Dag 240 – Ensomhed og Lolland tur/retur

Søndag var Leander meget tidligt oppe, han har tydeligvis fortsat rigtig ondt, håber virkelig de kan hjælpe ham.
Vi fjumsede lidt rundt, meget trætte. Josefine kom op, vi lagde dej til boller, og gik lidt frem og tilbage imellem seng og køkken/stue alle 4, Leander blev puttet i barnevognen igen omkring kl. 7, og Josefine gik også selv i seng.
Kl. 8 var vi alle oppe igen, og Josefine formåede at vække Leander.
Vi gik sådan lidt rundt om os selv, det er så synd for Leander han har så ondt, men det er også synd for os at vi ikke rigtig sover, og kan være tilstede.
Da vi spiste boller, talte vi om dagen. Det endte med at begge piger fik en legeaftale, så da de pigerne var afleveret til dem, puttede jeg Leander.
Thomas slog græs, og jeg kiggede på vores budget. Det er noget af en jungle, for vi har rigtig mange udlæg, for henholdsvis parkering, medicin og transport. Det skal vi snart have helt styr på. Vi vil rigtig gerne have renoveret vores hus, så vi kan nyde det færdige resultat. Situationen med Leander har lært os at vores tid er for dyrebar til at bruge den på al for meget renovering, og alt for lidt tid med børnene. Men det kræver alligevel en del benarbejde, før vi kan komme så langt. Der skal ho bruges en masse penge, og da pengetræet i haven er gået ud, må vi jo spørge banken om lov, kryds fingre for at det kommer til at gå som det skal-please.
I vores ensomhed, og frustration endte vi med at ringe til Mormor og morfar for at høre om de ville give en flæskesteg, de ville de heldigvis gerne, så vi pakkede bilen, hentede pigerne og drønede imod syd.
Her var morfar og Dennis i haven, mormor i køkkenet, Liv, Moster Mette og Karoline legede, så der var familiehygge på højt plan.
Det var skønt at føle sig normal, at føle sig som en del af et fællesskab, selvom det er lidt frustrerende at man skal køre til Lolland for det, men det er nu der det meste familie bor.
Vi returnerede til Greve, brugte og meget trætte, men trods alt glade for at være en del af familien.
Kristine havde været at lege hos bedste vennen, men han havde også besøg af en anden veninde, hold op hvor blev hun ked af det da vi kørte til Lolland (og da vi var der), hun følte sig svigtet, og hun følte sig slet ikke som noget værd. Min lille pige, jeg håber sådan at hun finder modet til se ham igen, for hun elsker ham virkelig.