Dag 186 – Et halvt år klogere

Mormor og Morfar skulle være i lufthavnen kl. 5, så Thomas var tidligt oppe (det samme var jeg. Når man har det “hængende over hovedet”, sover man anderledes.
Så de kørte afsted, Thomas fortsatte på arbejde, og jeg kunne så have fornøjelsen af vores guld.
Det vil sige Kristine og Leander vågnede som to sole i vældigt humør, Josefine derimod vågnede som en tordensky.
Der var mange ting galt, men op og igang ville hun ikke.
Kristine, Leander og jeg spiste morgenmad, tog tøj på og pakkede sammen. Og da vi stod og var klar til at gå, havde Josefine stadigvæk sin ble på😬
Så det endte med at Kristine gerne ville cykle selv, så hun ikke kom for sent. Mit hjerte bløder altså lidt hele tiden, når min store pige tager de hensyn.
Hun blev sendt afsted, og stemningen indenfor var ændret. Så Josefine havde lynhurtigt smidt sin ble ud, taget tøj på fundet frem til at sætte hår.
Hub fortsatte i køkkenet, og spiste sin morgenmad. Da den var indtaget puttede jeg en meget træt Leander, og så gik i afsted til børnehaven.
Hjemme igen, fik jeg ryddet lidt op, og talt med min søster. Hende og Karoline kommer på besøg Idag.
Leander har lidt blod i sin afføring, så vi har også haft drøftelser med Rigshospitalet om det. De er heldigvis ikke bekymret, da det er helt normalt for børn i kemo, da deres slimhinder bliver ødelagt.
Da jeg havde fået styr på det, vågnede Leander.
Han blev pakket i løbejoggeren, også tog vi en tur på 10 km, i vidunderligt vejr. Vi sluttede på værkstedet, hvor vi tog vores bil med hjem.
De sidste to kilometer var den unge mand knapt så tilfreds, hvilket også kan ses på min tid.
Hjemme fik Leander lidt at spise, og så var han faktisk putteklar igen. Imens han sov, fik jeg ryddet lidt op, og gjort klar til hans frokost.
Da han stod op, ringede vi for god ordens skyld til Moster Mette, så vi ikke spiste uden hende.
Hun var på vej, så vi ventede. Det vil sige da Karoline og hende kom, skulle Moster se om Karoline kunne sove lidt mere, så inden vi så os on var klokken næsten halv tre inden vi havde spist frokost.
Vi fik pakket børnene sammen, det vil sige de var ikke klar på samme tid, derfor endte det med at Leander slet ikke sov, hvor imod Karoline sove på turen rundt efter sine kusiner.
Både Kristine og Josefine var meget begejstret for at se deres moster og kusine. Da vi var hjemme igen, var Leander utilfreds og overtræt, så det var ikke en sand fornøjelse.
Vi dansede, og fik sat aftensmaden i ovnen. Da den var spist, puttede jeg Leander. Thomas sørgede for at pigerne fik bad, hvor efter jeg puttede dem.
Vi hyggede lidt om Karoline i stuen, inden hun også skulle i seng.
Thomas har været tidligt på arbejde, så han gik i seng. Så for første gang i lang tid, lå jeg på sofaen og styrede tv’et, samtidig med jeg fik sludret med min søster.
Dejlig skøn dag, jeg er helt høj ovenpå løbetur og søster/niece hygge.
Men tænk det er nu et halvt år siden vi lærte at sige Langerhans celle histiocytose – den dag havde vi ikke regnet med vi nogensinde lærte at sige det. Der var heller ingen der forventede at vi skulle være i dette forløb så længe, men sådan er skæbnen altså.
Hvis vi er heldige, kan Leander starte sin vedligeholdsbehandling op om 13 uger. Det er altså til august. Hvis alt så kommer til at gå derfra, begynder det at ligne starten på afslutningen.
Idag var også dagen hvor jeg faktisk skulle have været retur på mit arbejde efter endt barsel, og tænk min hjerne har ikke dvælet ved det, for min situation kan ikke være anderledes.
Håber alle der læser med nyder livet, nyder den frihed der er i de små ting, selvom det ikke føltes sådan. Det er så skrøbeligt, og intet bør tages for givet.