Dag 452 – Vi er skudt igang, eller

Vi er hjemme, og vi elsker det. Det har været en meget lang periode – faktisk næsten 3 uger, hvor vi har opholdt os mere eller mindre permanent på Rigshospitalet. Nu håber vi, at vi kan holde os ude derfra, at vi kan nyde det “normale”, og føle os som sådan.

Det er i skyggen ag indlæggelserne at ensomheden og magtesløsheden rammer, det er der vi er sårbare, og det er netop det der skal så lidt til.

At så mange med—kræft-familier gav mig ret, at de gav sig til kende hjalp virkelig, for selvom vi føler os alene, har vi trods alt altid vores skæbnefæller. Når det så er sagt, blev det endnu engang tydeligt hvem der reagere på mit hjertesuk, det er de samme som altid. Og lige skuffet bliver vi hver gang, mon ikke når virkeligheden banker på har fundet ud af, og lært at vi ikke kan regne med dem, selvom de alle til hver en tid ville kunne regne med os? Jeg håber det, at jeg lærer at jeg er værdifuld, og det ikke har betydning hvor mange vi omgås, men alene af dem vi omgås med.

Vi har en meget træt dreng, der ikke kan finde ro i kroppen, hvor vil jeg ønske at han finder den ro og får indhentet din søvn, hans “humør-medicin” er brændt af hen af mandag.

Vi er endelig nået videre i kælderen, og er ny nået til det sted hvor der kan blive bygget op igen, vi glæder os så meget, til at opbygningen for alvor kan begynde, og kælderen kan blive endegyldig afsluttet (hvis vi lige ser bort fra at vi gerne vil skifte trinene på trappen).
Desværre er det en kamp at finde håndværkere der har lyst til at løse opgaven, jeg håber de ved hvad de gør når de siger nej til arbejde, men sådan er der jo så meget.

Jeg er heldig jeg har min dejlige familie, en ekstra tante i Spanien der sender tusindvis af kærlige klap afsted til os, og ikke mindst vores allernærmeste venner og veninder. Vi elsker hver og en, jeg håber blot de er klar over hvor værdifulde de er for os.

 

PS Leander og jeg blev forkælet af en sød pige og hendes mor fra afdelingen under indlæggelsen, Leander var tydeligt begejstret