Dag 44 – Lolland tur retur

Natten har været lidt underlig, fordi Leander startede på eget værelse. Omkring kl. 5 var han klar til en ny dag, og Thomas tog tjansen, jeg er så træt at jeg har svært ved at hænge sammen, men det kommer vel.

Omkring kl. 7 stod jeg op, Leander var træt igen, men han ville ikke rigtig ammes. Jeg fik puttet ham i barnevognen, også kunne vi spise morgenmad.

Kristine klager fortsat over ondt i maven, så vi fik en tid hos lægevagten kl. 9.30. Thomas har fået halvvejs hold i nakken, han er jo blevet en gammel mand, så julefrokosten sidste fredag, var alligevel en for stor mundfuld, eller også var det fordi de spillede Bumperball med kollegaerne. Derfor aftalte vi at Mormor kunne give en omgang massage og nåle, for at han skulle klare sig igennem til tirsdag, hvor han har kiropraktortid, igen.

Jeg tog til læge med Kristine. For at hun fik en oplevelse af at det er mor der tager sig af de syge børn i familien, og ikke mindst at hun er mindst lige så vigtig som Leander er. Lægen var rigtig behagelig, Kristine var lidt genert, men han fik trykket hende på maven, og vi fik talt lidt om det. Han tog hende meget seriøst, og anerkendte at hun havde ondt i maven. Han mente at agurker og gulerødder var den kur der skulle bruges, da hun virker til at have lidt for meget mavesyre. Hun livede rigtig meget op efter det besøg. På hjemvejen fik vi talt om hvilke dyr vi er hver især er. Psykologen ville gerne have en tegning, hvor hun havde tegnet os som dyr, men den unge dame vil ikke rigtig tegne det, for det kan hun altså ikke gøre rigtigt.

Vi kom mange mennesker igennem, Thomas var et pindsvin, fordi den kan rulle sig sammen og beskytte sig selv og os. Man bliver jo helt varm om hjertet. Ved så ikke hvordan jeg skal tolke at jeg var en slange, fordi jeg er hurtig. hmm.

Hjemme fik vi pakket os sammen, og drog afsted i mod Lolland. Leander er ikke rigtig i humør til at spise idag, til ret stor frustration for mig. Jeg har ret meget mælk, og det gør rigtig ondt når ikke man kan komme af med det.

Turen derned gik ok, der var næsten ikke noget ballade eller tuderi. Vi landede på parkeringspladsen bag ved Lollands Centret, Thomas hoppede ud, og gik til klinikken. Jeg og ungerne kørte til Farmor og Farfar, hvor Farmor som altid havde disket op med en lækker frokost. Vi fik spist, Leander kastede lidt rundt med maden, Josefine kunne ikke rigtig finde ud af at spise, hvor imod Kristine kørte ind. Det er altid en fornøjelse når ens børn spiser.

Da vi alle var spist af, fik Farmor Leander, og jeg tog pigerne med til juleoptog i Maribo. (Thomas tog bilen retur, for at spise frokost, og tage Leander med retur). Det passede lige med at jeg passerede gaden sammen med Josefine, 1 meter før optoget gik forbi. Som Moster Mette sagde “I nåede det lige”, det må man sige vi gjorde. Det rigtig fint optog, der blev kastet en del karameller, og pigerne syntes det var en fest. De var omgivet af Moster Mette og Moster Mie, det var rigtig hyggeligt, ikke mindst at se Liv være med, selvom jeg ikke helt fangede at det var hende jeg hilste på. Jeg er vist ikke så hurtig idag.

Da optoget var overstået, gik vi over til Mormors nyåbnede klinik. Hun har flyttet sin klinik, så den nu ligger ved siden af Zar, så placeringen er meget mere synlig. Hun har fået sin gamle skranke (den stod i butikken i Holeby) ind på plads, det føles så dejligt trygt at gå ind af døren, og sætte sig bagved skranken. Man kan næsten dufte ens barndomshjem, vidunderligt.

Det var helt underligt at være afsted, Thomas var jo ikke med, så jeg blev mødt af rigtig mange vi kender. Jeg fik en lang snak med Kasper (han er gift med en gammel klasse kammerat til mig). Det satte lidt tanker igang, for er det bedre at jeg alene blogger når der er nyt om Leander, eller vil I gerne følge vores hverdag? I må så gerne give indspark, for mig virker det som terapi.

Indenfor fik jeg nusset om niecen (Stadigvæk kysselækker), jeg kalder hende Krudt-Marie, fordi hun virkelig har fart på, kan jo slet ikke følge med. Jeg fik talt med en masse af de skønne mennesker der ønskede Mormor tillykke med den nye klinik, men også alle de mennesker der har støtte Foreningen Cancerramte børn. Mormor havde i dagens anledning, valgt at alle der bestilte en tid og betalte for den idag, ville betalingen gå ubeskåret til FCB, hun ramte knapt 5.500 kr, det syntes jeg er meget imponerende. Thomas og jeg bliver næsten helt forlegne over hendes ihærdighed, og hendes måde at ville gøre en forskel på, i forhold til vores nye liv. Det er en forening, det hjælper og støtter familier som os, så pigerne fortsat kan være med til sociale arrangementer.

Tak til alle der kiggede forbi, støttede, og gav et kram. Det er dejligt I kommer over, for der er i sandhed mange der ikke ved hvordan de skal reagere når de ser os, men vi er altså stadigvæk bare os, og de spontane tudeture er vi ovre, så det skal I ikke frygte. Det virker måske banalt, men vi vil så gerne høre hvad der sker i jeres liv, for det går jo ikke i stå, fordi vores verden for en stund vendes på hovedet.

Kl. 15 kom Thomas til kllinikken, Leander var vågen og sulten, så vi byttede. Jeg tog til Mormor og Morfar, hvor jeg fik ammet (det han nu gad), og inden længe kom Moster Mie forbi. Hun ville gerne lige kysses på af den unge mand, men det forstår man jo godt. Ligesom hun kørte, kom Mormor, Morfar, Oldemor, Thomas og pigerne tilbage. Det var rigtig hyggeligt, ikke mindst at sludre med Oldemor. Jeg syntes hun havde en af sine bedre dage, det er altid rart at man lige kan suge lidt af hendes nærhed ud af hende.

Omkring kl. 16.30 valgte vi at vende næsen imod Greve igen, for Leander begyndte at blive træt igen, og jeg tænkte det var bedre han faldt i søvn bilen, og vi så var hjemme, istedet for at vi først kørte hjem efter aftensmaden. Den plan var Leander ikke enig i, så der blev skreget en del på turen hjem, og hvis ikke han skreg, så skulle en af tøserne tisse, eller også var der diskussion om hvad der skulle ses på telefonen. Puha det var en meget lang køretur.

Hjemme blev Leander tilbudt kartoffelmos, det hittede ikke. Derefter blev den unge mand puttet i sin egen seng – det bliver spændende hvordan natten forløber. Han ville ikke rigtig spise, men til sidst lykkedes det, og han faldt omkuld.

Vi fik lige puttet med tøserne i sofaen, inden det også var godnat tid for dem.

Da pigerne var puttet, så Thomas og jeg film, en film som man ikke skal tænke over, men dejligt med lidt grin og ro i hovedet og kroppen. Nu kan den nye uge bare komme an, vi er kampberedt.

Vi fik et godt råd til Kristine, at jeg skulle forsøge at digte et eventyr, som vi sammen udviklede, så lige i øjeblikket fortæller vi historien om Prinsesse Sara der har fået en fodbold i maven i skolen, tænk hvis det virker.

God aften derude.