Dag 447 – indlagt igen igen

Vi har haft en hektisk dag, da Leander skulle have lagt et nyt cvk og have dræn i ørerne.
Vi endte med en lang dag på kontoret aka Rigshospitalet – vi kørte hjemme fra kl 6.45 og var først hjemme i Greve kl 21. Vi var brugte, og ikke mindst ør i hovedet.
Den stue vi havde fået var 25 grader varm, hvilket er en omvæltning i sig selv, da jeg normalt fryser.

Nå men jeg kom så ikke længere med nit oplæg, og det er der mange grunde til.

Leander cvk virker perfekt, hvilket er ret heldigt, for allerede natten til onsdag fik den unge mand feber, så kender vi jo rumlen, men først til eftermiddag kom vi afsted til Rigshospitalet, hvor vi skulle vente i et undersøgelseslokale, ingen stuer ledige.
Morfar og Josefine var med, men de endte med at kører til Greve, spiste på restaurant, og hente Kristine hos en veninde.
Vi blev indlagt og kl. 22.30 sendte vi Thomas ud af Døren, og jeg fik Leander til at sove.
Det betød 3 dages indlæggelse med antibiotika, og da han er lidt snottet og hoster, ja så er det isolation på stuen alle dage.
Heldigvis rettede han sig ret hurtigt, så fredag aften kunne vi komme hjem.
Dejligt med weekenden hjemme, altid efter en indlæggelse, så er der mange gøremål, og det tager altid en lille uge at komme tilbage i vant gænge.

Også ville man tro det sluttede her, med de levede lykkeligt til deres dages ende, men ak nej.

I nat har Leander kastet op, og han feber er nu over 39, så vi er retur på Rigshospitalet, med en sløj ung mand. Det bliver spændende at se hvad hans blodprøver siger, og hvad lægerne vil sætte igang.

Men mon ikke vi er tilbage, indlagt i isolation, antibiotika i minimum 3 dage? Jeg håber det ikke, men tiden herinde har efterhånden lært mig at jeg ikke kan regne med noget.

Han er rigtig skudt tilpas, så håber på der snart kommer en læge, der kan beslutte et eller andet, så han kan få det bedre.

Min lille mand, mit hjerte bløder og jeg kan mærke at jeg er påvirket.

Weekendens aktiviteter er sat på standby, og vi er tilbage hvor vi ville ønske at alle andre vist hvor heldige de er, at der børn blot er syge, men ikke kræver indlæggelse.

også vil jeg minde jer om at kysse jeres unger, endnu et barn har vi sagt farvel til, man vænner sig aldrig til det.