Dag 98 – 3 psykologer på en dag

Oppe blev der spist morgenmad, det vil sige jeg ordnede madpakker og medicin, også passede det med at vi kunne komme i tøjet.
Thomas afleverede Kristine, og kom tilbage efter Josefine. Hun er jo som bekendt ikke den hurtigste – og har rigtig meget sin egen vilje. Man må tage hatten af for hendes stædighed, og hendes viljestyrke – holder hun fast i den hele livet, skal hun nok komme langt.

Med den ude af døren, fik jeg puttet Leander og ryddet lidt op, inden min psykolog kom.

Det føltes så rart at se hende igen, og så er sådan en time hurtig overstået. Den sluttede med at Leander ville deltage i festlighederne, og endte med et tøjskifte (man skal jo gøre sig til for damerne).

Da psykologen var kørt, ringede vi til Rannva for at sige der var fri bane. (Rannva og jeg i mødregruppe sammen, da jeg havde fået Josefine).

Inden hun kom, fik jeg talt med en psykolog fra børnecancerfonden om et projekt de kører, og hvordan vi kan hjælpe pigerne. Vi har besluttet at vores donation skal gå til terapi til pigerne. Det er min største frygt at vi taber den på gulvet, tænk hvis de får en psykisk sygdom af at have en lillebror der er syg. Jeg forventer mig rigtig meget af denne terapi-form. Det er legeterapi, hvor børnene skal forestille sig forskellige situationer, også spille dem i en sandkasse. Det virker lidt abstrakt, men er ret sikker på det er en god løsning for dem begge.

Rannva havde som altid være betænksom, så hun sørgede for at jeg fik morgenmad/frokost, Leander sad og stak lidt til det hele, lidt glider der jo ind, men det er ikke meget. Han fik også en lille lur (det er meget lidt han sover i øjeblikket), og fik charmet, som det sig jo bør.
Vi fik også klaret endnu et tøjskifte – så nu har hele garderoben snart været i brug i denne uge, også flere gange.

Da Rannva var kørt igen, talte jeg med psykologen fra Rigshospitalet.
Det er imponerende at det nu var tid til at vi kunne tale med hende, det er som om at efter 3 måneder, så er behovet et andet, hmm. Vi endte med at jeg skulle vende tilbage, hvis vi havde behov for at tale med en, der havde talt med andre forældre, der har børn med samme diagnose som Leander.

Bagefter pakkede jeg Leander sammen, for af hente pigerne. Første stop var skolen, Kristine blev sendt ud, og i børnehaven holdt Kristine øje med Leander imens jeg hentede en springfyldt Josefine.

Hjemme, ventede vi på at Thomas kom fra arbejde.
Vi var sådan lidt vævende for hvad vi skulle gøre, men det endte med at vi kørte Nordpå – op til Tante Eva og Søren, og ikke mindst deres 3 guldklumper. Det føltes så rigtigt, og pigerne bliver så glade af at være sammen med Ella og Albert. Det er vel nok på niveau med en fætter eller kusine, det er familie der aldrig svigter. Det er fantastisk at vide, at børnene altid har er solidt fundament, også i sociale sammenhænge. Så når verden er svær udenfor mors og fars trygge base, så kan man altid vende snuden hjem igen, og finde god energi hos skønne venner – både de store og små.

Fremme var Tante Eva allerede igang med aftensmaden til børnene, jeg overtog sammen med Albert. Det var så skønt bare at hygge med ham, det har vi så sjældent mulighed for.
Chefkokken og jeg håndsorterede også pastaen, inden den kom i gryden. (Læs vi væltede 500 g pasta ud på gulvet – ups).
Børnene blev spist af, med Leander siddende for bordenden.

De store legede lidt, imens de to små blev gjort nat klar. Jeg fik puttet Leander, det var noget af en test, men det lykkedes.
Imens jeg puttede ham var drengene kørt efter sushi (der var rigtig dømt voksen-hygge). Da Leander sov, puttede Eva Wilhelm og jeg puttede med de store til Disney sjov, det er så hyggeligt at høre, især Josefine og Albert hvordan de kommentere på det de ser – tror Ella og Kristine syntes det var lidt irriterende.

Inden Disney Sjov var slut, puttede jeg de to små, for de var trætte, og havde svært ved at holde koncentrationen. Igen så hyggeligt at putte med dem, og læse godnathistorie.

Imellem tiden var de to store lagt i seng, til en lydbog. Det husker jeg selv som rigtig hyggeligt, bliver spændende at høre hvad Kristine siger.

Med alle børn sovende, spiste vi sushi og fik sludret, og i det hele taget bare nydt at det ikke var børn vågne.