekendt ikke. Så da jeg var til jordemor 11.10 fik jeg løsnet hinder, tænkte jaja så prøver de det. På det tidspunkt anede jeg ikke en skid om hvad der ventede os.
Men først til midnat 12.10 begyndte jeg at få begyndende veer, og omkring kl 6, vækkede jeg Thomas. Så kunne han lige nå at arbejde lidt – for på det tidspunkt vidste jeg godt han ikke ville komme på arbejde dagen efter.
Min slimprop gik kl 9, hvilket i sig selv var ret vildt faktisk. Thomas tog på arbejde, jeg havde det fint, og ikke regelmæssige veer.
Jeg brugte dagen på sofaen og vuggen frem og tilbage i køkkenet. Da kl slog 17 og Thomas kom ind af døren blev veerne regelmæssige. Men jeg havde det fint og god tid, så vi gik i Spinderiet, vi skulle jo handle snack og blade – ja ja vi blev klogere.
Hjemme hentede vi take away, også var det som om at mine veer tog til, og pludselig da Thomas syntes det var tid at ringe til fødegangen, ja så kunne jeg jo så oplyse Thomas om at den der famøse fødegangstaske (jeg havde jo god tid), ikke var pakket.
Men afsted med os til Hvidovre (vi boede i Valby da vi fik Kristine). Vel ankommet blev jeg undersøgt, 6 cm, så afsted med os til fødegangen.
Ankommet ringede vi til farmor og mormor, som skulle med til fødslen.
Da de ankom passede det med at vandet blev taget, men det der så skete efterfølgende er sådan lidt mere blævrende.
Kristine blev påvirket i maven, vores jordemor ville gerne tage en skalp-pH – men afdelingsjordemoren mente slet ikke det var nødvendigt. Trods svingende hjertelyd, og begyndende tegn på manglende ressourcer.
Først da klokken var 2 lykkedes det at få afdelingsjordemoren til at kigge ind, hun mente der var født indenfor en halv time, og syntes stadigvæk ikke det var nødvendigt med en skalp-pH.
Men omkring kl 2.30 blev hendes hjertelyd så dårlig at bagvagten kom på stuen. Efter svar på skalp-pH skulle Kristine ud. Nærmere bestemt – bagvagten sagde:” den baby den skal ud nu”, efterfulgt af 7 personer, der alle havde en funktion på stuen. Hun skulle tages med cup, de prøvede først med en blød cup, hvilket røg af 2 gange, derefter prøvede de med en hård cup, den røg af en gang. Jeg måtte presse om jeg havde veer eller ej, for ud det skulle hun.
Kl 3.02 blev den smukkeste pige født, men hun var så dårlig at hun kom direkte over til lægerne. Hun blev genoplivet, fik ilt, og først efter 16 min var hun så “stabil” at hun kunne flyttes til neonatal. Thomas fulgte efter, sammen med farmor og mormor blev hos mig.
Jeg er lykkelig for at jeg havde min mor ved min side, det var hårdt. Jeg så slet ikke Kristine, før min mor gik ned på neonatal og tog et billede hun kunne vise mig.
5 timer efter fødslen, måtte jeg se hende. Hun var udmattet, og jeg måtte ikke røre ved hende. Vi blev sendt på stuen, vi skulle forsøge at sove. Vi blev lagt på en to sengs stue, husker tydeligt hvor meget jeg tuede da, familien ved siden af lå med deres baby der græd, og der lå jeg uden min.
Thomas og jeg krøb sammen i min seng, vi puttede vel en time, inden sygeplejersken kom, og vi fik en enestue (den var ikke rengjort – men vi var ligeglade – ville bare væk fra de andre babyer).
Vi kunne ikke blive på afdelingen, for jeg havde det alt for godt til at være på barselsgangen, og vi blev sidst på dagen flyttet til barselshotellet.
Kristine havde det rigtig fint, og alle bekymringer blev gjort til skamme – eller det troede vi.
Kristine havde manglet ilt under fødslen, og vi vidste ikke om hun havde skader.
Det var en underlig måde at blive forældre på, men allerede 14/10 mente lægerne hun var klar til at komme hjem, de ville bare gerne se et par amninger inden.
Men bedst som jeg sad og ammede, og alt synede idyl, begyndte Kristine at sitre. Det var forfærdeligt – og vi vidste ikke rigtig hvilket ben vi skulle stå på.
Kristine blev lagt i en særlig seng med overvågning, og varmeplade. Hun blev koblet til mere overvågning, hun blev overvåget at neurofys fra Glostrup. Hun fik lagt elektroder ind på pandelappen, og hun blev scannet.
Vores lille pige, lå helt apatisk med sonde i næsen, og elektroder.
Det var en meget lang weekend, men Kristine er gjort af noget særligt, så hun viste hvilket stof hun er gjort af. Så hun rettede sig lyn hurtigt. Det var vildt at opleve, og man vidste ikke rigtig hvilket ben man skulle stå på. Lægerne sagde at de havde set børn det havde det bedre end Kristine blive grøntsager, men også børn det havde det værre klare sig helt uden mén.
Da Kristine var en uge gammel blev hun MR-Scannet, det lykkedes mig at holde hende i mælkerus, så hun ikke rørte på sig. Det var en meget lang time, vi sad inde ved scanneren, og hørte dens larm (det er virkelig højt), og da scanningen var overstået fik vi en kuvert med det foreløbige svar i hånden. Vi skulle finde en læge på afdelingen der kunne læse det for os. Det var den længste tur vi nogenside har gået, og fremme kiggede lægen undrende over hvorfor hun skulle give os svare. Heldigvis viste scanningen at Kristine kun havde haft en mindre hjerneblødning, men havde derudover inden skader på hjernen.
Da vi endelig blev udskrevet, var det med en sund og rask pige, med det smukkeste mørke hår, og et helt vildt gå-på-mod.
Hun gør mig stolt hver dag, hun udvikler sig dagligt, og kommer med nye betragtninger og anskuelser. Hun er kærlig og ærlig, smuk og virkelig stærk. Hun har en evne til at tro på sig selv, hvis det er noget hun virkelig brænder for, kæmper hun til hun kan, som for eksempel at stå på hænder.
Jeg er sikker på at fremtiden er lys for hende, hun skal tro på sig selv, for hun har vist at hun vil frem i verden, og kan klare selv den største udfordring som livet byder, hun er en overlever.
Vi har haft en skøn dag, med gæster, gaver, boller og kage. Kristine syntes dette var den bedste fødselsdag i hele hendes liv, det er heldigt det er sådan hver dag.
Vi var samlet alle mand, selv min lille nevø.En uge er han, så lækker og og meget sød. Min søster ligner en million, har overskud og virker som om hun kan klare hele verden, uanset hvad der sker. Er fuld af beundring.
Jeg fik også kysset på mine niecer, det var der faktisk ikke nogle af dem der var specielt begejstret for. Det er tydeligt sådan en dag som idag, at jeg er langt væk fra familien, og ike bare kan suse forbi.
Thomas og jeg kigger tilbage, da vi fik Kristine – med det tumult det betød, kiggede vi hinanden i øjnene og sagde, hvis vi kan klare dette sammen, kan vi klare hvad som helst. Vi har vist vi er et fantastisk team, og jeg er lykkelig for at han står som min klippe – altid.
Føler mig heldig, at vi har klaret alle de stormvejr og orkaner der har været i vores liv indtil nu. Tænk at alle 3 børn har været ved at dø fra os, på hver deres måde.
Kristine har bevist at hendes fødsel skal stå som noget smukt, så nu vil jeg lægge hendes fødsel bag mig, og glæde mig over min dejlige pige.
Ps Bloggen driller, så hvis du vil se flere billeder så hop ind på Greve Lolliks facebookside🤗🇩🇰
Tænk -for en uge siden, var det et år siden Thomas og pigerne kom hjem fra Malaga, og vi blev ringet op, at LCH var tilbage på fuldt skrald, og Leander skulle starte kemo allerede næste morgen.
Tænk at det lige nu er der hvor vi potentielt kan begynde nedtællingen, sådan for alvor. Er år to go, det er så skræmmende, og jeg ved med mig selv at vi først rigtig tror på at sygdommen er over, når vi har set at sygdommen ikke blusser op ret hurtigt efter sidste kemo, som den jo gjorde sidste gang. Det betyder også at jeg så småt skal begynde at overveje hvordan min fremtid skal se ud, hvordan jeg bedst bruger alt det jeg rummer.
Det kommer hurtigt til at virke ret selvfedt, men altså jeg har faktisk tilegnet mig rigtig mange kvaliteter, som andre forhåbentlig kan drage nytte af.
Derudover så bliver min mor 60 år idag, hvilket livsstykke. Er så stolt af at være hendes datter. Hun er en kæmpe inspiration, vi havde et brag af en fest igår. Der blev danset præcis som hun ønskede sig – og jeg har lidt ondt i fødderne idag, det er også et godt tegn, så er det i hvertfald ikke fordi jeg har siddet ned.
Kristine endte med at få lov til at være med til at danse, og synge fødselsdagssang for mormor til midnat – og sikke en fest hun havde. Husker selv tydeligt hvordan det var at observere til “voksen-fester”, og da hendes generthed havde lagt sig, så nød hun at danse, og var et kæmpe smil hele aftenen, indtil vi vendte snuden imod Greve.
For hvem kan det undre at vi brænder vores lys i begge ender, så dagen idag står på barnedåb, og muligvis endnu en tur til Mormor. Hun havde en drøm og et ønske om at samle alle børn og børnebørn til sin fødselsdag, men med indtog af børnebørn (hvilket jo er fantastisk), så blev det ikke en mulighed, så mine søstre må synge højt for hende idag.
Jeg fik – hvis jeg selv skal sige det – holdt en fin tale, men aftens højdepunkt var da min far valgte at holde tale, det var nemlig første gang han gjorde det for hende. Så der var ikke et øjet tørt, når det kommer fra hjertet, så kan man næsten ikke ønske sig mere.
Og hvad sker der ellers hos os??? Tja egentlig ikke så meget. Vi døjer med forkølelse – sådan lidt på skift, men vi håber at vi nu er overstået, så vi kan tage i SIV, få sagt pænt farvel, og forberede os på det nye kapitel der starter inden længe.
Leander har fået plads pr 1/12, hvor han så småt skal i vuggestue, så krydser vi blot fingre for at vi kan undgå for mange indlæggelser – men det må tiden vise – vi er fortrøstningsfulde.
I får lov til at komme ind bagved, så her kommer talen til min mor – i kan læse den eller lade være, men jeg synes den er ret god. Også fortæller den så godt – hvor fantastisk hun er.
Nå ja og badeværelset i kælderen er færdigt, dvs nu mangler “bare” det sidste så som håndtag på udvendig side, toiletrulleholder etc. Jeg tager er billede når det er helt færdig, så får I lov til at se.
God søndag der ude i stuerne
PS Leander smed 11 æg på gulvet, og balancerede med et under hagen, og i hånden da jeg kom i køkkenet – meget stolt af sit værk
talen er nedenfor
Mormor 60 år
Når man som dig skal holde fest, skal det hele gerne gå op i en højere enhed, og derfor bliver der naturligvis lavet en bordplan, men det er med bordplaner som det er med livet.
Vi kan vælge den sikre vej, men man ved alligevel ikke hvilke sidste øjebliksafbud der kan komme. Så kan man være mere våget, man kan vælge at dele festens borde op i alder, efter interesser, hårfarve, fødselsdag, højde, drøjde, men hvordan kan det times? Det er jo altid sådan at det bord man tænker lykkedes, altid ender med at blive lidt en fuser.
Sådan kan livet ses, hvert valg vi træffer giver et fravalg. Og hver en hændelse der sker, giver mulighed for at lære noget nyt, måske blive sendt ud hvor man ikke helt kan bunden, men for at finde ud af at man godt kan svømme.
Du havde en drøm om at lære spansk, men vi har undersøgt det lidt, og faktisk er det sådan at man nemmeste kan lære et fremmedsprog når man er omkring 7 år, så der er ikke noget at sige til at lektierne faldt dig lidt svært, og du måske ikke helt kunne holde motivationen.
Og tilbage til bordplanen, så kan det være en god idé at blande de yngre altså omkring de 22 årige og 30 årige, med de mennesker imellem 40-50 år, da de yngre er bedste til at huske navnen og ansigterne, hvorimod de lidt ældre kan gennemskue følelserne hos modparten, alene ved at se på øjet. Det giver jo i virkeligheden et er sjovt match.
For når de unge husker navne, så kan de ældre gennemskue når de taler for døve øre. Måske det kan være lærerigt for begge parter. For hvem kan ikke lære lidt hele livet?
Mor du husker altid alle omkring dig, du er nærværende, og opmærksom, du husker blomsterne til naboens datters søster som vist nok havde det lidt svært, eller stikker lige hovedet ind hos en gammel logesøster, fordi hun da vist lige trænger til en kærlig hånd.
Bordplanen kunne også deles ind i de 30 årige, der faktisk har de bedste knogler, og de 25 årige den bedste muskelmasse. Men der kan vi konstatere at du måske ikke helt egner dig til at sidde, men måske det er kroppen der minder dig om at du trods alt ikke er 30 år mere, og derfor skal passe lidt bedre på dig selv. Du løber trods alt ikke maraton som en 28 årig, for det er faktisk der du havde den bedste mulighed for at løbe den bedste tid.
Du må ikke fortvivle for bordplanen har også et fremtidsbord, der hvor du kan finde inspiration til de kommende år, som 69 årig er man ligeså tilfreds med livet, som man er som 23 årig, og man har det største ordforråd som 70 årig, så det kan være du skal overveje at stille op i lykkehjulet?
Du kan tage alle mulige forholdsregler, men du ved aldrig om der kommer en fødsel, et dødsfald, en sygdom eller skilsmisse ind, der ændre livets bordplan for en stund. Måske bliver den værre for en periode, måske kommer der ret mange afbud ind, som du ikke havde forventet, men måske kan der komme nogle nye til, så bordplanen bliver som ny, og drejningen i livet, måske gør festen endnu bedre.
Din rolle igennem livet ændre sig også, fra at være Inge, mor, hustru, svigermor og mormor. Alle roller, rummer sin charme, og skulle bordplanen inddeles efter disse roller, ville bordplanen se helt anderledes ud, du har nu fået 3 hold bedsteforældre at dele dine børnebørn med. De tager din tid, og du giver så meget af dig til dem alle 7, at du faktisk ikke har timer nok, når du også skal være mor, søster, hustru, sygemeldt, Inge.
Du kan mere end din mor tror, nu er mormor her ikke længere, men hun ville sige ejjjjj altså Inge, som kun Mormor kunne sige det, når du finder på nye ting, og ting du lige skal presse ind. Du når mere på en formiddag, end vi andre gør på en hel uge, og alligevel er du aldrig rigtig tilfreds – præcis som med din bordplan.
Hvornår er livets bordplan på plads, vi kan først se det når festen slutter, hvordan bordplanen faktisk skulle være.
Må din bordplan gå op, må du få præcis den fest du drømmer om, og nyd hvert et sekund, så er jeg sikker på at alle dine gæster, vil hjælpe med at netop din bordplan bliver perfekt – så du kan læne dig tilbage og nyde, nyde at dine gæster griner og fejre dig, at de danser så alle er ømme i fødderne i morgen – jeg er sikker op det lykkedes.
Jeg håber at I alle vil hjælpe os med at syge den omdelte sang, og sætte et skub i festen , vi er klar – (sangen var “Hip Hurra det er min fødselsdag”).
