Dag 221 – Sydhavsstafet og cirkus

Tirsdag er mormor-dag, så vi havde lidt bedre tid. Det betød at vi havde god tid, pigerne blev afleveret, og Leander blev puttet til sin første lur.
Vi har haft en hård nat med min 10 opvågninger 🙈, så vi er brugte.
Jeg fik spist morgen mad og sludret med min mor, inden hun satte sig med lektierne.
Leander sov kort, da han var oppe igen fik vi ryddet lidt op, og hygget inden mormor overtog jeg kørte i Waves.
Skylle ind til “min” optiker, tænk den er lukket – er det ikke god stil at informere sine kunder??? Så nu skal jeg finde en ny – bliver ikke let. Ender med jeg må skifte til Maribo, de kender mig trods alt.
Hjemme igen fik vi frokost, Leander blev puttet, mormor og jeg lagde os på sofaen, det var tiltrængt.
Da Leander var oppe igen, pakkede vi sammen og drog sydpå for at løbe sydhavsstafet – ja hvad gør man ikke for at holde sin træningsplan.
Leander sov på turen derned, fremme satte vi mormor af, og tog i stedet for Liv, Karoline og Moster Mette med, fortsatte turen forbi bageren og endte hos Oldemor, til stor begejstring for os alle.
Skønt at se hende i sit rette element, med måsen i vejret, og igang med at ordne haven. Hendes have har altid været i en klasse for sig, og selvom hun er 92 år i næste uge, så imponere hendes have stadigvæk – hun er sku sej.
Vi fik spist kager, sludret og leget med børnene, inden vi returnerede til Maribo.
Her kom vi alle i løbet tøj, Leander fik kartofler med sovs, inden han kom i vognen og vi gik på stadion.
Vi blev sendt afsted, vi havde på forhånd lavet vores egne “regler”, så derfor startede vi alle 4 samtidig, tilgengæld løb Mormor, Moster Mie, Leander og jeg to runder, altså 10 km. Og Moster Mette, Karoline, Dennis og Liv gik ruten en gang.
Vi kom i mål indenfor 5 min, det syntes jeg er ret godt klaret.
Leander og jeg slog rekord, men vi skal gøre det bedre hvis vi vil forbedre på halvmaratonen til august.
Derfra gik turen til Moster Mette og co, hvor vi spiste og hyggede inden vi strøg hjem til Greve sammen med mormor.
Hjemme blev bilen pakket ud (tak morfar og Thomas), inden vi gik i seng.

Thomas, Josefine og morfar har været i cirkus og se Kristine optræde, eller det vil sige; (nu får i lige lidt morgalde)
Kristine blev usikker og genert da de skulle melde sig til at optræde, hvorfor hun sagde hun ikke ville.
Det fik hun åbenbart lov til, men en 6 årlig kan jo ikke gennemskue konsekvensen af ikke at vælge til. Vi var så på skolen i anden anledning for omkring 3 uger siden, hvor Kristine og jeg sammen gik til en af de voksne, for at sige hun gerne ville være med alligevel.
Jeg tænkte nu er alt i den skønneste orden, Kristine kommer nu på et hold, og jeg får vel besked hvis jeg skal gøre noget.
Vi taler om cirkus, også i sidste uge siger Kristine til mig ;”hvornår skal jeg være med i cirkus, de andre øver sig og jeg er ikke med”, jeg ender med at tage den med samme voksne igen.
Hans svar var, jamen Kristine er da med, hun hjælper med at bære ting frem og tilbage, men nej hun optræder ikke, for hun havde ikke skrevet sig på listen da de skulle vælge.

Her sidder jeg så tilbage med en pige der i forvejen har det svært, føler sig udelukket fra klassen og alene, med egne ord, de andres børns leg er låst for hende, og hun føler sig alene.
Også er hun blevet ekskluderet af fællesskabet med de andre, sidder alene på de bagerste rækker i cirkusset, og har bestemt ikke købt ideen om at hun er vigtig for at forestillingen bliver til noget.
Jeg sidder tilbage med følelsen af at lærer/pædagog i Kristines klasse er ret irriteret på hendes forældre (læs mor), og det går ud over Kristine.
De voksne tror ikke på det vi fortæller om Kristine, for det “oplever” de ikke, men helt ærlig hvor meget oplever de. De kender børnene fra et år on/OFF jeg har kendt hende siden hun lå i maven. Jeg er talerøret, og når jeg siger de skal hjælpe mit barn, så skal de støtte op i stedet for at affeje.
Det må da være essensen af deres uddannelse, at inkludere og få alle med.
Vi glæder os til næste år, hvor minimum ro ud af tre af lærerne bliver skiftet ud. Det kan kun blive bedre, jeg har tillid til at opgaven løses, og ellers må konsekvensen være at vi finder en anden skole til Kristine.
Jeg er ked af det på min datters vegne, havde jeg kræfterne havde jeg stampet endnu mere i gulvet, så Kristine ikke blev kørt ud på et sidespor.
Tak fordi I læste med, jeg fik luft, så nu kommer jeg forhåbentlig igennem de sidste skoledage uden at eksplodere overfor vedkommende.
Tænk hvis det var hans barn, så havde situationen nok været anderledes.