Dag 1780 – En gammel opdatering

En status herfra, der er egentlig stille – også fik jeg meget om ørerne, så dette indlæg er faktisk allerede gammelt – det betyder så at der dumper et par indlæg ind, med kort mellemrum.

Siden sidst har vi været til kemo, vi fik endnu en snak med lægen. Nu bliver Leander scannet, så vi kan få styr på hvorfor han har så mange mavesmerter, og hvorfor han har så varieret afføringsmønster.

Vi har nu set et mønster i hvordan Leander har det, så nu håber vi at hans scanning bliver rykket frem, så vi ikke skal vente til februar, for at finde ud af om den behandling han får virker som den skal. Min mavefornemmelse siger at det ikke er optimalt, men jeg er begyndt at tvivle på om jeg overhovedet kan stole på den.

Leander har også været på koloni med børnehaven. Jeg havde lånt et sommerhus 5 min kørsel derfra, så jeg nemt kunne hjælpe, hvis der var behov for mig. Det gik fint, han kørte med bussen derop, men ud på eftermiddagen hentede jeg ham. Vi hentede pizza på hjemvejen, og jeg har aldrig oplevet min lille mand på den måde. Det endte med at ham og jeg puttede os på sofaen med film under dynen, da han havde spist. Han havde fået en smertestillende da vi kom til sommerhuset, det var meget tydeligt at den virkede, for han kvikkede helt vildt op.

Næsten morgen afleverede jeg ham igen, og tidlig eftermiddag måtte jeg hente ham igen, der var der ikke mere krudt at give af. Så jeg endte med at pakke os sammen, gøre rent efter os, også køre til Greve. Leander var udsolgt, og det samme var jeg faktisk. Det at være alene afsted, kunne helt sikkert have været en rar oplevelse, men samtidig var det for mig en påmindelse om hvor alene jeg ind imellem føler mig.

Lærerigt på en ny måde, men også på en måde, jeg er faktisk ikke helt landet i det. Ved godt det virker underligt, men jeg fandt ud af at mt “alarm-system”, ikke aktiveres på samme måde, når jeg har Leander lige inden for rækkevidde. Der hvor jeg hele tiden kan observere, mærke, tale og være tæt på.

Jeg har igennem det sidste halve år ikke fået gjort det som gør mig godt, hvilket betyder at jeg har taget på – jeg har faktisk taget så meget på, at jeg vejer det samme som jeg gjorde da jeg var “på mit højeste”, fra talt mine graviditeter. Så nu vil jeg vende bøtten, ikke fokusere på at tabe mig, det skal nok komme, men at gøre noget godt for mig selv dagligt. Der hvor min energi bliver tanket op, ikke kun der hvor min families bliver det. Det tager tid, og man kommer ind i forskellige bølge-dale.

Jeg ønsker ikke kommentarer omkring min vægt, og hvad der er det ideelle – for det ved kun jeg. Jeg vil bare dele sårbart ud, at sådan har jeg det faktisk også. Så sidder du derude, og snacker – både i chokolade, rester, chips, slik hvad det nu måtte være, så er du ikke alene. Jeg kender det så godt, så idag starter jeg en dagbog, for at give mig selv et billede af hvilke følelser der ligger bag min snack. Så kan jeg blive klogere, og måske endda bryde det mønster jeg er i lige nu.

Kristine faldt og slog sit håndled i mandags til badminton, vi tænkte egentlig det var slaget. Selvom jeg testede for brud, og hun reagerede. Vi endte med at ringe til skadestuen, men hende jeg talte med, mente ikke det kunne være brud ud fra hvordan det skulle være sket. Så hun skulle tage en panodil, også måtte vi jo ringe tilbage efter en time. En time efter var smerterne det sammen, men nu var ventetiden 6-7 timer, så vi blev enige om at se det an. Og da Leander skulle have kemo tirsdag morgen, var det heller ikke en løsning at køre på skadestuen om formiddagen. Da Leander og jeg var hjemme fra Rigshospitalet, så blev Kristine ringet hjem fra skole, grundet smerter. Så Thomas hjem fra arbejde, også tog de ellers afsted på skadestuen.

De konkluderede at der muligvis er et brud på en håndrodsknogle, dette kan ikke ses på et røntgen, så hun skal MR scannes. De forventede en til to dages tid, så var den scannet. Men det kan man ikke længere regne med, da der er travlt ved MR scanneren i Køge, så nu skal hun scannes på onsdag – på hendes fødselsdag. Så krydser vi fingre for at den ikke er brækket, for så bliver det en anderledes efterårsferie, end vi havde regnet med. Men da jeg trods alt, ikke kan lægge en forbinding på samme måde som sygeplejerskerne, så endte det med at vi onsdag kørte på skadestuen igen, for at få lagt en gips, så hun på den måde kunne få støtte/ro til håndleddet.

Så vi skal holde fødselsdag for Kristine på lørdag, jeg skal bare lige have styr på menuen, men det når jeg nok. Nu er hun endelig ved at nå frem til hvad hun gerne vil have at spise, men det er så svært for hende. Det med at træffe beslutninger, det er ikke nemt.

Og ellers så er oktober jo en måned der er fyldt med fødselsdage – det er helt vildt så mange fødselsdage vi efterhånden kan skrabe sammen. Desværre kan man ikke altid deltage i alles, når nu de invitere samtidig. Så herhjemme kører vi med, Søren Pind – reglen. Bum.