Dag 448 – norovirus og mental nedsmeltning

Vi hader at være indlagt, det splitter vores familie, og vi bliver mindet om at vi står alene med kampen og frustrationen.

Leanders infektionstal var meget imod forventning fordoblet, hvilket betød at vi fik forlænget indlæggelse, og er startet antibiotika behandling – to slags – intravenøst. Han har det godt, selvom vi keder os bravt, og hader at være her.

Følelsen af afmagt overtager idag, og jeg bliver ked af, at vi er så langt væk, fra dem der er der for os uanset. Jeg har sagt det så mange gange før, men følelsen af at være ingenting for andre overtager, og lysten til at opgive det sociale netværk spiller ind. Hvorfor forsøger vi desperat at holde fast i netværket, når de ikke forsøger at fastholde os? Måske har det altid været sådan, og så er vi både dumme og naive, men det kommer bag på os, at det hele tiden bliver sat en tyg streg under at vi vitterlig er alene.

Der misunder jeg alligevel de muslimske familier, der samles man, støtter op og er der hele tiden, hele vejen på godt og ondt. Måske de ikke sidder tilbage med den sammen følelse, måske de sidder med følelsen af at blive kvalt i kærlighed, men hvad er så bedst???

Vores familie er stærk, og vi skal nok komme ud på den anden side, for det skal vi, ikke uden skrammer, men netværket eller hvad vi skal kalde det, kommer nok til at se en ny side af os og vores familie.

Vores kæmper har raget en norovirus til sig, så vil alle derude love at blive lidt bedre til håndhygiejne??? For så kunne, du, vi og andre undgå smittet, for hader vi alle ikke bare opkast og diarré???

God lørdag aften, håber I nyder den med jeres kære. Jeg tilbringer den i selskab med den sejeste jeg kender, til lyden af en pumpe der sørger for at der kommer væske i den lille mand, inden jeg vil forsøge med søvn, for tiden den skal blot slås ihjel til næste omgang medicin, så vi kan komme hjem på besøg. Idag blev vi modtaget med flag, hvordan mon velkomsten er i morgen? En ting er sikkert, jeg glæder mig til den.