Dag 215 – kemo og indlagt

Natten har været urolig, og den lille mand har haft det rigtig slemt, især spist på natten, inden han igen kunne få bonyl. Det er det der hjælper ham bedst, sammen med Pinex hver 4. Time.
Før Vi vidste hvad Leander fejlede, var vi urolige for at give ham for meget smertestillende, men tænk som ens perspektiv ændre sig, når han rammes på denne måde.
Oppe blev vi mødt af mormor, den unge mand er noget pjævset, men det er ikke overraskende. Det overraskende er faktisk at han ikke skulle starte antibiotika i går aftes, men nu ser vi.
Vi fik morgenmad, mormor smurte madpakke til Josefine, og vi fik pakket sammen. Leander faldt i søvn, nærmest idet han blev sat i sit sæde.
Bilen punkterede igår, inden vi kørte på Rigshospitalet, så der kon vejhjælp og skiftede det punkterede hjul. Men da de jo er forskellige, må jeg jo kun køre 80 km/t, det passede så alt rigeligt i en forfærdelig morgentrafik.
Fremme gik vi i isolationsrummet (og feber), der blev givet kemo rigtig hurtigt, og taget blodprøver (på min opfordring), også kunne vi køre hjem igen.
Vi kørte forbi Thomas arbejde, da han havde købt Chips til Leander på vejen til arbejde.
Hjemme blev Leander ammet, vi puttede, forsøgte med en bolle. Han er rigtig skidt tilpas, og der er virkelig langtid til han kan få medicin igen.
Leander var lige faldet i søvn, da lægen ringede. Hans infektionstal var steget mere end det plejer (hvordan de vurdere det, når han normalt får AB i forbindelse med kemo), hvorfor vi bliver indlagt til antibiotika intravenøs, så håber vi blot vi kan på kompromis med antallet, så vi hurtigt kan komme hjem igen.
I det øjeblik man indlægges med feber, bliver man isoleret på stuen. Det er så kedeligt, og ikke mindst hårdt, især når Leander får det bedre, så vil han gerne ud af rummet, selvom han ikke må.
Vi hentede Thomas på vejen, så vi ikke skal have en bil holdende på Rigshospitalet.
Vi fik hurtigt taget nye blodprøver, og givet første omgang antibiotika. Lægen kom, og lyttede på ham. Alt i alt er de tilfredse med ham, selvom han er ret skidt.
Da sygeplejersken var færdig, passede det med at mormor kom. Hun var gået fra skole, så hun kunne kigge ind. Leander blev glad, men havde svært ved at finde ro fordi han jo gerne vil charme.
Mormor tog afsted, så vi kunne få ro. Leander faldt ind og ud af søvnen, og det var tydeligt han havde behov for sin bonyl.
Der blev lavet pommes fristes af flere omgange til ham, men det hittede ikke rigtigt.
Da han endelig kunne få smertestillende igen, knoklede han op. Der blev leget titte bøh med sygeplejersken på gangen. (Altså vi står på den ene side af vinduet, og de står på den anden side).
Morfar har henter Josefine, og han har inviteret hende på restaurant. Kristine er hos Cornelia fra klassen, og Thomas kommer herind og spiser aftensmad med os/mig.
Da Thomas kom med pizza havde vi lige leget, med at løbe frem og tilbage imellem de to vinduer vi har til rådighed. Tænk at det skal være vores glæde.
Vi var også heldige at søde A, hans mor og farfar underholdt lidt ved vinduet, med guitar og sang. Desværre var Leander ikke så nem at imponere, men vi syntes det var hyggeligt. Hvis vi er heldige har vi der fået venner for livet, skønne mennesker.
Vi fik spist færdig, og Leander blev koblet til sin maskine, så han kunne få sin antibiotika.
Det endte med snak med den søde sygeplejerske, og at Leander faldt i søvn siddende op af mig. Det er ikke første gang Idag, ej hellere sidste.
Føler mig så heldig at jeg har denne mulighed, selvom omstændighederne er lidt irriterende.
Thomas kørte hjem, og jeg fladede ud. Der er ikke så meget andet at lave.
Jeg er træt, glad for at være igang med denne serie, for så er der “kun” to tilbage, men det er hårdt og vi er trætte. Brugt som familie, lykkelig for vores netværk og familie der hjælper og træder til.