Dag 918 – Drop nu glansbillederne

Jeg gider ikke mere, jeg er træt af de perfekte billeder og historier på SoMe, jeg gider ikke mere.

Jeg er begyndt at stoppe med at følge de mennesker der kun viser glansbilledet, alle de mennesker der får pengene for at sige det her produkt er bla bla bla, eller får gratis rejser.

Hvor er historierne om når huset sejler, ungerne er umulige og manden bare ikke lige forstår et hint?

Jeg har virkelig forsøgt, jeg fortæller altid hvad der røre sig inden i mig, hvad der sker i mit og vores liv.

Lige nu gør livet ondt på mig, jeg har igennem det sidste halve år været i et forløb, der bla betyder at jeg mærker mig selv, og giver plads til de følelser der er inden i.

Det betyder så at jeg pludselig kan mærke at jeg føler mig Tom indeni, at jeg mærker at jeg har glemt hvem Malene er, før jeg fik børn, og blev gift. Jeg har helt glemt at give plads til mig selv. Jeg har givet alt hvad jeg havde for alle andre, jeg har altid fixet når det opstod udfordringer, eller der skulle findes kreative løsninger. Jeg elsker det, jeg brænder for det, jeg fik aldrig chancen i mit arbejdeliv (som jeg kender det), men jeg har i den grad altid gjort det i privaten. Forskellen på arbejdet og hjemme er; på arbejdet kan man bede om lønforhøjelse, og anerkendelse for det arbejdet man er rigtig god til. Men privat skal man selv bede om det, det er ingen der siger tak, lige meget hvad man løser og gør efter bedste evne.

Jeg har altid tænkt at det er lige meget, for jeg har nydt det. Nu mærker jeg efter, og jeg gider ikke mere. Jeg vil forsøge at læne mig tilbage, og lade verden ske. Se hvad det betyder for mig, og den verden jeg befinder mig i.

Jeg håber jeg kan finde styrken til at sige fra, gerne på en konstruktiv måde, indtil videre minder den mest om en 3 årig i trods alderen. Det er svært for børnene og Thomas og navigere i, og mest af alt har jeg lyst til at pakke tasken og tage ud i det blå, uden slutdestination, sluttidspunkt og begrænsninger.

Jeg håber jeg kommer ud på den anden side, med følelsen af at blive anerkendt, for den jeg er, og at andre måske ville gøre noget for mig, bare fordi jeg er mig, og ikke fordi jeg beder om det.

Derfor lukker jeg ned, jeg lukker ned for mine SoMe konti, jeg svare på beskeder, men lige nu skal jeg mærke efter, det betyder også at jeg ikke tager telefonen, jeg ringer tilbage hvis jeg har overskuddet til det, og lysten, men lige nu har jeg lyst til at blive væk, så kan alle andres perfekte billeder blive hvor de er, så skal jeg ikke koncentrere mig om det.

Tænk sådan skrev jeg for 14 dage siden, det er landet i mig. Jeg har stadigvæk mine konti, men jeg bruger mine egne anderledes end tidligere. Hvilket bla betyder at dette indlæg ikke er udgivet.

Nu er det noget andet der fylder, og set gør det fordi jeg gav mig selv liv til at mærke efter, mærke at jeg var ked af det. Det er så befriende, og det sjove er at jeg på intet tidspunkt mødte fordømmelse.

Det har gjort at jeg har åbnet op, så Thomas og jeg vi taler sammen. Og nej nu taler vi ikke kun om putning/madpakker/dagligdag.

Vi taler om hvordan de sidste år – snart 3 1/2 år har været, og hvad det har gjort ved os. Vi taler om hvordan vi kan springe den bobbel vi har været i. Der skal ikke herske nogen tvivl om at Thomas og jeg elsker hinanden, og der er ingen skilsmisse under opsejling el.

Men vi har været i overlevelse, og når man er det, så har det for os betyder at vi har glemt hvem vi er, og hvem det egentlig er vi forelskede os i. Vi skal finde hjem, vi er godt igang, og samtale er i virkeligheden en nem og billig ingrediens til den nye opskrift på det for os perfekte parforhold.

Vi er sammen sindsygt stærke, og kan komme over de mindste bump oh største udfordringer, så rejsen vi nu har påbegyndt ser jeg blot som en kærlighedserklæring til hinanden, fordi vi ikke vil gå i stå, og nøjes, men vil have det bedste fra hinanden og med hinanden.

Tak fordi I læser med, I skal ikke have ondt af mig, jeg får kys og kram, og mit sted er et andet nu, men syntes jeg ville dele de tanker som stadigvæk popper op, for glansbillederne er jeg så træt af.