Dag 1296 – et forsinket indlæg – skrevet i mandags

Byggeriet

Hvor ville jeg ønske at jeg kunne skrive vi var helt færdige, men det er vi langt fra.

Vi mangler stadigvæk en masse småting, og det er nærmest umuligt at nå det i hverdags aftenerne.

Elektrikeren blev syg i sidste uge, men vi satser stærkt på at han kommer i morgen og onsdag, så vi endelig kan få sat vores kogeplader til. Nu har jeg heller ikke haft en reelt komfur siden start januar.

Mureren er også kommet til skade, hvilket har betydet at badeværelset i stueetagen er forsinket, det har forsinket maleren, der også har andre opgaver – man kan jo heller ikke forvente at de bare venter til vi siger klar, selvom det naturligvis ville være rart.

Vi har lavet en liste med alle de små ting der mangler i de enkelte rum, og jeg skal bare tage mig sammen, og se at komme igang, men det er nu ikke så nemt at klare helt alene. Men tænker at hvis jeg får streget 5 punkter dagligt, så burde der være lys for enden af tunnellen.

I morgen skal jeg til Århus med pigerne, det er tid til test. Vi har været slået noget ud af kurs, pga tilbagefald af Leander, men vi håber at kunne komme tilbage på sporet, så Kristine kan rykke endnu mere, for forhåbentlig snart kan blive helt færdig.

Leander har svært ved at rumme børnehaven, han er træt og uoplagt, så han foretrækker at være hjemme. Det er lidt hårdt, aldrig at have en pause fra sine familie, forstået på den måde at der kræves enormt meget af mig hele tiden.

Jeg løber stadigvæk, men er lige nu sat ud af spillet, da jeg har brækket min lilletå, da jeg hamrede dem ind i vores trappetrin der ligger i stuen og venter på at blive monteret. Jeg skal love for det gør ondt, og for det ikke skal være løgn, ramte jeg dem to gange. Så jeg er lidt sårbar hvad det angår.

Idag har jeg fået 8 km sammen med Leander, det kunne min tå godt holde til, så måske det ikke er så slemt.

Josefine er begyndt at have det rigtig svært, og har mest lyst til at isolere sig med sin iPad, så jeg er virkelig i bad standing, fordi jeg siger nej, og gerne bil tale med hende om det, og hjælpe hende igennem.

Idag fik jeg lov til at give hende zoneterapi, det var som om det lettede, så måske jeg skal se om jeg kan skrue lidt mere op for det, når hun på ingen måde ønsker behandling.

Hun har også luret at hvis hun siger noget, som potentielt Leander godt vil have, så har vi svært ved at modsætte os, da han er påvirket af medicin.

Eks, Josefine vil have røræg, men jeg siger nej da vi lige har lagt boller, der er færdig indenfor 30 min. Hun er ihærdig, så da hun har sagt det anden gang bider Leander på, bryder grædende sammen da jeg siger han kan vente på boller. Ham føler sig så forudrettet, og det endte med at jeg måtte lave røræg til dem begge.

Andet eksempel, jeg har sagt nej til iPad, men efter hun har sagt det 2-3 gange, så begynder Leander og hyle og hun triumfere igen. Jeg bliver vanvittig, for hendes argument er; Leander får lov til alt, jeg gør ikke. I giver hele tiden ham lov til iPad og mad. Det er uretfærdig og i elsker ham højest.

Jeg er udfordret – indrømmet. Mon ikke snart jeg finder en løsning, så jeg ikke skal have denne konflikt dagligt flere timer.

Jeg har nu sat skærmtid på hendes iPad, hvilket naturlig reducere i hvor langtid hun kan bruge den, forhåbentlig betyder det at hun lære at disponere sin tid.   

Vi har talt om at vi skal tale ordentligt til hinanden, men hun taler virkelig nedladende til Leander, så lige nu er han prøveklud for kommende 1. Klasse pige, der indoktrineres af kommende 4. Klasse pige.

Nå men det var mit indlæg jeg skrev i mandags, i får det alligevel – så får I er nyt måske på søndag – hvis I er heldige.