Dag 37 - igen en verdensmand uden sonde

Dag 38 – Manglende søvn – enorm appetit

Natten har været rolig, da kl. var 5.05 var Leander klar, og Thomas skiftede.

Leander og jeg stod op, jeg fik klaret morgentoilettet, og så stod Thomas op. Da pigerne skulle vaccineres (Ja, vi besluttede at de skulle vaccineres i mod skoldkopper), så skulle de til lægen. De fik derfor lov til at sove længe, så kl. 7 gik Thomas og Leander op for at vække dem, hvorfor er det ikke i weekenden de sover længe? Hmm.

Josefines kommentar var da også at hun bare gerne ville blive i sengen. Op kom tøserne, og nissen havde heldigvis været forbi, med mere modellervoks, så var Josefines lykke gjort. Kristine fik et puslespil med klokken, det bliver spændende at se hvornår hun viser interesse for at lære den.

Med morgenmaden spist, og tøserne gjort klar, kunne jeg få spist Leander af og puttet ham til første lur. Men det endte med at klokken alligevel blev 8 før han faldt i søvn. I lørdags faldt Josefine ned af trappen hos Mormor og Morfar, og da hun stod op i morges, klagede hun over ondt i knæet. Det tog til og hun kunne nærmest ikke støtte på benet. Puha, så blev man lige lidt bekymret, for Leanders sygdom kan sidde i knoglerne. Ved godt det er ret usandsynligt at hun skulle få netop det sammen, men man når lige at tænke det værste. Thomas og tøserne kørte til læge, og heldigvis havde lægen mulighed for lige at kigge på Josefine, inden de kørte hjem. Hun har forstuvet sit knæ. Lægen mente det hjalp med smertestillende, og en forbinding.

Så da Kristine var afleveret  i skole, så vendte de retur til Pileås. Thomas og jeg blev enige om, at når Leander var oppe igen, så kunne vi køre ham på arbejde, så han kunne få sin bil med hjem igen. Den har sovet på jobbet, siden julefrokost i fredags. Leander sov til kl. 9.35, Da han var skiftet og klar til at kører smuttede vi til Gladsaxe, inden da havde Thomas afleveret Josefine i børnehave. Vi var enige om at det vist var tiltrængt. Hun havde også savnet Hanne (Det er hende der ifølge Josefine bestemmer alt, og ved alt – også herhjemme).

Vi lagde vejen forbi Netto, da vi manglede rugbrød, så Thomas underholdt Leander imens jeg hentede varerne. Velankommet itl kontoret, gav jeg Leander lidt brød. Jeg havde forventet han ikke ville have det, men min antagelse blev gjort til skamme, og han spiste et halvt stykke (Samme størrelse som bondebrød). Jeg fik sludret på kontoret, det er helt rart at komme ud på den måde, selvom det selvfølgelig ikke er indenfor mit felt vi kunne snakke, men alligevel.

Hjemme igen, havde jeg en lang snak med Iben (De er endelig hjemme fra en, lyder det, skøn ferie). Jeg fik skiftet og hygget om den lille mand, inden han var putte klar igen. Men jeg fik kun lige spist min frokost, så var han kampklar igen.

Jeg syntes ikke jeg laver andet, end at få ham til at spise (hans appetit er enorm), eller at få ham til at sove (Hvilket nærmest er en umulighed). Så resten af min dag er gået med at tilfredsstille Leander.

Jeg blev ringet op af Rigshospitalet, og vi havde forventet at Leander skulle på i morgen kl. 12.30, men han er nu først på programmet, så vi skal være derinde kl. 7.30. Det giver lidt logistik problemer, da Thomas har et møde med arbejdet, som ikke kan ændres, og som han skal deltage i, kl. 8.

Moster Mie kommer og sover, men hun har et møde kl. 8 i Vordingborg, så I morgen kommer pigerne tidligt afsted, i forhold til hvad de har været vant til. Thomas aflevere Kristine hos Marie fra klassen, så kan de følges i skole, og Josefine bliver afleveret tidligt. Så ender det med at det hele kommer til at gå op i en større enhed.

Jeg får så assistance på Rigshospitalet af Anders, så må vi se hvor langtid vi kommer til at bruge derinde i morgen, håber Leander og jeg kan komme hurtigt hjem.

Det er noget af en opgave at få styr på os alle 5, men jeg lærer vel at navigere i det.

Moster Mie havde en aftale i København, så hun kiggede ind på vejen derind, og hentede Kristine. Det var så rart, så kunne jeg hente Josefine imens Mie kiggede efter Leander og Kristine.

Da vi alle var samlet, fik vi sludret lidt, men det blev ikke til så meget, så skulle Moster afsted. Hun blev afløst af Thomas, så skulle vi tænke i aftensmad. Det blev til rugbrød. Der er et eller andet hyggeligt over at spise rugbrød til aftensmad, når man sørger for at gøre det lidt lækkert. Det emmer af minder fra min barndom, Thomas er bare ikke lige så begejstret, men det gik.

Tøserne blev sendt i bad, jeg puttede Leander. Men igen idag var han ikke bare lige til at putte, han er træt, men har så meget på hjertet at det er svært for ham lige at falde i søvn. Tøserne kæmpede også noget i mod, men det lykkedes for alle at sove til kl. 19.

Thomas fik arbejdet lidt, imens jeg så et afsnit af Bones, det er vist godt den sæson snart er slut.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Dag 37 - igen en verdensmand uden sonde