Dag 52 – hjemme i 6 timer

Natten har været ok, Leander har spist ofte, og pigerne har været der på skift. Vi har derfor haft en del renderi.

Kl. 5.21 var vi oppe med Leander, og da vi jo er isoleret må vi ikke forlade stuen, så morgenhyggesnakken foregik på toilettet – kunne godt have ønsket mig det anderledes. Vi fik fat i sygeplejersken (havde håbet der var givet medicin og taget blodprøver kl. 4 – men nej), så hun kunne klare det der skulle klares, imens jeg forsøgte at få Leander til at sove igen. Det lykkedes på ingen måde, og ret hurtigt efter vågnede Kristine. Så var alle mand vågne på stuen, og igang kl. 6.30.
Thomas sørgede for morgenmad til pigerne, og jeg fik ammet Leander. Heldigvis fik jeg en lille lur ud af ham, imens vi andre kunne hvile. Dvs Thomas sov, og Josefine ville putte med mig, men det har sådan en lille fis jo ikke ro til, og inden jeg fik set mig om, var Leander vågen igen.

Der er intet at lave sådan rigtigt, andet end at underholde efter bedste evne, men bare det at Leander og Josefine (hun er også isoleret pga forkølelse) ikke må komme i køkkenet begrænser jo en hel del. Sygeplejersken kom ind, og vi fik fortalt hvad vi lige havde af spørgsmål.

Da jeg havde sagt at nu skulle jeg have tøj på, kom lægen.
Vi fik lov til at gå en tur – det var mere end tiltrængt, men inden vi kunne komme afsted skulle Leander have frakoblet sin væske (bruges til at holde hans cvk “åbent” imellem antibiotika), lagt ny sonde, og have mad. Så det endte med at klokken var 12 før vi kunne komme afsted. Leander faldt i søvn i mine arme, så det var rimelig nemt at få ham puttet.
Vi gik afsted, i mellemtiden havde vi glippet frokosten (troede vi), så det blev en tur i 7 elleven efter pølsehorn til tøserne .
Det blev aftalt med Mormor og Morfar at de kom ind for at hente pigerne med på ferie, det har hele tiden været aftalt, men ikke planlagt.
Det blæste så meget, at gå turen ret hurtigt blev afsluttet – Josefine fik i følge hende selv blade i hovedet.Tilbage på stuen fik Josefine lynhurtigt vækket Leander, det var bestemt ikke meningen – så moren blev lidt stram. Tilgengæld betød det at Leander fik sin medicin kl. 13 – inden da havde han lige kastet op (så det var amning forfra).

Vi skyndte os at pakke sammen, og komme afsted til Greve kl. 14 var vi på vej hjem.
Vel hjemme sov alle børnene, Leander blev puttet direkte i barnevognen, og vi fik vækket pigerne. Mormor havde leget tornado hjemme, så der var ryddet op, ordnet vasketøj og støvsuget. Morfar havde sørget for at aflevere flasker, hvilken luksus at komme hjem til.
Vi fik hygget, kigget julegaver, spist klejner og æbleskiver til eftermiddagskaffe. Så dejligt, det føltes helt normalt, og julet.

Leander vågnede omkring kl. 16 (så han endte med at sove små 2 timer), men når man i den forstand er på hele tiden, føltes det som en evighed, og blev helt glad da han var frisk igen.
Jeg fik varmet rester fra juleaften, så julemiddagen blev nydt endnu engang, denne gang var stemningen noget lettere, og Leander sørgede for underholdningen.
Derefter fik jeg ammet Leander og puttet ham, pigerne blev pakket sammen og Mormor og Morfar tog vores guld med til Lolland på ferie. Thomas og jeg gik i bad, det er en fornøjelse, når man ikke først skal spritte alt af.
Vi fik pakket sammen, sat Leander i stolen og trillede tilbage til Rigshospitalet.
Herinde fik vi installeret os på ny, Leander fik sin medicin, og jeg fik ammet ham. Han er blevet puttet, vi drømmer om en rolig nat, men hvem ved.

Har slet ikke fået opdateret jer på al den forkælelse vi modtager;
Vi har fra vores familie på Fyn fået en bondegård til Leander, og pigerne har fået hver en bog med Frost som tema. Det hitter altid, og jeg havde gjort så det var Nissen der havde dem med.

Så har min kollega Anne sendt et spil, i dette kaos har vi ikke fået det spillet, men det skal nok komme.

Idag kom Elena forbi med en kurv hjemmebagte boller (bragt til Rigshospitalet) og smør, chokolade til far og et smukt smykke til mor.
Bliver så rørt og overvældet af al den kærlighed og omtanke vi møder på vores vej. Føler os så heldige.

Havde en mærkelig følelse i maven, utrygheden og usikkerheden der lure, ind vi ankom til Rigshospitalet for natten – underligt at den næsten var mere rart at komme herind, frem for at være hjemme.