Dag 64 – ovenpå

Josefine vågnede var ikke helt frisk, men det kan man jo ikke altid regne med. Tøserne spiste morgenmad, Leander spiste kartoffelmos (Eller et par mundfulde). Derefter var der lidt hygge i stuen. Inden vi stod op var der hygge i vores seng, så vi var ikke de hurtigste ude af starthullerne.

Da pigerne opdagede at der lå lidt sne, så ville de ud, så kl. 8 var de hoppet i flyverdragterne, og legen var igang. Jeg puttede en træt Leander i barnevognen, også blev han stillet i den bagerste garage (så det stadigvæk var udenfor, men ikke nær så koldt).

Thomas og jeg tog muligheden, så vi endte med at gå med udenfor, så vi fik ryddet op i den forreste garage. Dem som kender os, ved at det var et meget stort arbejde, der ikke bare lige var til. Vi har renoveret vores kælder (start januar 2015), og i den periode opmagasinerede vi alle de ting i vores garager, men vi har aldrig rigtig blevet færdige med at sortere, og lægge det sidste på plads, og ikke mindst smide til genbrug (Nok mest lossepladsen).

Oprydningen blev iværksat, og vi var virkelig effektive. Det giver jo blod på tanden til mere. Leander sov helt fantastisk, så det blev til to timer med fuld power. Han vågnede først kl. 10.20 (der var jeg lige blevet kaldt ind til Josefine).

Josefine derimod har fået feber, 39,2. Leanders temperatur er ere stabil, men stadigvæk lidt høj. Vi ringede til Rigshospitalet, sygeplejersken ville lige konferere med en læge, og vende tilbage. (det gjorde vi allerede kl. 7.45) De har jo deres egen tidsregning, så det med hvornår de ringer tilbage, kan man jo ikke regne med.

Josefine blev puttet under dynen på sofaen, i sit nattøj. Kristine blev kørte til legeaftale. Jeg kontaktede vagtlæge, fordi Josefine klagede over nakkesmerter. Heldigvis skulle vi ikke være bekymret, så længe vi havde god kontakt, og hun kunne bøje nakken (nikke med hovedet). Bagover var intet problem, så mon ikke det blot er lidt influenza-agtigt, hvor man har ondt i hele kroppen.

Thomas handlede ind til morgenmad/frokost på vej fra aflevering. Josefine faldt i søvn, det ligner hende jo absolut ikke. Thomas ordnede det sidste udenfor, så begge biler kunne komme i garagen. Det er så skønt, så skal vi ikke længere skrabe is fra bilerne.

Indenfor fortsatte oprydningen, der er jo rigtig meget der trods alt skal findes en plads til indenfor, det blev vi ingenlunde færdige med, men det kommer vel.

Jeg fik også ringet til min farmor igår, hun er nu 91 år, og på plejehjem. I fredags døde hende tvillingesøster, og bliver helt ramt på min dårlige samvittighed. Tænk at være den sidste søskende tilbage, og jeg kan jo slet ikke forstille mig et liv uden mine søstre. Hun var ensom, og savnede sin familie. Jeg er jo lige her, kunne godt være bedre til at ringe, men det er svært i den situation vi er I, for hun forstår det ikke rigtigt, hvad det er Leander fejler. Og jeg syntes ellers at mine forældre, og farbrødre med familie, er gode til at komme forbi og besøge hende, det er i hvertfald det jeg høre. Jeg håber ikke jeg skal føle mig ensom når jeg bliver gammel, jeg håber jeg formår at holde kampgejsten, og at jeg dør lykkelig, uden at opdage det. I stedet for som hun sagde til mig “Jamen, det er jo også den vej det går for mig”. Mon hun er parat? Jeg havde ikke modet til at spørge hende, det skulle jeg måske have gjort.

Hjemme nussende vi om Josefine, og forsøgte at underholde Leander, inden han var putte-klar igen. Man bliver altså afhængig af at han sover, når man kommer i det praktiske humør.

Kristine blev hentet, på vejen skulle Thomas hente to pakker der var kommet. Han har fundet en stylist via nettet, så kan man bare krydse af hvilket tøj man er til, farver og størrelser. Så sammensætter de en pakke, også kan man vælge om det er noget eller ej. Genialt. Det er desværre ikke lavet til kvinder, da vi har alt for mange tanker om hvad vi vil gå med, og hvad vi ikke vil gå med. Det kunne jeg ellers godt have brugt, for min gardarobe trænger til en gevaldig opstramning.

Thomas fremviste de forskellige sæt tøj, og jeg fik lavet en kasse med tøj til min søster (nok nærmere niecen), og 3 sække til genbrugscontaineren. Det er virkelig rart, med alt det der bare kan komme væk. Selvom det selvfølgelig også kommer til at kræve noget arbejde, så bliver det rart når det er gjort.

Endelig ringede Rigshospitalet, blodprøverne fra i torsdags var fine, hans immunforsar var helt oppe på 1,0, så nu har han da lidt at stå imod med. I forhold til hans dårlige mave, så skulle der evt. tage prøver fra, men det kom an på om det fortsatte døgnet rundt. Han har trods alt haft pause om natten, så mon dog ikke det er dirre pga tænder, det tror jeg. (håber så bare snart de bryder igennem).

Moster Mie og Christian kigge forbi, de havde været inde og se Christians lillebror stå kongevagt ved Amalienborg. Det havde været en kold fornøjelse. De kiggede derfor ind på vejen hjem. Det var så hyggeligt, og ungerne fik lige et skud Moster energi. Josefine har bare ligget som en slattenklud på sofaen hele dagen. Hvilket hun egentlig fortsatte med, men da Kristine begyndte at danse, så stod Josefine op og dansede med. Det var fra det ene sekund til det andet. Det er lidt vildt at, som Thomas siger, børn kan altså ikke fake hvordan de har det. Tankevækkende.

Da de kørte, endte det med at Thomas hentede burgere, for i stedet for at bruge tiden på aftensmad hyggede alle mand i stuen.

Josefine fik lov til at sidde under dynen, med et bakkebord over, for at spise sin burger. Kristine ville gerne have lov til at sidde i sofaen ved siden af, så det fik hun.

Leander nød at sidde ved spisebordet sammen med os, hvor han gnaskede lidt i pomme frites. Det bliver ikke til så meget, men han styre det selv, og det betyder rigtig meget for ham.

Han begyndte at blive træt, så jeg gjorde ham nat-klar, med der tilhørende aften medicin , og gik igang med at putte.

Men den unge mand var ikke helt færdig med at bleskift, så da der var skiftet 3 gange, var han klar til at sove.

Vi puttede med tøserne på sofaen, det vil sige vi sov nærmest. Med tøserne puttet, ordnede Thomas køkkenet. Jeg har ondt i min bekymringsmave, det er altså rigtig ubehageligt. Jeg håber ikke der er grund til det, men det må tiden jo vise.

Jeg gik i seng kl. 21, Thoms og jeg havde håbet vi skulle se en film, men det var vist kun Thomas der så noget. For jeg sov.