Dag 389 – det er store sager

Når livet det slår en oven i hovedet, hvem samler så op??

Havde lykkelig glemt hvor hårdt det var at komme igennem serie 2 kemo sidst. Leander sover mildest talt uroligt, er humør syg og sulten. Samtidig er pigerne lige blevet det år ældre, opmærksomme på en anden måde end sidst.

Josefine spurgte mug forleden dag, “mor, hvorfor elsker du kun Leander?” – Jeg blev ramt helt inde i hjertet, der hvor det gør allermest ondt. Ikke nok med det, så sad jeg og ammede og kunne jo ikke smide alt hvad jeg havde i hænderne for at kramme hende, og forsikre hende om, at hendes plads i hjertet stadigvæk er intakt. Hun er 4 år, og allerede ved hun mere end voksne, forkælede mennesker. Hun tilsidesætter sig selv, italesætter sit eget, og ofte også andres behov, også er hun så videbegærlig, at vi knapt kan følge med. Hun er sej, slår fra sig, men min lille pige på 4 år, bliver al for hurtig stor. Hun har brug for mig, min tryghed og kærlighed. Jeg kan ikke gøre det alene, men vi har i en periode kørt med færre børnehave dage – for som hun sige “Mor, du går jo alligevel bare herhjemme, det er jo ikke et arbejde”.
Sådan oplever jeg det ikke helt, men sådan må det være. Det koster på min hvile, både af krop og hovede, men hvad ellers kan jeg stille op?

I øjeblikket bruger jeg rigtig meget krudt på at få styr på økonomien i min orlov, da det jo som bekendt bliver noget længere end vi i første omgang regnede med. Det kan være svært, når ikke engang ens arbejdsplads kan gennemskue det.
Samtidig knokler jeg stadig på for at få kommunen til at betale det, som vi har ret til. Det værste er faktisk at man hele tiden bliver mistænkeliggjort, og for nogen måske bliver opfattet som krævende. Tænk situationen har vi jo ikke selv bragt os i, vi havde intet valgt da skæbnen ville give os denne prøve, så er det hårdt at man ikke bare stoler på at det vi siger er rigtigt, i stedet for hele tiden at være mistroisk. Hvordan mon de mennesker selv ville opleve det, hvis de blev ramt – mon de så ville kigge tilbage og tænke anderledes???
Jeg holder også stadigvæk stædigt fat i ministeriet, så reglerne vedr forældreorlov forhåbentlig kan ændres, så ikke andre kommer i samme situation som os.

Det bliver måske lidt rodet, men der sker så meget, at jeg knapt selv kan følge med.

Vi har været til skole-/hjemsamtale, Kristine er fantastisk (ved godt alle forældre syntes det om sine børn, men hun er i særklasse). Hun er hjælpsom og flittig, og ikke mindst er hun fagligt hvor hun skal være. Dejligt, ikke at det overrasker os, vi knokle for det, men det er rart at det også viser sig i skolen.

Sluttelig så har Thomas investeret i julebelysning til den store guldmedalje, han mener at ungerne bliver begejstret, men tror nu det er ham der syntes det er fedest. Vi har julepyntet, og min hjerne begynder så småt at forstå at jule står for døren, og der er kun at nyde det. Det er en skøn tid, ungerne elsker den, og egentlig også os. Den giver bare så meget mere mening når man får børn – gid alle må genopleve sin egen juleglæde igennem sine børn.

Men det største er nu at Leander har “smidt” sin sonde, han tager sin medicin i munden, og vi jubler som sindsyge, men det er arbejdet værd når man oplever ham uden den lange slange, at hans kinder kan hele, og han nemmere kan pudse sin næse, for det kan han nemlig, altså finde ud af at pudse næse – 1 år gammel – behøver kg sige at vi er stolte at vores sondefrie dreng?

Må alle nyde nuet, livet og kærligheden som jeg – lykken er jo hvad vi gør den til