Egentlig så burde vi rende rundt med armen op over hovedet, det gør vi til dels også. Jeg kan bare mærke at nu begynder jeg at mærke eftervirkningerne af mange års slid, både mentalt og fysisk.

Jeg har inden for det seneste halvandet år fået føleforstyrrelser i ansigtet, jeg har fået markant nedsat hørelse på mit højre øre, og jeg har generelt mange smerter/spændinger i kroppen.

Der bliver taget hånd om det, men det er igen noget jeg selv skal stå for, og gøre noget ved, for at det lykkedes. Jeg kan se jeg ikke er lige så god ved mig selv, som jeg er for mine børn. Det betyder at jeg bl.a. først nu har modet til at tage hånd om en fødselsskade jeg fik da jeg fødte Kristine. Jeg har simpelthen ikke set omfanget af skaden før nu, når jeg “endelig” foranlediges jeg til at sige, mærker min krop, på både godt og ondt.

Jeg sidder tilbage, føler mig ensom og forladt, forladt på den perron hvor toget kørte for lang tid siden, men i stedet for at blive stående og håbe på at der kommer et nyt tog, vil jeg begynde at gå langs skinnerne imod den nye fremtid.

Der vil være op-og nedture når man har været i dette limbo i så lang tid, jeg involvere mig i mange projekter, og har mange idéer, men jeg kan også mærke jeg bliver ked af når jeg ikke føler min indsats bliver honoreret, for jeg ved jeg gør (og har gjort) en kæmpe forskel for mange mennesker, men hold kæft hvor trænger jeg snart til lidt anerkendelse, og en følelse af succes.

Det skal ikke lyde som om jeg ikke bliver anerkendt, det gør jeg: Dagligt får jeg af vide;

Jeg elsker dig,

du er den sejeste,

jeg beundre dig,

det I har stået igennem – har jeg den dybeste respekt for

Hvor kan du overkomme meget

Det er vidunderligt og dejligt, men det er bare ikke det samme som hvis man bliver anerkendt i den store verden, for det er nu engang i arbejdslivet at succes ud ad til bliver målt, og når man som jeg er:

MOR – advokat – sygeplejerske – pædagog – skolelærer – træningsmakker – hustru – rengøringsassistent – kantinedame – indkøber – tovholder – psykolog – mægler (nogen gange krigsmægler) – søster – moster – datter – svigerdatter – tante – ven – veninde – sparringspartner – chauffør – så er der ikke mange der ser potentialet, jeg får ingen lønforhøjelser fordi jeg har nået mit årsmål, eller vi er kommet igennem året med succes. Jeg får måske en stille forlængelse af tabt arbejdsfortjeneste, men det er også det eneste. Jeg ville sådan ønske at samfundet ville forstå hvad det vil sige at være i de sko jeg har gået i så længe, så jeg kunne komme ud og bruge de vinger jeg ved kan bære.

Men det er som om der hele tiden er en flaskehals, og et system der ikke er lavet til at man kan gøre noget anderledes, end den kasse man partout skal proppes ned i, som jeg siger, jeg er en hoppebold i en lille kasse med låg på, der bliver holdt nede.

Men hvordan måler man succes, en af de steder hvor jeg føler jeg får succes, er for mig når jeg bidrager til fællesskabet, når mine input gør en forskel, når jeg kan give meget af den viden jeg har videre. Når jeg kan være i et fællesskab, hvor min person ikke bliver taget for givet, og hvor jeg kan være mig selv.

Jeg øver mig hver dag, det har jeg snart gjort i mere end 10 år, min personlige rejse startede da jeg afsluttede min barsel med Josefine, og den har i særdelshed taget fart de seneste 7 år. Men hvad kan jeg så bruge det til, når jeg ikke kan komme ud med alt det jeg har på hjertet?

Jeg øver mig kærligt i at finde de få glimt af muligheder, frihed og handlekraft, der er for min egen skyld. Jeg tager mere og mere af min kraft hjem til mig selv, i stedet for at være afhængige af andre, hvilket gør at jeg også åbner mig op for at gøre noget andet end det jeg plejer… Det er en rejse, jeg håber jeg kan inspirere “bare” en til at gøre noget andet end de plejer, så forandringerne kan ske, og at livet kan tage en drejning, når vi hopper ud af det velkendte “hamsterhjul”, for at sætte os selv fri.

En af de små ændringer jeg har gjort er; Når jeg spiser frokost, og skal sørge for at Leander får mad, så har jeg sagt at jeg ikke vil afbryde min frokost for at servicere ham, det har faktisk gjort at han nu tager stilling, får den hjælp han har brug for, og jeg kan spise uden afbrydelse.

Jeg har også valgt at min frokost skal være god for mine øjne, fordi jeg kan se hvor stor en forskel det gør i forhold til hvor stort et behov jeg har for chokolade efterfølgende, så jeg skruer faktisk ned for chokolade, ved at lave lækker farverig frokost, der gør mig glad bare af at se på det – det er lidt til kærlig inspiration.

Jeg er også nået til en erkendelse, der er lidt svær.

Da jeg var teenager, var jeg en del af en gruppe mennesker jeg holder rigtig meget af, de var med til at forme mig, give mig oplevelser på godt og ondt, jeg delte bl.a. min glæde for badminton med dem, vi udviklede os sammen, inden vi hver især tog videre til gymnasie og ud i voksen-livet.

Nogen af os tog 10 klasse, andre gjorde ikke, men vi havde stadigvæk hinanden. Desværre kan jeg se at mit ønske om at være en del af fællesskabet, og det savn jeg føler for at de mennesker som jeg delte min ungdom med, ikke helt nære samme ønske, og det er ok.

Det er mit behov, ikke deres, men hvor savner jeg de livsvidner, jeg delte så mange oplevelser med. De har en kæmpe plads i mit hjerte, men livet sker, og livet går.

Det er jo så interessant, hvordan man på et split sekund kan blive mindet om det der var, og hvor meget mennesker man ingen “normal” kontakt har med, kan bringe de følelser i spil.

Jeg elsker alle de mennesker jeg har i mit liv, og jeg ville ikke undvære en eneste. De beriger mig på hver deres måde, de giver mig skub og klap, kram og kærlighed. Det slog mig bare, at de dejlige mennesker jeg har i mit liv, fra da jeg var ung, ikke er en del af 10 årig periode af mit liv, og det føleles sådan lidt underligt, for der er jo oplevelser jeg naturligvis ikke kan dele med andre end dem, for de var der.

Nu fik jeg “sagt” det højt – det lettede helt. Jeg blev lige mindet om at jeg selv bestemmer om jeg vil føle mig ensom, men ikke mindst hvordan jeg vil takle denne erkendelse.

Jeg har besluttet at jeg vil ; Brede mine arme ud, og omfavne de mennesker jeg elsker, og jeg vil være åben for at hvis nogen af de mennesker jeg referere til, læser med, så vil jeg med glæde invitere dem ind i vores liv igen – og ellers vil jeg ønske dem et lykkeligt liv, jeg håber sådan de ved hvor meget jeg elsker og værdsætter dem.

For ingen mennesker bliver vel kede af at finde ud af, at de har haft betydning for en anden, og at de er elsket?

Leander er startet til fysioterapi, og har været afsted allerede 2 gange, han har fået noget “modellervoks”, han skal arbejde med dagligt, for at styrke særligt musklerne i fingre/hænder/arme. Det er hårdt for ham, men han syntes også det er lidt sjovt, særligt når pigerne leger sammen med ham.

Jeg har netop bestilt greb til hans blyant, som skulle kunne gøre en forskel for ham, så det bliver nemmere for at ham at lave de bløde bevægelser, og i stedet for at han skal skifte grebet til alle sine blyanter/farver, så har jeg købt så han kan få det til dem alle, vi håber det kan aflaste ham endnu mere, så det bliver nemmere at arbejde med bogstaverne og tegne.

Derudover så har han fået en robot, der “er Leander” i skolen, så når han er på reduceret skema, kan han sidde herhjemme og være med i klassen. Indtil videre fungere det ret godt, og han deltog aktivt flere gange i går, som er hans hjemme dag.

Der er flere der passer robotten, når han ikke er i skole, og det kan være med til at han, også lære andre børn at kende, og det kan måske også være med til at andre børn kan inkluderes i samværet.

Vi er så glade for at vi har fået mulighed for at være en del af dette projekt, og jeg kan se så mange muligheder i det. Jeg håber sådan at projektet kan rulles ud, så børn der har svært ved at være i skolen, og særligt de lidt ældre børn måske på den måde kan komme tilbage til deres skoleliv (Uden at jeg overhovedet skal kloge mig på, om det er muligt).