Dag 61 – hverdagen er kommet

Natten har været til at skrige af, medicinen virker ligesom sidst, så jeg har igen fået en små sur, og meget sulten dreng. Samtidig er han så mild og lækker, at jeg slet ikke kan få nok af at kysse på ham.

Thomas stod op kl. 6.30 med alle 3 unger, jeg føler det som jeg vandt jeg i lotto, tænk at få lov til at blive liggende lidt længere. Kl. 7 stod jeg op, også havde vi egentlig rigtig travlt, ups.

Imens Thomas gik i bad, fik jeg gjort ungerne klar til afgang, taskerne blev støvet af, og madpakken blev pakke. Det er på en gang rart, men samtidig ville man ønske at der lige var en ferie dag tilbage.

Da Thomas og pigerne var sendt afsted, troede jeg at Leander var putte klar, men det var en gammel løgn. Han var på ingen mpde klar til at overgive sig, selvom hans øjne kløede. Så det endte med at jeg skyndte mig i tøjet (Så måtte badet vente), og gik med barnevognen. Det vil sige, der var han bestemt ikke tilfreds med at ligge, så skrigeturen blev afkortet, og vi gik hjem igen. Hmm.

Der blev skiftet en ble, og ellers blev der kysset lidt mere på den unge mand. Han endte med at falde i søvn i mine arme, det er jo fantastisk det stadigvæk kan lade sig gøre, men det var nu alligevel med en vis modstand fra Leander. Jeg endte med at lægge ham i hans egen seng, og håbede at han kunne få en god lur. Luren var kort, men han fik den trods alt.

Vi legede, Leander er virkelig blevet glad for at ligge på maven, det er så skønt, og man bliver helt høj. Vi får ikke lavet noget som helst herhjemme, og det er egentlig ret irriterende, men det kommer vel. Hverdagen skal lige indfinde sig, og jeg trøster mig med at jeg efterhånden er vant til det, altså til ikke at nå noget.

Da Leander var ved at være træt igen, var det igen en kamp. Så efter en del tuderi (Eller hvad hedder det når det er en dreng?), så faldt han igen i søvn i mine arme.

Oppe igen, blev han pakket i barnevognen og vi gik efter Kristine. Hun var i fritteren, og havde ikke sin jakke. Så moren blev stram, da hun rendte over vejen uden. Med Kristine vel inden for dørerne, gik jeg til skolegården (hvor jeg venter). I skolegården blev jeg stram igen, da en af drengene rendte rundt uden jakke på. Heldigvis virker mor-kortet, så han strøg ind efter sin jakke, da jeg bad ham om det.

Vi begynde turen hjem, men det var en kold fornøjelse. Leander blev ret ked af det, så det endte med at vi skyndte os hjem, så måtte Josefine vendte lidt.

Hjemme forsøgte jeg mig med at amme, men det ville han ikke. Så det endte med at jeg pakkede Leander i barnevognen, og håbede han ville falde i søvn på vej til børnehaven.

Det gjorde det ikke, så jeg måtte ringet il børnehaven, de hjalp Josefine i tøjet, og afsted kom vi. Puha, hvor er det altså invaliderende at Leander er syg, for under normale omstændigheder ville jeg have taget Leander med ind, men den mulighed har jeg ikke.

Hmm, hjemme sendte det med at jeg tog Leander med ind, der blev leget/set ipad på gulvet alle 3, det var så hyggeligt for dem alle, og Leander bliver i så godt humør når han er sammen med sine søstre. Så bliver man som mor helt varm om hjertet.

Thomas kom hjem, og der blev spiste aftensmad, derefter var ungerne og jeg i bad, inden de blev puttet.

Jeg er ret sikker på Leander er ved at få tænder igen, for han savler så det nærmest rammer nakken, når han ligger på gulvet (ruller om på maven, at forstå).

Thomas har været en tur i Bilka, og ordner nu køkkenet, imens jeg får skrevet dette indlæg.

Har jeg bare vundet i det store spil, at dele livet med ham? Det føler jeg, og det er jo heldigvis vigtigst.

Det var en af de korte, men der sker ikke så meget, når det meste af tiden går med et surt barn på armen, der enten skal kæmpes med for at få til at sove, eller spise.

I morgen er det kemodag, måske jeg vænner mig til det.