Dag 1245 – onsdag og sidste indgreb

Status fra resten af ugen

Vi kom hjem og sov, den unge mand blev bedøvet på en helt vild måde, så selv personalet var imponeret.

Leander faldt nemlig i søvn inden han skulle i narkose (nuvel han var også 6 timer forsinket, så faste var ulidelig lang), men det gjorde at masken blot kunne lægges tæt på hans mund, også opdagede han næsten ikke han blev bedøvet.

Indgrebet tog blot 3 kvarter, det var faktisk opvågningen der tog længst tid.

Da han endelig vågnede var det med meddelelsen om at han skulle have en bolle, den blev næsten indhaleret, så jeg blev sendt afsted efter en mere, imens tog den sødeste sygeplejerske sig af Leander.

Så da jeg kom tilbage havde Nini fået er venflon i sin ene pote, ligesom Leander.

Han dirigerede hende rundt efter juice og sagt, og han nød bestemt selskabet.

Så hurtigt kom vi tilbage på afdelingen, til vores søde stue-makker, der blev delt vingummier og hygget, indtil vi fik lov at gå hjem.

Hjemme var det med en ung mand i hopla (det der morfin gør en betydelig forskel for hans tilstand), så der blevet leget hygget og spist til den store guldmedalje.

Da jeg endelig havde puttet ungerne, gik jeg i seng. Jeg tror ikke engang jeg slukkede lyset.

Leander og Josefine sov sammen, og vi vågnede ved at de lå og snakkede. Jeg kan ikke huske hvornår Leander sidst har sovet en hel nat, men jeg takkede.

Oppe, fik jeg pakket sammen, til endnu en arbejdsdag på Rigshospitalet.

Velankommet, gik vi direkte til røntgen, jeg er virkelig glad for jeg valgte at flytte røntgen til inden indgrebet, tror ikke hans samarbejde ville være tilstede efter. Og taget i betragtning af hvordan det gik, var jeg faktisk endnu mere glad.

Tilbage på afdelingen, kunne vi hygge med vores stue-makker indtil hun blev udskrevet, og vi kunne blive kørt af sted.

Heldigvis var de kun 1 time forsinket, så det lykkedes uden alt for meget brok.

Leander blevet bedøvet igen næsten uden han opdagede det, og jeg kunne imens jeg ventede spise min frokost.

Det tog længere tid end forventet, så til sidst var min tålmodighed ved at være brugt op. Ved godt at anæstesien er de bedste barnepiger, men alligevel.

På opvågningen blev jeg puttet i et tæppe, også kunne jeg endnu engang vente på at den unge mand vågnede op til dåd.

Han vågnede igen rigtig fint op, desværre var vi først retur lige i et vagtskifte – så vi måtte pænt vente på at kunne gå hjem.

Da vi havde ventet i halvanden time, kunne jeg ikke dy mig, så jeg spurgte om vi var glemt.

Vi var lidt glemt, og stressen lyste ud af øjnene på sygeplejersken – der ankom nemlig to helt nye børn på afdelingen, indenfor 5 min.

Så mindes man da man selv var ny, og verden blev vendt på hovedet.

Da vi endelig fik medicinen udleveret – skyndte vi os hjem, og heldige os, så landede vi hjemme nærmest i samme sekund som aftensmaden blev serveret.

Vi hat fået to meget smukke buketter, helt uventet. Det varmer virkelig, alle hilsner, kommentarer og ikke mindst de søde ord der skrives til os sammen med blomsterne.

Jeg bliver så ydmyg – for vi fortjener ikke mere end andre, alle har deres at slås med, men jeg bliver samtidig glad for at vi er husket.

Vi valgte at gå med en port til Leander, så krydser jeg blot fingre for at det var det rette valg.

Han er noget hævet, både på brystet og i hovedet, men med morfin virker han ikke mærket af det.

Jeg har pakket alt medicin væk (sammen med vores køkken), så meget af det jeg skal bruge kan jeg ikke lige finde, lidt udfordrende. Og med apotekerne lige nu, er det faktisk endnu værre. Det er nye der står i skranken, og det køre bare slet ikke som det plejer.

Jeg glæder mig til normale tilstande, om ikke andet herhjemme – at byggeriet er færdigt, at medicinkassen igen får en fast plads, og at alt køre på rutinen.

Hvor Kristine reagerede i mandags, ja så regerede Josefine i onsdags. Det var faktisk rart at hun endelig mærkede efter og gav sig selv lov til at være ked af det, for det er hun. Hun har så meget sorg over at vores verden igen er vendt på hovedet.

Vi må endnu engang skyde en hvid pil efter sommerferie (med flyvemaskine som Josefine siger), alt er igen sat på stand-by.

Forhåbentlig finder jeg snart overskud til at søge fonde, så vi kan få en opvarmet pool – det ville bestemt gøre en kæmpe forskel for alle 3 børn, at de kan få et fristed, hvor vi kan styre hvem der benytter den, men også hvor de kan få lov til af være børn, og holde ferie om det er med flyvemaskine eller ej.

Lige nu ligger jeg på vores badeværelsesgulv, og glæder mig over at høre Leander der leger i badet. Glæder mig over at han ikke ved hans liv kunne være anderledes. Han ved hvad det vil sige at være isoleret, så at være hjemme alle 5 er for ham en bonus. Pigerne derimod syntes efterhånden det er lidt stramt at Leander gerne vil lege.

Jeg håber alle tænker sig om, og holder afstand, bliver hjemme fra aftaler/sommerhus/etc bare lige lidt længere. Jeg ved godt det er kedeligt, ved godt at man bliver træt af sit eget selskab, at man ikke nødvendigvis har noget nyt at fortælle sin partner eller familie til aftensbordet. Men så gør noget andet, Google løs og lær om forskellig dyr, lyt til forskellig slags musik, eller se en film sammen. Det bliver godt igen, men hvis vi bliver overmodige – så risikere vi ikke blot vores eget helbred, også dem vi møder, men i særdeleshed alle de tusindvis af læger, sygeplejersker, ambulanceredder etc, der hverdag gør deres beste for at de syge bliver raske.