Dag 216 – indlagt/orlov og reflektion

Natten har været meget urolig, den ene nabo er meget skidt, og den anden nabo holder ramadan, så de er vågne om natten. Det siger næsten sig selv at jeg er træt, Leander sov fra det meste af det, eller klynkede med.
Leanders infektionstal er stadigvæk forhøjet, men vi fik lov til af gå hjem på orlov, dejligt. Man bliver altid så glad, når man lige kommer hjem et smut.
Det er barskt at være her på afdelingen, og det er en helt anden verden man står ansigt til ansigt med.
Jeg har talt med en mor Idag, hvor lægerne har opgivet deres barn, og de blot mener det er et spørgsmål om tid, det sætter altså tingene i perspektiv, og snakken i vuggestuen el er overflødig. Hvordan takler man bedst den situation, jeg gjorde det med medfølelse, og lod dem vide at vi ber for deres lille. (Han er ikke meget ældre end Leander).
En anden har Idag haft er hjertestop, og man ved ikke om barnet bliver “normalt” igen.
Jeg er tom for ord, vores situation er pludselig nem at håndtere.
Må ingen stå i den situation igen, ved godt det kommer til at ske, men for hver gang er vi forhåbentlig tættere på en kur imod denne sygdom.
Bliver så lykkelig for mine ynkelige problemer og udfordringer med vores børn, er sikker på at de forældre til de børn, ville bytte for enhver pris.
Livet er så skrøbeligt, alt pris på det, og værdsæt at du ikke er i denne situation.