Dag 2229 Badminton – en velkendt og vidunderlig verden

 

Pigerne startede forrige år til badminton, og har ikke kigget sig tilbage.

Det betyder at vi som familie “pludselig” bruger rigtig meget tid i badmintonhaller, hvor vi enten coacher, tæller, hepper eller trøster.

Det er så fantastisk at se dem begge udvikle sig, Kristine tager medaljer på stribe, men er nu rykket række, så jeg tænker det bliver lidt svære for hende “bare” at vinde turneringerne, men samtidig har hun skiftet træning, så hun nu spiller sammen med andre øvede spiller, og træneren er en senior spiller, der mener jeg, spiller på klubbens 2. hold – hvilket er Danmarksserien.

Josefine knokler derudaf, der er bare lidt mere konkurrence på hendes niveau, da der er kommet mange flere badmintonspillere til de sidste par år, hvilket betyder at hun har lidt svære ved at vinde turneringerne, og hun kæmper også en smule med troen på sig selv. Det er meget lidt der skal gå den forkerte vej, så mister hun fuldstændig troen på at hun kan klare det.

Men alle kampe der er tabt, giver mulighed for at blive endnu bedre, og mere motiveret – så indtil videre er der to piger der rykker ud over stepperne, jeg regner med de begge stiller op til individuelt DM, det bliver lidt spændende – det er jo en drøm at få sit navn på en DM pokal, uanset hvor gammel man er, bliver man vel aldrig for gammel til at ønske sig på toppen.

Forrige år brækkede Kristine sin hånd, desværre har det vist sig at hun har behov for en operation, for at den bliver endnu bedre, end nu, og forhåbentlig kan hun slippe for de gener hun har nu, hvor det smerter at have belastning på sit håndled. Den operation blev vi nød til at flytte til efter badmintonsæsonen var slut, for ellers ville hun gå glip af bl.a. DM, så heldigt det trods alt ikke er akut, men mere en mulighed for at reducere hendes gener.

Det er endnu ikke lykkedes Leander sådan rigtigt at knække badmintonkoden, men han kommer i hallen hver onsdag indtil videre er han med til opvarmningen, og nogen gange griber han en ketcher, for at spille lidt med pigerne. Det er bare svære end som så at få den bold i spil, men indtil videre har han ikke mistet lysten til at prøve, så vi håber vi sammen kan heppe ham til at være med, så kan det blive en rigtig familie-sport. Thomas og nok særligt mig overvejer meget at finde ketcheren frem, og begynde at spille igen, men det er endnu ikke muligt for os begge at tage afsted sammen, så det skal vi lige finde en løsning på, når begge gerne vil afsted, men mon ikke det kommer. Vi elsker alt ved at komme i hallen, og det at man pludselig har et helt andet netværk af mennesker, omkring ikke bare en selv, men også sine børn er så hyggeligt, og sjovt.

Der knyttes venskaber på kryds og tværs, og jeg kan se at begge piger virkelig vokser, i takt med deres udvikling.