Så gik der mere end en måned, men jeg har haft jer i tankerne mange gange, ikke af pligt, men faktisk fordi jeg har en enorm skrivelyst.

For hvad sker der egentlig hos os, ingenting og alting. Pigerne knokler i skolen, med lektier og øvelser, der er kommet rigtig godt gang i deres gruppeforløb igennem Børnecancerfonden, og vi er begyndt at finde et lejde for deres psykolog-samtaler. De italesætter selv når de savner Estrid, og heldigvis kan vi fortælle hvornår den næste aftale er booket.

Kristine mærker virkelig sig selv, hvilket også betyder at hun nu har lidt mere overskud til at gøre oprør, både hjemme og i skolen, det betyder at der nu kommer konflikter, vi ellers ikke ville have. Vi “nyder” det, for det viser os at hun igen begynder at have overskud, og hun føler der er mere plads.
Josefine “hænger” lidt mere, men hun har også et kæmpe efterslæb, fordi vi startede der hvor ilden allerede brændte, og det var altså Kristine. Nu er der kommet lidt mere ro på der, men det betyder til gengæld at Josefine oplever at have mere luft og plads, hvilket naturligvis giver hende nogle andre muligheder til at udfolde sig. Heldigvis oplever vi hun er tryg i det, og hun søger typisk mig/Thomas når hun virkelig føler sig uretfærdigt behandlet, eller når hun er rigtig ked af det. Det gør det ret nemt at navigere i, for når der er noget på spil så er det mor og far der skal give omsorg og lytte, men når det er lidt mere perifert og uden de store konsekvenser, så kan hun langt hen af vejen klare det selv.

Begge piger klare sig så godt, og vi er stolte af den udvikling de allerede er igang med. Vi skal nu til at navigere i, at vi skal forberede os på at være en almindelig familie. Ikke fordi Leander er blevet rask, men fordi denne hverdag er vores almindelige hverdag. Og i stedet for hele tiden at sigte imod målet, så sigter vi i stedet på hverdag. Det er her vi skal hente energien, her vi skal have oplevelserne og være sammen. Det er trods alt hverdagen der er mest af.

Vi er blevet tilbudt en ny type behandling af Leander, vi ved ikke så meget om den. Men den skal i første omgang gives i et halvt år, og så skal vi krydse fingre for at den virker, og vi måske helt kan undvære medicinen. Vi risikere også at den slet ikke virker, og vi skal starte forfra i forløbet. Vi har besluttet at takke ja (Altså lige nu, måske vi ændre mening når vi får mere information), vi mener ikke der er noget at tabe, for alternativet er at fortsætte med det vi kender, og det kan vi altid vende tilbage til.

Leander har lært at cykle, altså helt uden støttehjul, og hjælpestang. Nu øver vi at han selv skal sætte igang, han elsker det. Han kan faktisk cykle omkring 2 km, inden han giver helt op. Det er en kæmpe sejr, og forhåbentlig kan det give ham endnu mere mod på fysiskudfoldelse, og ikke mindst på at lære nye ting.

Han har gennemført en motorisk test i børnehaven, og den viste ikke overraskende at han har brug for støtte/træning fra enten en fysioterapeut eller en ergoterapeut, eller måske i virkeligheden begge dele. Jeg er spændt på hvornår det kan begynde, og håber sådan at vi kan få støtte til at hjælpe ham, så han ikke kommer længere bagud.

Kristine er endelig blevet hørt – hvis man spørger hende – og det betyder at hun er sendt videre til en bøjletandlæge. Så forhåbentlig kan vi komme igang i det nye år, så hun kan få rettet sine tænder. Det betyder virkelig meget for hende, heldigvis er hun nået der til, at hun ikke længere lader sig gå på  af at andre kommentere på hendes skæve tænder.

Thomas har fået sit jagttegn, han er blevet brandcertificeret, også har han bestået skydeprøven til haglgevær. Det har været et langt sejt træk, og vi har været rigtig heldige at have nogle gode Bonus-bedster i et ægepar vi har lært at kende i vores grundejerforening. For når vi ikke kan få det hele til at gå op, er de meget søde til at tage børnene, og hjælpe os. Det gør en kæmpe forskel, når man ikke har sine forældre tæt på, jeg ville ønske for alle de kunne have et ekstra sæt bedster. Man skal bare huske ikke at tage dem for givet, ej hellere med sine egne forældre.

Jeg har i snart et år haft et ml om at nå 10.000 skridt dagligt, og har egentlig overholdt det. Nu har jeg ændret det, ikke fordi jeg ikke stadigvæk holder af både lange løbetur og gå-ture, men fordi det ikke skal styre min daglig dag. Jeg kunne mærke at jeg nogle dage følt mig presset, af mit eget konkurrence-gen, og det har gjort mig godt at anerkende mig selv for at træffe den beslutning, at jeg nu skal gøre som det føles rigtigt i kroppen.

Det betyder at jeg er kommet i kontakt med en grundtræthed, som kommer af en meget lang periode (læs mindst 4 år), hvor jeg har presset mig selv til det yderste, for at leve op til mine egne idealer, og krav. Det ramte mig i dag, ikke på den der måde at jeg rullede sammen i fosterstilling og bare tudede. jeg ændrede retning, så i stedet for at gøre som jeg brude og som der blev forventet af mig, så gjorde jeg noget helt andet. Det var på en gang befriende og grænseoverskridende. Men faktisk sidder jeg lige nu, og lander i kroppen. Jeg kan mærke at min krop skriger på ilt, på pause, på optankning, på mere selvkærlighed og ikke mindst selværlighed. For hvordan har man det egentlig når grundtrætheden rammer. At være i den følelse, og rumme den, og give den lov til at være, uden jeg føler mig doven, og mindre værd – det er nyt, noget jeg skal arbejde med, men det kan faktisk også tilføre noget, at lytte til præcis det sted i sit indre.

Jeg håber det kan inspirere andre til, at mærke, præcis hvad det er de har brug for – helt uden at banke sig selv i hovedet – med burde – men blot nyde rejsen – for tro mig – i morgen (for heldigvis langt de fleste) kommer også, også helt uden du har gået dine 10.000 skridt, løbet din tur, støvsuget eller hvad det måtte være der er kan hænge over dit hovedet. Det er kun dig der ved det, og det er kun dig der kan gøre noget ved det.