Dag 413 – Julekort, eller det der ligner

Egentlig er det mig meget imod, at skrive mit julekort på denne måde, men det er trods alt nemmest, også får jeg forhåbentlig ramt alle dem der har lyst til en hilsen fra mig.

Sidste år på samme tid, sad vi på Rigshospitalet, Leander havde fået feber i løbet af formiddagen, og han manglede blod. Idag sidder jeg med en søn der pludre i sin tremmeseng, fordi han har så meget på hjertet her ved sove tid.

Året har budt på, nok, de vildeste udfordringer i vores liv. Vi har oplevet, overlevet og gennemlevet mere end vores fantasi kunne forestille sig det værste mareridt.

Vi kom igennem, som en endnu stærkere familie. Vi har en Kristine der virkelig vokser i skolen, med en meget kompetent lærer (det er faktisk grunden til at Kristine har lyst til at gå i skole), hun er stadigvæk sur over at hun skal lave lektier, og hun slår sig også stadigvæk i hovedet fordi hun ikke syntes hun er god nok (hvem mon hun har det fra), men hun er så kærlig, rummelig, empatisk, og hjælpsom, at vi som forældre revner af stolthed over hendes formåen og navigeren i vores daglig dag.
Josefine der dagligt kæmper med sit kærlige væsen og sin fanden-i-voldskhed, hun kan drive mig til vanvid, men samtidig kan hun kigge på mig med de mildeste øjne, som smelter mig totalt. Hendes ordforråd er stort, og vi får kamp til stregen, hendes lyst til læring overskygger hendes 1000-vis af spørgsmål. Beundringen over hendes gå-på-mod er stor, stoltheden ligeså.

Leander der har udviklet sig, han går, han tror han løber, og ikke mindst tror han han kan drible med en bold, han vil frem i verden. Han viser os hverdag at han er gjort af noget særligt, han rummer en styrke ikke alle besidder. For hver mavepuster vi får, det være sig blodforgiftning, chok, infektioner, feber, tilbagefald af LCH, skoldkopper, så viser han os vejen. Når man arbejder sammen med sådan en fighter, kan man ikke sænke tempoet, paraderne og miste modet. Han er min største inspiration og jeg har den største ærefrygt for at være hans mor. Må jeg blot leve op til forventningerne, så jeg ikke fejler.

Mine børn er min rygrad, de fortæller at jeg har opnået det største i livet. At kunne give min ubetinget kærlighed videre til disse stærke mennesker.

Thomas og jeg har endnu engang bevist at vores parforhold det rummer alle facetter, vi har set hinandens svageste sider, vi har oplevet frygten for at miste vores barn, set hinanden i øjnene, og hele tiden mindet hinanden om at vi kan klare alt, så længe vi er hinandens medspiller og ikke modspiller.

Thomas gøder den jord jeg går på, han giver mig styrke til at komme igennem nætter med alt for lidt søvn, han lader mig skælde ud, være umulig og stampe i gulvet, når jeg syntes min verden er gået i stå, at mit arbejdsliv passere forbi, og allerede nu er på vej ned af stigen, i stedet for op, men bedst af alt han elsker mig alle dage.

Jeg vil med denne status, minde alle om at livet er skrøbeligt, og samtidig mindes de børn vi har mistet i kampen imod kræften. Må disse børns død ikke være forgæves, må kæmpen vindes – det kan ramme os alle, når vi mindst venter det.
Jeg vil sende al min styrke for at de familier, har kan genfinde fodfæstet.

Må I alle få en dejlig jul, og et lykkebringende 2018.

Kærlig hilsen Malene