Dag 300 – Moster Mie og Christian og Fortet

Lørdag 2/9

Vi genfandt modet, og stod tidligt op, det er med at få noget ud af dagen. Vi skal mødes med Kristines klasse på fortet, kl. 11, men inden da er der jo masser af ting vi kan nå. Moster Mie og Christian har sovet hos os i nat, så vi lavede skøn morgenmad, med både æg og bacon. Thomas var til bager, og så var der fælles morgenhygge. Vi havde ellers en aftale med Bo go Louise, men de er ramt af sygdom, så den springer vi over.

Vi gik i bad på skift, inden Moster og Christian kører afsted. Vi fik lagt bolledej, og lavede en kage. Det endte med at vi blev tilpas presset, så vi fløj ud af døren, men et køkken der var væltet, og en træt Leander.

Jeg havde ammet ham inden, og han sov faktisk da jeg satte ham i bilen. Men det blev en gammel løgn, for han vågnede da pigerne kom buldrende ind.

Vi landede ved Fortet (lettere forsinket), Leander blev puttet i klapvognen, og jeg gik med ham, inden jeg stødte til resten af selskabet. Der var kage i lange baner, og vi nød selskabet. Det var så hyggeligt, og det at mødes på en anden måde, end i døren til klassen er altså rigtig fedt. Det giver så meget energi.

Børnene strøg afsted og legede, og vi voksne fik snakket.

Leander vågnede, og nød i den grad at være ude blandt andre, Josefine spillede Freesbee med en af drengene fra Kristines klasse, desværre ramte han hende lige i panden med den, man må sige hun blev sendt til tælling. Hun fik en ret stor bule, og var noget groggy efterfølgende, så hun puttede i klapvognen.

Inden vi kunne køre hjem, skulle vi lige finde en pind til kongespillet og en hulahop-ring. Fortet er et ret stort grønt område, så det er ikke lige let at finde. Men det lykkedes.

Hjemme, fik vi leget og hygget med ungerne. Samtidig med at vi var i kontakt med Rigshospitalet, for Leanders temeratur svinger fortsat rigtig meget, heldigvis kommer den ikke over den magiske grænse (38,5), og han har det bedre end i går, men alligevel.

Vi var lidt modløse, og forsøgte at finde nogle der havde tid og lyst til at være sammen med os, men det lykkedes ikke. Så bliver man virkelig ramt af ensomhedsfølelsen, og følelsen af at være alene, med tanken om at vores liv er gået i stå, imens resten af verden går videre. Gad vide hvordan den ser ud, når vi kommer ud på den anden side, og vi skal være en del af den almindelig verden igen.

Har vi stadigvæk alle vores venner, er der forsvundet nogle, eller kommet nogle til? Jeg håber bare ikke at der er nogle der bliver skræmt væk af os.

Nu ved jeg ihvertfald hvordan jeg selv vil reagere – hvis gud forbyde det – at andre omkring mig, bliver ramt som os. Jeg ønsker virkelig ikke der skal sidde en familie, og have denne følelse lige nu.